Andrew Kelly/Reuters/Ritzau Scanpix
Donald Trumps skygge hænger fortsat over Det Republikanske Parti, om partifællerne vil det eller ej. Bedst som valgkampen til det vigtige amerikanske midtvejsvalg i november – hvor republikanerne håber at kunne genvinde et flertal i Senatet og Repræsentanternes Hus – for alvor er ved at tage fat, har Trump nok engang gjort personkulten omkring ham til det vigtigste tema.
Selvom mere moderate republikanere nok havde håbet, at USA’s skrantende økonomi og den såkaldte “presidential penalty“ – der beskriver, hvordan præsidentens parti ofte underpræsterer ved midtvejsvalget – ville sikre en nem valgsejr, står intet længere fast. Trumps evigt uforudsigelige malstrøm risikerer at drukne enhver form for snusfornuftig taktik. Og Demokraterne, de må knibe sig i armen over deres held.
Da USA’s præsident, Joe Biden, i sidste uge holdt en opsigtsvækkende tale i Independence Hall i Philadelphia, lod det hvert fald til, at han bevidst pustede til ilden. Med henvisinger til at Trump og dennes proselytter – som Biden døbte “MAGA-republikanerne“ – repræsenterer “en ekstremisme, der truer selve grundlaget i vores republik“, og desuden er en “trussel mod demokratiet“, fik præsidenten behændigt tvunget Trump til at komme med et modsvar.
Ved weekendens vælgermøde i Wilkes-Barre, Pennsylvania, tordnede Trump da også mod alt og alle: Joe Biden, FBI, selv byen Philadelphia. I processen fik Trump så godt som glemt, at vælgermødet egentlig skulle handle om de to republikanske kandidater Doug Mastriano og Mehmet Oz, bedre kendt som tv-lægen Dr. Oz. Mellem linjerne fik Trump med andre ord understreget, at midtvejsvalget vigtigste tema er og bliver ham selv.
Med hele to undersøgelser hængende som et damoklessværd over Donald Trumps hoved, havde det eller givet mening, hvis demagogen valgte en mere defensiv tilgang. Det er dog ikke Trumps stil. Såvel granskningen af stormløbet på Kongressen som FBI’s ransagning af Trumps resort Mar-a-Lago i Florida har blot forstærket MAGA-mandens henvisninger til heksejagter og fordækte sammensværgelser.
På Trumps egen Twitter-pendant Truth Social har han om muligt optrappet den skingre tone endnu mere, med diverse henvisninger til QAnon og andre konspirationsteorier. Bevæbnet med bål, brand og en hel masse misinformation forsøger Trump både at overdøve virkeligheden og vende den til sin egen fordel. Samtidig bekræfter han dog blot Joe Bidens pointe om et stadig mere radikaliseret republikansk parti. Meget sigende viser en opgørelse fra faktatjekkende PolitiFact da også, at godt 70 pct. af republikanerne ikke ser Biden som den legitime vinder af præsidentvalget i 2020. Støtten til Trump – og hans løgne om valgfusk – er fortsat overvældende.
På godt og ondt (og klart mest ondt) dominerer Donald Trump fortsat Det Republikanske Parti. Og det i en sådan grad, at selv hans ventede modstander til primærvalget, Floridas guvernør Ron DeSantis, øjensynligt er begyndt at imitere Trump mere og mere – og tilmed forsvarer ham i sagen om de FBI-ransagede dokumenter. Resultatet er et hav af kandidater til midtvejsvalget, der måske nok har fået Trumps blåstempling, men som omvendt kan vise sig at være både for uerfarne og ekstreme for vælgerne. Troskaben til Trump risikerer at veje tungere end partiets ve og vel.
Tilbage står Demokraterne i en langt bedre position, end man ellers havde turdet drømme om. Som statistiker og stifter af mediet FiveThirtyEight, Nate Silver, også påpeger, har en kombination af faldende benzinpriser og Højesterets omstødelse af Roe vs. Wade-dommen – der har ført til ulovliggørelsen af abort i flere amerikanske stater – allerede skabt grobund for en styrket opbakning til demokraternes kandidater. Lægges det sammen med et republikansk parti, der må skrinlægge diskussionen af vanlige valgtemaer for at understøtte Trumps fremturen, står midtvejsvalget pludselig pivåbent.
Dermed ikke sagt, at valget nødvendigvis vil følge de gængse spilleregler og analyser. Allerede ved Trumps indblanding er optakten blevet alt andet end business as usual, men snarere en slags ny folkeafstemning om præsidentvalget. Og selvom Biden indtil videre har haft held med at tirre Trump, er det langt fra givet, at man i stemmeboksen vil bekymre sig om så abstrakt et koncept som demokratiets erosion. /David Dragsted