Handout/AFP/Ritzau Scanpix
“Inter arma enim silent lēgēs,“ siger Cicero i talen Pro Milone fra 52 fvt. Løst oversat: Under krig er loven tavs. Om noget synes Ruslands præsident, Vladimir Putin, nu atter at have bekræftet den triste kendsgerning. Onsdag morgen har Putin i hvert fald illustreret, hvor lidt han kerer sig om international lov og ret. Og hvor desperat, han er blevet efter den fejlslagne invasion af Ukraine.
I sin på forhånd frygtede tale til nationen, der oprindeligt skulle være afholdt tirsdag aften, fik Putin ikke bare annonceret, at Rusland fra i dag vil påbegynde en delvis mobilisering. Han fik også slået fast, at han eksplicit støtter de varslede folkeafstemninger om indlemmelse i Rusland i de ukrainske regioner Luhansk, Donetsk, Kherson og Zaporizjzja. Bedst som diverse verdensledere ved FN’s generalforsamling i New York står klar til at advare Putin om at gennemføre afstemningerne, der bl.a. kaldes en fornærmelse mod principperne om suverænitet og territorial integritet, har den russiske diktator forkastet alle meningsfulde spilleregler.
Egentlig behøvede man blot at se på de forældede fastnettelefoner, som Putin havde placeret bag sig under hele talen, for at få en indikation på Putins anakronistiske tankegang. Som Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, også fik sagt ved FN’s generalforsamling, markerer den russiske invasion af Ukraine mest af alt en “tilbagevenden til imperialismens tidsalder“. Med ambitionen at annektere flere russiske regioner og samtidig indkalde 300.000 soldater fra militærreserven, fremstår Putin som en bitter koloniherre, der ikke vil acceptere folkets oprør.
Det ironiske er dog, at Putin på forhånd pådrager sig selv et svigende nederlag. Krigsfilosoffen Clausewitz bemærkede allerede tilbage i 1800-tallet, at krigens formål er at tvinge modparten til at overgive sig. Man skal have et politisk udbytte, for den rene udslettelse giver ikke mening. Ved at tale sine egne trusler op – bl.a. ved at hentyde til, at man ikke er bange for at for at bruge atomvåben – får Putin imidlertid fremstillet sig selv som en dårlig taber, en sørgelig bebuder af dommedag, der er ligeglad med udfaldet. Samtidig vil udmeldingerne blot føre til nye politiske ydmygelser i Rusland. Allerede forud for Putins tale sendte frygten for en massemobilisering eksempelvis flypriserne på himmelflugt, for russerne skal ikke bede om at deltage i krigen. De skal bede om at komme langt væk fra vanviddet.
Som postdoc Yevgeniy Golovchenko meget indsigtsfuldt skriver på Twitter, skriger Putins tale kort og godt af desperation. Lykkes Rusland med at annektere de fire ukrainske regioner, vil det ganske vist “gøre det nemmere for Putin at true med mere mobilisering og atomvåben, nu hvor de ser regionerne som formel del af ‘Rusland’“. Omvendt vil en ukrainsk befrielse af områderne imidlertid være en endnu større ydmygelse. Med mobiliseringen krakelerer forestillingen om, at russerne kan fortsætte deres hverdag, som om krigen slet ikke finder sted. Og atomvåbenstruslen er heldigvis ikke så slem, som den ellers umiddelbart kan virke:
“Der er selvfølgelig altid risiko for brug af atomvåben, men jeg vil lige tage det meget roligt her. Direkte atomangreb mod Nato vil medføre Putins egen død, og det ved han godt. Udtalelsen er bl.a. rettet mod vesterlændinge, der er bekymret for atomvåben. RU spiller med vores frygt for at opnå egne mål – det er meget vigtigt at huske.“
Hvis loven er tavs under krigen, er den forsmåede despot til gengæld mere højtråbende end nogensinde. Så længe frygten vedbliver at være Vladimir Putins vigtigste våben, er der dog håb for Ukraine. Onsdagens tale kan meget vel blive et vendepunkt i krigen. Men det er langt fra givet, at vendingen vil falde ud til Putins fordel. /David Dragsted