Kære læser

Liberalisten og chimpansen

Foto: internettet

Tidligere på ugen var der forlydender om, at en chimpanse var undsluppet zoologisk have i Ukraines næststørste by Kharkiv. Ja, sådan set var det ikke bare forlydender; på sociale medier blev der delt en video, hvor seeren ved selvsyn kunne konstatere, at en abe bevægede sig rundt i byens gader. Chichi – det er abens navn – lignede en turist, som hun gik der og syntes at tage så mange indtryk ind som muligt. Hvis man skulle have glemt det, var det en påmindelse om, at chimpansen (sammen med bonoboaben) er vores nærmeste slægtning i dyreriget. Vores gener er næsten ens.

Denne nyvundne form for frihed var tydeligvis en ny fornemmelse for Chichi. Men også en overrumplende følelse. ‘Civilisationen’, som vi mennesker kender den, med dens asfalterede gader, fortove, biler, mennesker, larm og støj syntes helt klart at være “besøget værd“, som et menneske måske ville formulere det på Tripadvisor, men efter nogle timers flakken omkring, hvor det tilmed begyndte at regne, blev det for meget for Chichi.

På den velredigerede video følger man på afstand, hvordan hun finder hen til en kvinde i en gul regnfrakke, som med et beroligende kropssprog får hende til at sætte sig ned slappe af. På næste klip hjælper kvinden Chichi med at få regnfrakken på, hvorefter de giver hinanden en krammer (kvinden er ansat i zoo). På videoens sidste billeder sidder Chichi på en cykel, som bliver trukket af folk fra Feldman Ecopark, hvor Chichi bor. Turen er slut. Som Washington Post så rigtigt formulerer det i en lille artikel om sagen, var det et “hjertevarmende øjeblik for en by, som ikke ligger længere end 80 km fra den russiske grænseby Belgorod, og som jævnligt er genstand for [russiske] luftangreb“.

Det er rigtigt. Du skal se den video. Der er underlægningsmusik på.

Depraveret

Herhjemme (og det skriver vi uden sammenligning i øvrigt) bevægede den tidligere Venstre-minister Søren Pind sig på samme måde ud i offentligheden med en meningstilkendegivelse, inden han tilsyneladende  fortrød og ligesom Chichi i Kharkiv valgte retræten, dog uden gul regnfrakke. Hans tweet syntes at være skrevet i en tilstand af forfærdelse eller ophidselse langt inde i det mørkeste pindske dyb. “Tilsværtning og karaktermord? Så nu skal det normaliseres, at en efterretningschef – angiveligt – er sadomasochist og dyrker et depraveret sexliv? Er alle blevet skøre? Man kan sgu da ikke bestride et sådant embede med en sådan hang.“

Det, Pind reagerede på, var Berlingskes journalistiske gravergruppes historie (betalingsmur) om, at den øverste chef for Politiets Efterretningstjeneste (PET), Finn Borch Andersen, under sine briefinger i sagen om den tilbageholdte chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), Lars Findsen, har oplyst toppolitikere om, at Findsen har en hang til sadomasochistisk sex. I artiklen siger en tidligere analytiker i FE Jacob Kaarsbo, at det ligner et forsøg på justitsmord og karaktermord. “Uden at have været til stede på briefingerne ligner det, at man ikke har kunnet få juraen til at hænge sammen og i stedet forsøger at fælde manden på et løst grundlag.“

Pind, der er tidligere justitsminister og som gammel liberalist selvbestaltet “frihedsminister“ slettede sit tweet efter en massiv modreaktion, har forsøgt at præcisere, at folk måtte have det sexliv, de havde lyst til, og at det ikke er “handlingen“, han har et problem med, men “hemmeligholdelsen“. Men der var skaden ligesom sket, og folk begyndte at sæt spørgsmålstegn ved, om Pind med sine aparte holdninger fx er egnet til at at være formand for det nye medieansvarsudvalg, som kulturministeren nedsatte sidst i august.

Berlingske debatredaktør Anne Sofie Allarp delte på Facebook et billede af Søren Pind i den gammeldags ministeruniform med tilhørende hat, som han havde iført sig, da han stoppede som uddannelses- og forskningsminister i 2018. “Nu er smag og behag forskellig, Søren,“ skrev Allarp. “Du kan lide uniformer, Lars kan lide smæk. Skulle vi nu ikke lade Margaret Atwood blive i reolen og på HBO?“

Chichi prøvede friheden i nogle timer, men fandt ud af, at det ikke var noget for hende – i hvert fald ikke sådan som mennesket har indrettet sig i byen. Søren Pind giver sig ud for at være frihedselsker, men når han hører, hvad folk laver i soveværelset, bliver han småborgerlig og stramtandet.

En anden opmærksomhedssøgende person, PET’s tidligere operative chef Hans Jørgen Bonnichsen, har gjort det rigtige i denne sag. Han har politianmeldt PET-chef Finn Borch Andersen for brud på tavshedspligten, “fordi det er en uberettiget videregivelse af private oplysninger“.  /Oliver Stilling

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12