Foto: Jonas Ekströmer / Ritzau Scanpix
Tredje gang ser det ud til at blive lykkens gang for de borgerlige partier i Sverige. Efter at have vundet valgene i både 2014 og 2018 – samlet set – står den blågule blok nu endelig til at kunne forvandle et mandatflertal til regeringsmagt. Men kun lige med nød og næppe.
Efter optællingen af brevstemmer fra udlandet, som trak spændingen lidt i langdrag efter selve Riksdagsvalget søndag, står Moderaternas leder, Ulf Kristersson, til at danne en ny borgerlig regering, der kan vise sig at blive en slags genopførelse af Anders Fogh Rasmussens VK-regering i 2001.
Ligesom den første Fogh-regering kom til at markere et politisk systemskifte – både parlamentarisk ved at basere sig på Dansk Folkepartis mandater og realpolitisk ved straks at føre en strammerkurs i rets- og udlændingepolitikken – står svensk politik også over for en rystetur.
Ved søndagens valg blev Sverigedemokraterna det største borgerlige parti, og formanden Jimmie Åkesson har ikke alene tænkt sig at kræve kontante indrømmelser, han går ligefrem efter at få ministerposter. Men helt så let bliver regeringsforhandlingerne ikke. Langt fra.
Som udgangspunkt vil Sverigedemokraterna ikke nøjes med den rolle, som Dansk Folkeparti affandt sig med som støtteparti i Danmark, men stræber i stedet efter at få den betydeligt mere magtfulde rolle, som Fremskrittspartiet fik i Norge i 2013, da det højrenationale parti gik i regering med Høyre – og hvor partileder Siv Jensen blev finansminister.
Som en parafrasering af Donald Trump lægger Jimmie Åkesson op til en demonstrativt nationalkonservative linje: ”Nu må det være nok med den forfejlede socialdemokratiske politik, der i otte år fortsat har ført landet i den forkerte retning. Det er tid til at begynde at genopbygge sikkerhed, velfærd og samhørighed. Det er tid til at sætte Sverige først,” lyder det fra Sverigedemokraternes formand.
Egentlig regeringsdeltagelse – og dermed centrale ministerposter til Jimmie Åkesson & co. – forekommer umiddelbart usandsynligt i Sverige. Først og fremmest fordi det borgerlige midterparti Liberalerna har udelukket det på forhånd. Og selv om de to andre blå partier, Moderaterna og Kristdemokraterna, for længst har accepteret, at en borgerlig regering er afhængig af Sverigedemokraterna, er Liberalerna heller ikke til at komme udenom.
Den blågule blok har tilsammen fået 176 mandater, og med 349 pladser i Riksdagen er det lige akkurat nok. Da den rød-grønne blok kun fik 173 mandater, valgte Socialdemokraternes formand Magdalena Andersson allerede onsdag at træde tilbage som statsminister. Men hun ved om nogen, at det bliver ekstremt svært for Moderaternas leder, Ulf Kristersson, at få en ny regering til at fungere.
Hvis blot to blå riksdagsmedlemmer hopper af, vil flertallet skifte. Og dels har der også i Sverige været mange partiskift i de senere år – og alene derfor er et sådant scenario sandsynligt – dels er der flere af Liberalernas mest liberale riksdagsmedlemmer, som allerede har antydet, at de bestemt ikke kommer til at sidde passivt tilbage, hvis Sverigedemokraterna enten tilbydes ministerposter eller alt for vidtgående politiske indrømmelser.
Balanceakten for Ulf Kristersson kommer derfor til at handle om at tilfredsstille Sverigedemokraternas succesombruste krav på den ene side, men uden at skræmme en eller flere fra Liberalerna væk på den anden side. Realpolitisk kan det hurtigt vise sig som et matematisk paradoks, som at løse cirklens kvadratur. Og det bliver helt sikkert en hård og formentlig langstrakt armlægning.
Kynisk betragtet har Sverigedemokraterna ikke mange andre muligheder end at acceptere det kompromisforslag, som Ulf Kristersson vil lægge frem i de kommende uger, mens Liberalerna omvendt har en teoretisk mulighed for at søge andre flertal.
Men i praksis vil Sverigedemokraterna få lov til at diktere vilkårene, simpelthen fordi de er blevet størst, og for Liberalerna er andre regeringskonstallationer efterhånden også kun meget teoretiske. For det var netop, hvad de forsøgte efter sidste valg – uden held.
Sammenlignet med Danmark skal man forestille sig, at Sverige nu står i en politisk situation, der minder om, hvad der ville være sket, hvis Kristian Thulesen Dahl havde udnyttet triumfen i 2015, hvor Dansk Folkeparti fik 21,1 procent af stemmerne, og dengang havde sat hårdt mod hårdt – og krævet den folkelige agt vekslet til rigtig magt. Men i det afgørende øjeblik turde han ikke.
Jimmie Åkesson har lært af Dansk Folkepartis fejltagelser. Sverigedemokraterna vil kræve sig overordentligt godt betalt for at opgive at få ministerposter, ja, kravet om at komme med i regering skal i virkeligheden ses som en kæmpe forhandlingsbrik. Ved at insistere på at få ministerposter, formår Jimmie Åkesson samtidig at hæve niveauet for indrømmelser i selve regeringsgrundlaget, hvis og når de ender med at stå uden for den nye regering.
Konsekvensen kan blive spektakulær: Sverige står over for en hård opbremsning i rets- og udlændingepolitikken, hvor det må forventes, at den danske strammerlinje nu vil kopieret, herunder bl.a. Rwanda-modellen, og Sverigedemokraterna vil angiveligt forsøge at gå endnu videre. Sverige rykker fra dag til nat. /Lars Trier Mogensen