Foto: Scanpix
Sikke en ‘politisk weekend’, vi lige er kommet mere eller mindre tørskoede ud af, hva’? Hvis ikke hele molevitten havde et skær af uhygge over sig, ville man måske have trukket på smilebåndet og sagt, at det var morsomt.
Inger Støjberg fra Danmarksdemokraterne er en omvandrende skændsel, men når hun stiller op på tv, bliver hun som regel behandlet jovialt og hygsomt af værterne. Lige inden den televiserede debat mellem forpersonerne fra Venstre, Det Konservative Folkeparti og Socialdemokratiet søndag aften, havde DR-nyhedsværten Johannes Langkilde Støjberg igennem på en linje, og tonen mellem dem var lun, ja, nærmest munter. Hvad havde Inger af forventninger til den forestående debat? Nå, ok, Inger, det er godt, Inger, tak for det, Inger, vi ses, Inger. Så griner vi lidt sammen her på falderebet, Inger, haha. Og nu stiller vi om til debatten, Inger. Tak, Inger.
Ovenstående gengivelse af den nævnte ordveksling i bedste sendetid på landsdækkende tv er naturligvis karikeret, men egentlig kun en smule. Når den grundlæggende kerneløse populist Inger Støjberg gebærder sig på tv, gør hun det med en mesterlig dosering af sødme og grovhed, som giver hendes kernetropper ude i det samlede vælgerkorps et sug i maven af fryd, fordi “Inger siger tingene, som de er“. Men Inger Støjberg er en uhyggelig figur og bør behandles derefter.
Kristian Madsen, der er direktør og chefredaktør for fagbevægelsens A4 Medier (og i øvrigt ligesom Mette Frederiksen forhenværende formand for Danmarks Socialdemokratisk Ungdom) opfordrer i et interview (blød betalingsmur) i Politiken Socialdemokratiet til at stoppe “feticheringen“ af Inger Støjberg som en person med en “magisk forbindelse til det socialdemokratiske kerneland“. Og som Madsen skriver opfølgende på Twitter: “Hun er drønfarlig for velfærdsstaten og klimaet og står uangrende ved sin ulovlige optræden som minister. Hav dog lidt fucking selvtillid!“
Samme opsang bør man give medier (og nyhedsværter), som ukritisk giver hende taletid. Hun er nøjagtig lige så farlig, som Kristian Madsen siger. Det er ikke mere end et par dage siden, at Støjberg i Jyllands-Posten slog til lyd for, at man burde hæve kørselsfradraget i provinsen – og tage de 800 mio. kr., som det ville koste, fra kulturlivet. Forslaget er, hvad det er: Populisme, så det buldrer. Men Støjberg gik et skridt længere og satte navne på kunstnere, som hun mener bør have frataget deres livsvarige hæderslegater: teaterkvinden Jytte Abildstrøm, instruktøren Erik Clausen og forfatteren Carsten Jensen. En ting er at fremføre forslaget, en anden at udpege enkeltpersoner. Hvor er det ulækkert.
Carsten Jensen svarede i samme avis, at Støjberg “vist ikke [har] lavet nogen form for research. Den danske grundlov er hun også blottet for viden om. Det er derfor, hun i dag er tidligere kriminel og straffet. Hvis hun havde undersøgt det livsvarige hæderslegat, så ville hun vide, at legatet er indkomstafhængigt. Jeg har i de ti år, jeg har modtaget det, haft en alt for høj indtægt, så jeg får kun minimumsbeløbet, som er 1.566 kr. om måneden.“
Komiske Tesfaye
Det er mandag, og vi bør slutte på en mere munter note. Lørdag bragte Berlingske et stort interview (betalingsmur) med justitsminister Mattias Tesfaye (S), som man vel i bedste fald kan kalde tragikomisk. For hver gang han åbner munden, minder han mere og mere om Iraks forhenværende informationsminister Mohammed Saeed al-Sahhaf, der i 2003 blev kendt som ‘Komiske Ali’, fordi han hårdnakket holdt fast i, at hans land ikke var ved at blive invaderet af amerikanske og britiske styrker, selv om det modsatte var tilfældet.
Mattias Tesfayes budskab i interviewet er, at vi alle sammen trygt kan stole på den danske regering, når den siger, at alt er kørt lige efter bogen i den efter alt at dømme dybt politisk betændte verserende straffesag mod landets spionchef Lars Findsen.
Mattias Tesfaye fortæller, at han som nytiltrådt justitsminister tilbage i maj tænkte, at han måtte undersøge ministeriets tungeste sager ved selvsyn, herunder sagen om Forsvarets Efterretningstjeneste (FE). “Alle dage i maj og juni stod jeg op klokken fem om morgenen og læste, læste, læste,“ siger han og tilføjer, at hvis han havde fået den mindste fornemmelse af, at FE-sagen handlede om “en personligt vendetta“ eller et betuttet embedsapparat, der ikke turde sige fra, så “havde jeg grebet ind med det samme. Ellers ville jeg jo have et medansvar.“
Tesfaye er flere gange inde på, at hvis der var det mindste at komme efter, så ville han jo selv være “medskyldig“. Men der er altså ikke noget at være medskyldig om, og da Tesfaye i sagens natur ikke kan dokumentere, hvad han ved, fordi anklagerne mod Lars Findsen er hemmelige, så må vi bare stole på ham. “Vi lever ikke i en bananrepublik. Det er mit vigtigste budskab,“ siger Mattias Tesfaye. Bemærkelsesværdigt er det alligevel, at en formulering, der under normale omstændigheder nok ville blive leveret som en henkastet bemærkning, simpelthen er en justitsministers centrale budskab i et større interview.
Mattias Tesfaye synes, at der er for mange konspirationsteorier derude og vil gerne “skabe ro om efterretningstjenesterne“. Da Berlingske spørger, hvilke konkrete konspirationer han hentyder til, begynder han at rode i en bunke artikler, han har taget med. Og så navngiver han – fuldstændig ligesom Inger Støjberg ville have gjort – to personer: Den ene er professor emerita Eva Smith, og den er anden er Hans Jørgen Bonnichsen, tidligere operativ chef i PET. De har begge kommenteret sagen i medierne, men åbenbart ikke på en måde, som regeringen finder formålstjenstlig.
Heldigvis lever vi ikke i en bananrepublik. Af teksten i Berlingske fremgår det, at Tesfaye holder flere lange tænkepauser under interviewet. Efter en af dem siger han pludselig: “Jeg var glad for at være murer, gå hjem klokken tre og tage til fodbold med min søn.“ Men, tilføjer han, “jeg er også tiltrukket af problemer – af at håndtere problemer“. Og det er så det, han er i gang med nu. Det ville nok være sundt, hvis han kunne få en lang tænkepause efter valget. Problemer kan også blive for store. /Oliver Stilling