Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Man godt blive nervøs, når Danmark trækker overskrifter i udlandet. Hvad kan det nu handle om? Er det ghetto-loven igen? Udvisninger til Syrien? Mink…?
Denne gang er der dog faktisk tale om en god nyhed. I internationale medier har man i ugens løb kunnet læse, at Danmark er det første “udviklede“ land, der tilbyder erstatning for klimarelaterede katastrofer i fattigere lande. Mindst 50 mio. kr. er afsat til formålet ud af en klimapulje på 100 mio. kr. Meldingen kom fra udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) tirsdag i forbindelse med FN’s generalforsamling i New York. “Det handler om, at vi fra dansk side får udvist en ansvarlighed. Det er faktisk hamrende uretfærdigt, som det er,“ sagde ministeren.
At situationen er “hamrende uretfærdig“, har Flemming Møller Mortensen helt ret i. Det er nemlig i vid udstrækning fattige lande, der bliver ramt af de klimaforandringer, som særligt de rige lande har skabt. En rapport fra Oxfam Ibis viser fx, at gennemsnitsdanskeren årligt udleder lige så mange tons drivhusgasser som 48 etiopiere. Samtidig er Etiopien bl.a. hårdt af ramt af tørke som følge af klimaforandringernes omfattende hedebølger.
Når Danmark nu tager hul på klimaerstatning til verdens fattigere lande, bliver det af gode grunde kaldt historisk. Siden 1992 har klimaerstatning nemlig været et stridspunkt i det internationale samfund. Bekymringen i de rige lande er, at erstatningen for industrialiseringens udledninger risikerer at blive endeløs. Ved klimatopmødet i Paris i 2015 anerkendte FN-lande ganske vist begrebet ‘loss and damage’, hvilket også er det begreb, Danmark nu henviser til. I 2015 blev der dog hverken afsat penge eller fastlagt et tidspunkt for, hvornår pengene skulle betales.
Det kan altså godt være, at det danske bidrag er historisk, men symbolsk er det også. Erstatningen er småpenge i forhold til de mange milliarder, som man forventer, at klimaforandringerne kommer til at koste. Symbolske løsninger på alvorlige problemer? Så kender vi dansk klimapolitik igen. For hvor mange gange har man ikke hørt klimaminister Dan Jørgensen (S) sige ting som: “Hvad vi selv udleder, har isoleret set ikke så stor betydning. Det, der har betydning, er, hvis vi kan påvirke andre dele af verden“. Symbolske tiltag skal inspirere andre, skide være med, hvad vi ellers foretager os.
Det mantra lever dansk klimapolitik stadig efter. Onsdag, bare én dag efter vi badede os i international klimahæder, skrev Energistyrelsen i en pressemeddelelse, at et nyt oliefelt i Nordsøen efter planen skal tages i brug næste år. I tre kilometers dybde ud fra den jyske vestkyst forventer styrelsen at hente 12 pct. af den samlede olieproduktion og op mod 5 pct. af den samlede gasproduktion i Danmark i 2024. Selvom vi står i en international energikrise, virker det direkte absurd at tage et nyt oliefelt i brug, når vi i 2050 skal være uafhængige af fossile brændstoffer. Professor i klimaøkonomi ved Københavns Universitet Lars Gårn Hansen siger sjovt nok også, hvad de fleste vist kan regne ud: “Når vi forsyner markedet med ny olie og gas, har det en virkning på klimaet.“
Det ændrer så ikke på, at vi ude i verden stadig fremstår som klimahelte. Danmark har taget hul på klimaerstatning og herfra ruller det, som The Guardian skriver. Håbet er i hvert fald, at andre lande vil følge trop. Det er der bare ikke nogen, der indtil videre har lyst til. I stedet klapper de af Danmark, der betaler klimaerstatning for katastrofer, vi samtidig skaber flere af. /Xenia Heiberg Heurlin