Andreas Solaro/AFP
Italiensk politik er sjovt… lige indtil det ikke er sjovt længere. Efter søndagens parlamentsvalg i Italien står det klart, at støvlelandet med den rige kulturhistorie nu får sin mest højreorienterede regering siden Anden Verdenskrig.
Det føles ikke rigtig som noget plaster på såret, at den nye regeringsleder er Italiens første kvindelige premierminister. Man ønsker jo alt det bedste for en indadvendt og ustabil teenager, der vokser op i et arbejderkvarter med en singlemor – men ikke når tingene udarter sig, som de har gjort i tilfældet Giorgia Meloni. Allerede som purung blev hun tiltrukket af en eller anden liflig stemning i ungdomsafdelingen hos det nyfascistiske parti Movimento Sociale Italiano, der blev stiftet af Mussolini-loyalister lige efter krigen.
I 2006, da hun gjorde sine hoser grønne i det nu hedengangne (og en lille smule mere stuerene) konservative parti Alleanza Nationale, der havde taget over på højrefløjen efter Movimento Sociale Italianos opløsning midt i 1990’erne, gjorde Italiens daværende premierminister Silvio Berlusconi hende til minister i sin regering. Hun var kun 29 år.
Som forperson for det nyfascistiske parti Italiens Brødre (Fratelli d’Italia), som hun var medstifter af i 2012, har Giorgia Meloni tordnet løs mod illegale flygtninge, “LGBT-lobbyen“, EU, de internationale finansielle markeder, ja, alt hvad Matteo Salvini fra det højrepopulistiske Lega har råbt og skreget efter i de senere år. Meloni har bare gjort det med en højere vindstyrke, lidt mere karisma og større vedholdenhed.
Ved parlamentsvalget i 2018 fik Fratelli d’Italia 4 pct. af stemmerne. Med hen ved de fleste af stemmerne optalt mandag morgen står partiet til at få 26 pct. Til gengæld går Salvinis og hans parti Lega tilbage til ca. 8,9 pct. – fra lidt over 17 pct. for fire år siden. Men sammen med Lega og Berlusconis parti Forza Italia, der får omkring 8,3 pct., vil Meloni altså kunne stable en regering på benene.
Selv om den kommende italienske regerings politiske linje på mange parametre kommer til at flugte med det, man ser hos regeringerne i Ungarn og Polen, er det imidlertid stærkt tvivlsomt, om Fratelli d’Italia-Lega-Forza Italia-regeringskoalitionen er et varsel om en form for (ekstremt højreorienteret) politisk stabilitet. Italien har trods alt haft 70 regeringer på 77 år, og det spås allerede nu, at Meloni næppe kommer til at sidde som regeringsleder i den fulde femårige periode.
Som antydet er italienerne historisk set uregerlige, når de går til stemmeurnerne. Det er alarmerende, at de overhovedet kan overveje at sætte deres kryds så langt ude til højre, og som udenforstående fristes man til at kalde det historieløst. Men som Financial Times’ europaredaktør, Tony Barber, skriver i sin analyse (betalingsmur) af valget, så skyldes Melonis succes først og fremmest, at hun førte sin valgkamp fra den samme konservative nationalistiske platform, som tidligere har bragt Berlusconi til magten – snarere end associationerne til italiensk efterkrigsfascisme.
Det er også værd at huske, at ved parlamentsvalget i 2018 var den store vinder (med 32 pct. af stemmerne) protestpartiet Femstjernebevægelsen, der – i hvert fald til at begynde med – var venstrepopulistisk. Selv om partiet slet ikke har haft samme vælgerappel her i 2022 (efter først at have været i regering med Lega og siden ærkerivalen, centrumvenstrepartiet Partito Democratico (PD)), står det alligevel til at få omkring 15,5 pct. af stemmerne. Og PD ventes at lande på 19 pct.
Sådan som Italiens politiske spektrum er splintret, var valgkampen i realiteten en duel mellem Giorgia Meloni og PD’s forperson Enrico Letta, som var premierminister i 2013-14. I sidste ende viste Meloni sig at være “en mere karismatisk figur på valgmøderne end sin skaldede og bebrillede modstander med den sagte stemme“, som The Economist formulerer det i sin analyse (betalingsmur).
Og hvorfor er der så ingen grund til alarm? Tony Barber fra Financial Times formulerer det ret præcist: “Stabiliteten i italiensk politik er langt hen ad vejen garanteret af stærke institutioner i form af præsidentembedet, forfatningsdomstole, parlamentets to kamre, centralbanken og finansministeriet. Til dels som et svar på den fascistiske erfaring fra 1922-43 har efterkrigstidens Italien med stor omhu lagt magten ud på forskellige centre på en facon, der gør det svært for den udøvende magt at handle på en farligt radikal måde.“
Så hurra for “den fascistiske erfaring“ – i hvert fald i Italien. /Oliver Stilling