Ozan Kose/AFP
Den iranske regering nægter stadig at have dræbt den 22-årige kvinde Jina Mahsa Amini. Forbrydelsen? “Upassende hijab“. Jina, der tilhørte det kurdiske mindretal i Iran, døde fredag efter tre dage i koma. I sidste uge var hun på besøg i hovedstaden Teheran, hvor hun ifølge videoer, der er delt vidt og bredt på internettet, blev hevet ind i en bil og banket til ukendelighed af det iranske moralpoliti, der også kaldes den islamiske retledningspatrulje.
På en video delt på statsligt fjernsyn er fortællingen en anden. Her kan man se Jina sidde i et såkaldt “vejledningscenter“, hvor en kvindelig “ekspert“ skal vise hende, hvordan man bærer tørklædet, der skal dække hår, hals og skuldre, på den rigtige måde. Indtil Jina pludselig falder sammen, for ifølge det iranske styre var der tale om en pludseligt opstået hjertefejl.
Det er hospitalet i Kasra, hvor Jina lå indlagt – ligesom befolkningen – bare ikke enig i. På sociale medier skrev lægerne i sidste uge, at der altså ikke var nogen tegn på hjerteproblemer. Opslaget er nu blevet fjernet, mens Teherans politichef, Hossein Rahimi, afviser, at regeringen på nogen måde skulle være skyld i hendes død, kalder beskyldningerne “kujonagtige“ og holder fast i, at der er tale om en “beklagelig ulykke“.
Når alle taler om Jina lige nu, er det, fordi protester siden fredag har spredt sig som en steppebrand over Iran. Tusindvis af demonstranter brænder barrikader af og råber ord som ‘Kvinde, liv, frihed’ og ‘Død over diktatoren’. Nogle kvinder smider tørklædet, og andre klipper håret for at vise deres vrede mod moralpolitiet, der siden den islamiske revolution i 1979 har krævet kvinder at gå med tørklæde i det offentlige rum. Tager man sit tørklæde af kan man blive fængslet, slået, miste sit job, eller i værste fald dø som Jina.
Dør hvert sekund
Internettet er pludselig gået ned i flere steder af landet. Flere kan ikke uploade billeder på sociale medier, hvor protesterne har bredt sig lige så hurtigt som i gaderne: “Tror I, at vi er svage og vil bakke tilbage? I fyrre år, hver dag, hver eneste dag, er vi døde […] Vi kvinder dør hvert sekund. Vi dør, og vi bliver født igen. Mahsa Amini blev født igen, i vores hjerter,“ lød det for eksempel fra en kvinde på Twitter forleden.
Men har vi egentlig ikke set det før? Den iranske journalist og aktivist Masih Alinejad fik for snart ti år siden et hobetal af kvinder til at følge efter, da hun delte en video af sin køretur i bjergene uden tørklæde og med vind i håret. I dag er hun en af dem, der reporterer mest ihærdigt fra frontlinjen. Alligevel er det, som om debatten om tørklædet aldrig rigtig stopper, uanset om kvinder smider tørklædet eller ej.
For mens hijabben for den iranske regering repræsenterer skellet mellem Iran og det vestlige og sekulære, bliver tørklædet herhjemme pakket ind i en fortælling om frigørelse. Tag bare det nyligt foreslåede forslag om forbud mod tørklæder i grundskolen, der skulle fremme “den glemte kvindekamp“. Selv hvis man i ligestillingens navn beder kvinder tage tørklædet af, er risikoen, at man isolerer unge piger i deres hjem og fratager dem religionsfriheden – og retten til at gå klædt, som de vil. På samme måde viser undersøgelser fra Frankrig, at forbud har en negativ effekt på kvinders uddannelse og karriere.
Selvom iranerne måske lige nu oplever endnu et frihedsøjeblik, behøver alternativet altså ikke være et forbud. Siden januar har kvinder i det sydlige Indien eksempelvis kæmpet for deres ret til at beholde det på. Uanset, hvad loven dikterer, gør kvinder det modsatte. Måske det er på tide, vi smider tørklædelovene i graven – uanset fortegn. /Emma Louise Stenholm