Pool/Reuters/Ritzau Scanpix
Allerede fra første dag på jobbet virkede opgaven uoverskuelig for den nye britiske premierminister Liz Truss. Energikrisen ulmer, vinteren nærmer sig, inflationen er fortsat tårnhøj, økonomien bløder, der er uro på arbejdsmarkedet med et hav af varslede strejker, alt imens Brexit-stridighederne om den såkaldte Nordirland-protokol fortsætter for hvem-ved-hvilken-gang. Og så døde dronningen.
Bedst som Truss stod klar med en eksorbitant hjælpepakke på 150 mia. pund, der skal afbøde konsekvenserne af energikrisen, blev Storbritannien kastet ud i en 10 dage lang sørgeperiode. Alle debatter i parlamentet er nu sat i bero, mens landet vænner sig til tanken om Kong Charles III på tronen. Liz Truss må i den forbindelse pænt vente på monarkiets omstændige ritualer, der dog ikke sætter de eksploderende elpriser eller landets øvrige problemer på pause.
I enhver overgangsfase er det farligste øjeblik, når man står på selve tærsklen til det nye. Som den franske etnolog Arnold van Gennep har beskrevet i sin analyse af overgangsriter, er trinnene ellers simple: Først skilles man ud fra sin vante sammenhæng, efterfølgende finder selve overgangen sted, hvorefter en ny, normal tilstand oprettes. I den såkaldte liminale fase, hvor forvandlingen sker, kan kaosset dog også herske. Tingene nulstilles i et tomrum mellem gammelt og nyt, og pludselig er alt muligt. Personen, der gennemlever overgangen, bliver særligt sårbar, da vedkommende befinder sig i en flydende tilstand med opløste grænser.
Under normale omstændigheder gælder det for en ny premierminister om hurtigt at tage tøjlerne. Overgangsfasens usikkerhed skal gøres så ubemærket som muligt, vælgerne skal forsikres om, at det nye lederskab har hånd om situationen. For Truss er det dog ikke længere en mulighed. Med dronningens død blev enhver form for stabilitet kastet ud af vinduet. Intet er længere, som briterne kender det. Truss’ egne usikkerheder vil kun blive så meget desto tydeligere i en tid, hvor alt tilsyneladende er i opbrud. Og som om dét ikke var nok, må uddybningen af premierministerens hjælpepakke nu vente til efter dronningens begravelse d. 19. september. I mellemtiden vil gisningerne herske.
Skæbnens ironi vil det, at Liz Truss – der i sine yngre dage var en udtalt modstander af monarkiet – nu skal agere mestendels tavs og sorgfyldt statskvinde, snarere end overskudsagtig premierminister, der er i stand til at forklare, hvordan planen om bl.a. at fastfryse briternes elregninger til 2.500 pund årligt de næste to år skal realiseres. På forhånd har Truss afvist, at en såkaldt windfall tax – altså en beskatning af eksempelvis energiselskabernes ekstraordinære profitter – vil komme på tale. Frygten blandt økonomer er derfor, at premierministeren er i færd med at udskrive en blankocheck på adskillige milliarder, der vil bygge på nye lån, som risikerer at øge både inflationen og renten. Et enormt politisk slagsmål venter med andre ord på Truss, så snart landesorgen er overstået. Og det vil næppe huje vælgerne, at man holdes hen i fortsat uvished.
I bedste fald kan Dronning Elizabeth II’s død give Liz Truss både arbejdsro og en mulighed for at samle nationen under sine vinger, sådan som det ofte sker for statsledere i krisetider. I værste fald risikerer premierministeren dog at få forhalet sine løsningsforslag, mens den meget væsentlige debat om folks regninger og økonomiske bekymringer druknes af monarkiets privilegier. Det kan dårligt siges at være et drømmescenarie, når man er ny i jobbet og fortsat venter på at vinde befolkningens accept. For Liz Truss kan dronningens død groft sagt risikere at hjemsøge hendes fremtid som premierminister, allerede inden overgangen er gennemført. /David Dragsted