Pool New/Reuters/Ritzau Scanpix
Fulgte du live-dækningen af de officielle ceremonier i Lillebritannien i forbindelse med Dronning Elizabeths død? Nej, det gjorde vi heller ikke. Vi studsede dog over et videoklip fra St. James’ Palace i London, hvor det forenede kongeriges såkaldte tiltrædelsesråd (i henhold til en lov fra 1701) proklamerede, at nu var det Charles, der var konge. Da trompetister gjaldede, spillede de Rick Astleys kæmpehit “Never Gonna Give You Up“ fra 1987. “Well, det var uventet,“ skrev ham, der delte klippet på Twitter. Det var det også; lyden var fake, klippet var orkestreret – men det var sjovt. 1,7 mio. visninger og 32.000 likes blev det til.
Sad du klinet til skærmen i weekenden, da dansk tv transmitterede fra festivitasen i forbindelse med Dronning Margrethes 50 års regentjubilæum? Næ, pas, heller ikke her. Ude på nettet kunne vi dog ikke undgå at bemærke, at De Konservatives formand og statsministerkandidat Søren Pape Poulsen fredag aften var mødt op i Det Kongelige Teater med Inger Støjberg under armen. Det blev der harceleret en del over i kommentarsporene rundt omkring. Formelt var der nu ikke noget i vejen med Støjbergs tilstedeværelse. Hun var der som formand for sit nystiftede højrefløjsparti, og så er det sådan set underordnet, at hun er tidligere kriminel og straffet. Til gengæld virkede det utrolig tonedøvt af Søren Pape Poulsen at komme anstigende side om side med den vestjyske støjsender efter nogle uger, hvor pressen – og særligt Ekstra Bladet – har haft fokus på, at han i årevis har fortalt vidt og bredt, at hans dominikanskfødte mand er dels er jøde og “er kommet i synagogen fra spæd med sin familie hver eneste lørdag“ og dels er nevø til Den Dominikanske Republiks tidligere præsident. Intet af det passer. I bedste fald har hans mand, Josue Medina Vasquez Poulsen, ført ham bag lyset. Det er ikke så godt. Der har altid været noget naivt over Papes fremtoning, men hvis han skal være landets statsminister, bør han helst ikke være mere naiv, end det indtryk han allerede har givet. Naiv og dårlig dømmekraft er bare en elendig cocktail. I weekenden brugte Rasmus Stoklund, der er Socialdemokratiets politiske ordfører og måske Danmarks mest højreorienterede socialdemokrat, en betragtelig del af sin tid på at køre en negativ politisk kampagne mod Pape.
Selvom de nok ikke burde være det, lader en del af hans konservative partifæller til at være ligeglade med de sager. Da Pape trådte op på scenen ved Det Konservative Folkepartis landsråd, der fandt sted lørdag, blev han ifølge Informations udsendte medarbejder “afbrudt af en stadigt intensiverende applaus“, inden han nåede at sige et ord. I sin reportage (betalingsmur) taler Informations mand på stedet med en 24-årig fyr fra Konservativ Ungdom, som vurderer, at partiet under Pape er nået hen et sted, “hvor vi er store igen“ – ligesom den “forrygende“ tid i 80’erne, da Poul Schlüter var partiformand. Den 24-årige KU’er afslører dog, at han “spåede partiets død i 2015“ (altså som 17-18-årig), men “der tog jeg sgu grueligt fejl“.
3.000 kvadratkilometer inddraget
Hvis vi lige holder fast i det der med at tage grueligt fejl og folder formuleringen ud på en større geopolitisk arena, så er det første billede, der dukker op for ens indre syn, en silhuet af Ruslands præsident Vladimir Putin. Den “militære operation“, som han forestillede sig ville vare tre dage, har netop rundet 200 dage, og forleden lykkedes det de ukrainske styrker at genvinde et territorium på (ifølge meldingerne) 3.000 kvadratkilometer i det nordøstlige Ukraine. Et område, som det tog den russiske hær mere end en måned at erobre, er takket være en dobbelt offensiv med en militær knibtangsmanøvre, som Sun Tzu muligvis ville have lettet på hatten over, på få dage kommet tilbage under ukrainsk kontrol. Det drejer sig bl.a. om byerne Kupjansk og Kharkiv. Erobringen af førstnævnte betyder, at den russiske hær får langt sværere ved at at få forsyninger af våben, mad og brændstof ud til deres enheder, fordi den ikke længere har herredømmet over jernbanen.
Det er et kæmpe tilbageslag for Putin, og implikationerne er enorme. Der er mange spændende analyser i disse dage. Mick Ryan, der er tidligere generalmajor i den australske hær og analytiker hos Center for Strategic & International Studies i Washington, går så langt som til at skrive på Twitter, at nok har Ukraine ikke vundet krigen, men at det her måske er et billede på, at situationen er ved at vende. Og videre: “I Kina er det en kæmpe ydmygelse for [præsident, red.] Xi forud for Kommunistpartiets kongres d. 16. oktober. Ikke alene har han lænket sig til en taber (Putin), hans fortælling om ‘Vestens forfald’ er endnu gang udfordret. Og støtten til at forsvare Taiwan er formentlig stigende.“ Hver dag er verden fuld af tabere og vindere. Der er noget saliggørende ved at kunne sige, at Putin i disse dage er blandt de største tabere. Det må man nyde, så længe det varer. Manden er jo utilregnelig. /Oliver Stilling