Kære læser

Turen går stadig til Rwanda

Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) bliver vist rundt i Rwanda. Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Det lader til, at den danske regering stadig gerne vil have os til at tro på deres drøm fra 2018 om at skabe en “retfærdig og realistisk udlændingepolitik“. Mest af alt vil de meget gerne have os til at tro på, at drømmen, der indebærer at oprette modtagecentre i Rwanda, er lige ved at blive til virkelighed.

Først kom Udenrigsministeriets pressemeddelelse i slutningen af august om etableringen af et dansk projektkontor i Rwandas hovedstad Kigali. Nu har udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) og udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) været på tur i Rwanda. Og fredag underskrev de en fælleserklæring, der annoncerede, at de to lande vil etablere et program, hvorigennem asylansøgere, der ankommer til Danmark, kan blive overført til Rwanda.

Det kan umiddelbart være svært at se, hvordan den skinnende nye erklæring adskiller sig fra de seneste officielle dokumenter vedrørende samarbejdet mellem de to lande, der blev udgivet tilbage i maj 2021. Dengang lød en af de forsigtigt formulerede målsætninger, at man ville skabe en mekanisme for bilateralt samarbejde på asyl- og migrationsområdet. Men ifølge Kaare Dybvad Bek er det nye altså, at “vi er enige om det her“. Det lyder jo som et afgørende udgangspunkt, men det er mere end det, må vi forstå. Udlændinge- og integrationsministeren kalder erklæringen for “et væsentligt skridt op ad stigen i forhold til det endelige, som handler om at lave en bindende juridisk aftale“.

“Jeg tror, vi kan lave en aftale inden nytår. Jeg tror, vi kan sende folk afsted, inden denne valgperiode udløber,“ vurderer Kaare Dybvad Bek. Meget passende, for Socialdemokratiet begyndte at drømme om et radikalt anderledes asylsystem lige inden sidste folketingsvalg. Vi har da også hørt til projektet siden da. Som da den Afrikanske Union kritiserede Danmark for at løbe fra sit internationale ansvar over for verdens flygtninge. Eller da tidligere udlændinge- og integrationsminister, Mattias Tesfaye, gik i dialog med “en god håndfuld lande“ og endte med etablere en aftale med Rwanda, der er blevet kritiseret for alvorlige brud på menneskerettighederne, herunder udenretslige henrettelser, forsvindinger og nedskydning af flygtninge.

Alligevel virker de seneste udmeldinger om samarbejdet med Rwanda nærmest komisk veltimede i forhold til en nært forestående valgkamp. Tidligere valgkampe har godt nok givet nogle fantastiske, meme-værdige øjeblikke – vi tænker specifikt på daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen i jakkesæt på en pjusket, islandsk hest – men det her vidner om, at valgkampe for det meste er en anstrengende affære.

Uretfærdigt og urealistisk

Regeringens aftale med Rwanda minder sådan set om, når nogen forsøger at fortælle om deres drøm, mens de stadig har søvn i øjnene. På trods af ministrenes mange ture til det centralafrikanske land og vedvarende insisteren, bliver det efterhånden mere og mere tydeligt, at deres plan modsat deres eget udsagn er både uretfærdig og urealistisk.

“Vi har et system, der hvert år fører til, at tusindvis af mennesker drukner i Middelhavet i jagten på at nå til Europa,“ skriver Kaare Dybvad Bek og Flemming Møller Mortensen så sent som i fredags i en kronik i Politiken. Det er et ekko af tidligere udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye, der har kaldt Middelhavet en “gigantisk kirkegård“. De peger rigtig nok på en alvorlig konsekvens af det nuværende asylsystem. Men – og det er et afgørende men – de glemmer lige at nævne, at deres plan indebærer, at asylansøgerne skal krydse Middelhavet og siden Danmarks grænser, før de kan blive udsendt til Rwanda.

På trods af at Storbritannien indgik en lignende aftale med Rwanda i april, har rekordmange mennesker krydset Den Engelske Kanal henover sommeren. Der er heller ikke blevet sendt en eneste person fra Storbritannien til Rwanda endnu. Da et fly med 37 asylansøgere og deres envejsbillet til Rwanda om bord var klar til at lette fra Heathrow i juni, blev det stoppet i sidste øjeblik af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Det vidner om, at juraen kan komme til at spænde ben for den danske plan om at gøre det samme.

En talsperson for migration og indre anliggender i EU-Kommissionen har i en kommentar til Altinget understreget, at Dublin-forordningen, som Danmark er forpligtet af, betyder, at asylansøgere har ret til at få deres sag behandlet i det land, som de søger om asyl til. Derfor kan de ikke sendes til et tredjeland uden for EU, og derfor vil EU-Kommissionen efter eget udsagn indlede et juridisk efterspil, så snart Danmark udsender de første asylansøgere til Rwanda.

Hvis hverken jura eller EU kan stoppe projektet, så kommer Radikale Venstre på den lilla hest og redder os. Vi giver helt sikkert det vægelsindede parti lidt for meget kredit, men henover weekenden har de i hvert fald skærpet tonen og meldt endeligt ud, at de vil vælte enhver regering, der fortsætter arbejdet med at etablere modtagecentre for asylansøgere i Rwanda.

Indtil da kan Kaare Dybvad Bek og Flemming Møller Mortensen godt blive ved med at gøre sig forhåbninger om at blive et foregangsland. Det er dog ikke særligt realistisk, når EU’s flygtningekommissær, Ylva Johansson, udover at kalde den danske plan egoistisk og en rigtig dårlig idé, har advaret om, at det vil få alvorlige konsekvenser for Danmarks deltagelse i EU’s fælles asylsamarbejde, hvis “drømmen“ bliver til virkelighed. Uden et europæisk samarbejde, vil mennesker stadig miste livet i Middelhavet. Og så klinger regeringens humanistiske drøm for alvor hult og hyklerisk. /Emilie Ewald

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12