Handout/Reuters/Ritzau Scanpix
Koreakrigen sluttede i 1953 (hold da op en tør start, hæng lige på). Selvom Koreakrigen kom til ende, ophørte krigen mellem nord og syd teknisk set ikke, og en heftigt befæstet grænse blev opført. Grænsen gjorde, at familier stadig i dag er adskilte på hver sin side af halvøen. Alle civile møder mellem søster og bror eller mor og datter blev forbudt og praktisk talt umuligt på egen hånd.
Nu vil Sydkorea så indlede forhandlinger med Nordkorea om genforening af de adskilte familier. Den slags forhandlinger er dog set før. De kommer med jævne mellemrum og har da også resulteret i drypvise genforeninger. Senest i 2018, hvor 18.800 nord- og sydkoreanere fik lov at mødes med deres familier seks gange henover tre dage. Nogen varig genforening er der altså ikke tale om. I Sydkorea blev genforeningerne valgt ved tilfældigt lotteri, mens det i Nordkorea var “de mest loyale over for regeringen“, som fik lov at se deres familier igen.
Hvorvidt Nordkorea vil tage imod det nye tilbud fra Sydkorea er tvivlsomt. Faktisk mener professor ved Institut for Østlige Studier på Kyungnam University Lim Eul-Chul, at chancerne er “ekstremt lave“. Ifølge professoren kræver genforeningerne nemlig en betydelig omgang tillid mellem parterne. Og desværre bliver det nok ikke lige foreløbig, at Nordkoreas Kim Jong-un griber Sydkoreas Yoon Suk-yeol i et tillidsfald. Spændingerne mellem de to lande er øget, efter Nordkorea har gennemført et hidtil uset antal missiltest i år. Ligesom Kim Jong-un anklager Sydkorea for at være skyld i coronaudbrud på den nordlige del af halvøen.
Som årtierne går, fylder familiegenforeninger imidlertid mere og mere i forholdet mellem nord og syd. Tiden er et ret væsentligt aspekt her. Krigen sluttede som nævnt i 1953, knap 70 år siden. De adskilte koreanere er altså ikke helt unge længere – mange er i deres 80’ere. Genforeningerne skulle gerne finde sted, inden alt for mange rammer livets naturlige deadline. For én ting er at få lov at kramme sin far igen, noget andet er at få vished om, hvorvidt far overhovedet stadig lever. Som Kwon Young-se, Sydkoreas genforeningsminister (ja, sådan en er der vel brug for) sagde på et pressemøde: “Syden og norden bør konfrontere de smertelige dele af virkeligheden. Vi må løse sagen, inden begrebet ’separerede familier’ forsvinder.“
Døden står ikke på venteliste
Herhjemme kæmper vi også med døden som deadline. Men mens koreanerne vil have familiemedlemmer tilbage i hjemmet, kæmper vi i Danmark for at få dem ud af hjemmet.
Tusindvis af danske patienter får nemlig ikke plads på et hospice i tide. Sidste år blev 2.512 patienter enten for syge eller døde, inden de fik tildelt den hospiceplads, som deres læge havde vurderet, de havde behov for og derfor krav på. Det svarer til hver femte patient, viser tal for Dansk Palliativ Database. Særligt slemt er det i Region Hovedstaden, hvor 38 pct. af patienterne venter for længe på behandling.
Selvom sagen med manglende hospicepladser ikke er nær så gammel som koreanske familiers adskillelse, viser det sig alligevel, at problemet heller ikke her er helt nyt. I 2020 skrev Rigsrevisionen i en beretning, at regionerne burde have været bedre til at sikre terminale patienters behandling. Det fik sundhedsminister Magnus Heunicke (S) fire måneder til at løse, og heldigt nok kunne ministeren efter de fire måneder var gået vurdere, at regionerne i deres budgetforlig så ud til at have ambitioner om at få styr på sagerne.
De ambitioner viste sig så ikke at være helt nok. At Heunicke overhovedet fik fire måneder er egentlig bemærkelsesværdigt. For hvordan kan man egentlig tillade sig at vente i situationer, hvor mennesker ikke har særligt meget tid at give af? På hospicerne kender de godt vilkårene: “Vi kører aldrig med venteliste, for døden står ikke på venteliste,“ siger hospiceleder Lisbet Due Madsen til Berlingske. Det bør Kim Jong-un og Magnus Heunicke skrive sig bag øret. Med døden som deadline er ventetid ikke en løsning. /Xenia Heiberg Heurlin