Kære læser

Hvis Putin var klimaaktivist

Cezary Aszkielowicz /Agencja Wyborcza/Reuters

Lad os lege med et lille tankeeksperiment. Hvad, hvis det i virkeligheden var et klimaopråb, da Nord Stream 1 og 2 eksploderede og fik Østersøen til at boble? Vi taler selvfølgelig ikke om Vladimir Putin, der har kaldt Greta Thunberg en “sød og oprigtig pige“, men plottet er som taget ud af humanøkolog og lektor på Lunds Universitet Andreas Malms bog fra sidste år Sådan sprænger man en rørledning i luften.

I bogen, som mememagere på internettet nu har placeret i hånden på den amerikanske præsident, Joe Biden, argumenterer Malm for, at klimabevægelsen skal stoppe med at forhandle, debattere, protestere, holde skolestrejker, kaffemøder og lave glitrede kampagner. I stedet er den eneste effektive måde at opfordre til klimahandling at begå terror mod bygninger, SUV’er, luksusyachter og ja, rørledninger – eller med andre ord alle CO2-udledende apparater: “Sæt dem ud af drift, tag dem fra hinanden, riv dem ned, brænd dem, spræng dem i luften. Lad de kapitalister, der bliver ved med at investere i branden, vide, at deres ejendomme vil blive smadret,“ skriver han.

Selvom tanken er radikal, er det ifølge Malm det eneste, der reelt kan modarbejde årtiers manglende klimahandling. Og det er også en moralsk legitim metode, fordi konsekvenserne af at lade stå til er langt værre – og fordi han aldrig vil opfordre til at ramme mennesker. Som han citerer forskeren R.H. Lossin, er det “en logisk, berettiget og effektiv form for modstand og en direkte krænkelse af det kapitalistiske ejerskabs ukrænkelighed […] Hvis ikke staterne på eget initiativ kan åbne hegnet, må andre gøre det for dem. Ellers vil ejendomsretten koste os jorden.“

Nu er der milevidt fra marxisten Malm til diktatoren og krigsherren Putin. Men tanken er nu alligevel interessant, for selvom hverken Nord Stream 1 eller 2 var i brug, ligger gassen lige nu bare og siver op over overfladen og ud i atmosfæren. Og den er ikke til at stoppe, fordi det er for farligt at nærme sig gassen, så foreløbigt er det uklart, hvad der skal ske herfra. Måske vi rent faktisk skal springe rørledningen i luften her på bagkant? Den tanke lufter Karsten Capion, senioranalytiker i Concito, for ifølge hans beregninger vil det reducere klimaskaden med en faktor 10.

Energistyrelsen har foreløbigt slået fast, at klimaet kun påvirkes “lokalt“, ligesom både havpattedyr og fisk umiddelbart vil være upåvirkede. Men hvis rørledningerne tømmes helt for metan, vil det svare til omkring 9 mio. tons CO2, eller en femtedel af det årlige danske udslip – og mere end der kommer ud af udstødningsrøret på samtlige personbiler. Kunne det her, uanset afsender, være signalet, der fratager os lysten til at investere i nye rørledninger, eller som Malm skriver det, at “etablere en afskrækkelse“?

Ifølge en ekspert, som Berlingske har talt med, er det dog usandsynligt, at en privatperson skulle kunne iværksætte en så teknisk kompliceret aktion, som vi har set sydøst for Bornholm. Samtidig har teorierne fået frit løb. Enten er det en bevidst handling fra Rusland for at vise, hvem der har overhånden eller en afledningsmanøvre fra krigen i Ukraine, mens nogle siger, at det simpelthen ikke giver mening, at Rusland skulle ødelægge sin egen infrastruktur. Og andre forslår, at det kan være et værk begået af USA, som ifølge Der Spiegel allerede advarede Tyskland om risikoen for et angreb.

Summa summarum er, at ingen rigtig ved det. Heller ikke statsminister Mette Frederiksen (S), der dog slår fast, at det er myndighedernes “klare vurdering“, at der er tale om en “bevidst handling“, selvom hun da heldigvis undgår at sætte navn på synderen. For selvom hun har talt med både EU’s Ursula von der Leyen, ligesom udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har mødtes med Biden, er der ud over de mange “frugtbare“ samtaler ikke nogen reelle konklusioner. I hvert fald ikke endnu.

Hærværk på bagsædet

Langt sværere har det været at få statsministeren til at udtale sig om noget, hun tilsyneladende ved lige så lidt om. For i en noget mindre, men trods alt nærmest lige så opsigtsvækkende sag, blev det tirsdag lækket, at hendes 42-årige chauffør er anklaget for at bruge ministerbilen til … dating. Ifølge anklageskriftet har han gennem fem år holdt stævnemøder med 10 kvinder – vel at mærke inde i bilen. Den ene skulle han have haft en seksuel relation med på Mette Frederiksens bagsæde. Seancen tog 20 minutter.

Ifølge anklageskriftet foregik køreturene “alene med henblik på at opnå og videreføre en privat relation“ med kvinderne. Det helt store problem er dog ikke de seksuelle relationer i sig selv (eller de to voldtægter, han også er tiltalt for, selvom de ikke fandt sted i bilerne), men at ingen af kvinderne var sikkerhedsgodkendt – og manden skulle angiveligt heller ikke have gjort sig den ulejlighed selv at sikre, at kvinderne ikke udgjorde en fare for statsministeren eller staten i øvrigt. Det har udmøntet sig i en tiltale for grov forsømmelse og skødesløshed.

Her stiller spekulationerne sig på samme måde i kø som i Østersøen. Vi er med på, at chaufførernes køreture bliver journaliseret, men hvordan ved vi, at han simpelthen er bevæget sig om på bagsædet? Er der overvågningskameraer i bilen? Er det kvinderne selv, der har lækket det? Den kulørte nyhed, som Mette Frederiksen altså stadig nægter at kommentere på, falder ironisk nok sammen med, at man i Altinget kan læse (betalingsmur), at flere ministerbilschauffører føler sig pressede over dårlige arbejdsvilkår. De skal altid stå til rådighed, har stort set ingen fridage og sover ikke om natten: “Tænk, hvis jeg kom til at slå en ihjel. Jeg ville aldrig kunne tilgive mig selv,“ fortæller den ene.

Man fristes til at konstatere, at presset ikke gælder alle chaufførerne. Og så alligevel: Hvis man skal holde sig vågen alle døgnets timer, forstår man næsten godt, at den 42-årige mand ikke har haft andre udveje. Måske det ligefrem var et stille oprør? Ifølge Københavns Byret får vi svaret inden ni dage. Forhåbentlig er vi til den tid også kommet et skridt nærmere en forklaring på de eksploderede gasrør. /Emma Louise Stenholm

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12