Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix
Heller ikke i den netop overståede, såkaldte “superweekend“ blev valget udskrevet. Til gengæld blev spliden mellem Radikale Venstre og Socialdemokratiet nok engang understreget. På sossernes årsmøde i Aalborg Kultur og Kongres Center, og De Radikales ditto på Hotel Nyborg Strand, manglede der hverken valgoplæg eller eller nøje overvejede one-liners. Visheden om, at de to partier har fastlåst hinanden i et realpolitisk brydergreb, kunne dog ikke undgå at hjemsøge festlighederne. For slet ikke at tale om, hvordan de fuldkommen overskyggede Dansk Folkepartis samtidige landsmøde i Herning, hvor Morten Messerschmidt desperat skulle forsøge at genvinde bare en smule relevans til det detroniserede parti (spoileradvarsel: det lykkedes ikke).
Med de radikales krav om, at statsminister Mette Frederiksen (S) skal udskrive valg senest 4. oktober, er partiernes anspændte samarbejde for længst blevet sat på spidsen. Paradoksalt nok synes det gensidige afhængighedsforhold dog blot at blive mere og mere tydeligt, desto tættere vi kommer på den radikale deadline. I meningsmålinger mister begge partier stemmer til blå blok, Socialdemokratiet særligt til De Konservative og Danmarksdemokraterne, Radikale til De Konservative og Venstre. Og selvom både S og R på årsmøderne nok engang talte om brede, politiske samarbejder – og i Radikales tilfælde om et helt opgør med blokpolitikken – synes det stadig mere usandsynligt, at blå blok vil lade sig lokke af tilbuddet. Skal magten genvindes, har de to partier dårligt andre muligheder end at indgå et nyt fornuftsægteskab.
På trods af at det kan blive nødvendigt at genfinde kærligheden, er det dog ikke, fordi nogen af parterne gør meget for at klinke skårene. I Aalborg fortsatte Mette Frederiksen sin strategi med knap nok at anerkende Radikales trussel om at vælte regeringen. I Nyborg føjede partileder Sofie Carsten Nielsen til Radikales stolte tradition for at komme med “ultimative“ krav, der synes noget nær specialdesignede til primært at ydmyge De Radikale selv. I sin tale tale fik Carsten Nielsen i hvert fald understreget, at partiet ikke vil støtte en regering, der fortsætter arbejdet med at føre et dansk asylcenter i Rwanda ud i livet. Eftersom både Socialdemokratiet, Venstre og Konservative alle har givet udtryk for, at Rwanda-planerne er en god idé, er det imidlertid ret svært at se, hvor Radikale skal gå hen med deres ultimative krav – for slet ikke at tale om, hvordan man sidenhen skal forklare, at kravet altså ikke var så ultimativt igen.
Er der særligt én ting, de radikale og sosserne burde være enige om, er det, at Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne har forpurret deres planer. Med Danmarksdemokraterens fremmarch står blå blok i en styrkeposition, hvorfra det giver bedre mening at kigge mod højre end venstre. Af samme grund må R og S nu spille på deres mere klassiske dyder, hvis vælgerne skal tilbage i folden. Socialdemokratiets provinspopulisme kan i hvert fald dårligt få gang på jord, så længe Inger Støjberg står klar til at trumfe den. Og Radikales blokopgør giver næppe mening, så længe Venstre og Konservative ser Støjberg som den oplagte samarbejdspartner. På årsmøderne blev der derfor også lagt op til nogle mere sikre valgemner: Socialdemokratiet helst vil tale om velfærd, alt imens De Radikale nok engang satser på at gøre valget til et klimavalg. For begge parter kan det mest afgørende valgmene dog hurtigt blive, om de igen kan finde et fælles fodfæste efter d. 4. oktober – ultimative krav eller ej. /David Dragsted