Philip Davali/Ritzau Scanpix
Ifølge kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) har regeringen rygende travlt med at beslutte, om hun skal rejse til Qatar, når verdensmesterskaberne i fodbold begynder inden længe. Vi tænker ikke, at det er hverken business class eller roadtrips, der trækker denne gang. Men man kan alligevel komme i tvivl, når man hører Kulturministeriet tale om, hvor svært det egentlig er at finde ud af, om man nu bedst udtrykker sin kritik udefra eller på et stadion bygget af migrantarbejdere under slavelignende forhold.
I et godt interview i Politiken fra forleden ser man symbolsk Halsboe-Jørgensen stå med en regnbuefarvet bold på sit herskabskontor, der på andet end bare geografisk plan ligger meget langt fra Qatar. Bolden skal vel illustrere dilemmaet, om det er nok med symbolske tiltag, eller om kulturministeren hellere skal blive hjemme.
“For tiden har jeg netop mange dialoger om, hvad der er af muligheder – også dialog med nogle af de kræfter, som er til stede i Qatar og presser på for fremskridt i landet i forbindelse med VM. For eksempel har jeg virtuelt en dialog med en migrantarbejder, men er der måder til også at mødes med folk dernede, eller kan man synliggøre sin kamp for menneskerettigheder på anden vis?,“ spørger Halsboe-Jørgensen.
Vi får også at vide, at Ane Halsboe-Jørgensen selv spiller fodbold med sit “hyggehold“ om mandagen (selvom det selvfølgelig ikke er altid, hun når det), og at hendes egen tætte relation – “at hun selv dyrker og ser sport“ – betyder, at hun er “ekstra ærgerlig over, at nogle problematiske regimer bruger idrætten som et stort pr-stunt – og at den kærlighed til sport, som mange mennesker oplever, og det fællesskab, som sporten giver, bliver taget som gidsel“.
Man behøver dog ikke leje en bane i Kløvermarken i København for at se det åbenlyse i, at et boykot er det eneste, der vil virke. I hvert fald har Ane-Halsboe Jørgensen prøvet længe, og foreløbigt er der ikke sket meget. Som da hun tog initiativ til en fælleseuropæisk erklæring, der sidste år blev underskrevet af 23 ud af EU’s 27 kulturministre (gæt selv, hvem der ikke var med), og som skal fremme ”demokrati, gennemsigtighed og menneskerettigheder“.
Plusord, der er nemme at være med på, men alligevel ikke så nemme, at de sidste fire kunne overtales til at være med. I denne uge er der så igen kommet pres på Ane Halsboe-Jørgensen. Hun har både været kaldt i samråd og forbi P1, men budskabet er det samme: Hun hælder til, at det har størst effekt at deltage, men alligevel er der noget, der holder hende tilbage. Eller som hun sagde til Politiken:
“Jeg er slet ikke i tvivl om, at det i hvert fald indebærer en risiko at tage til Qatar. Det at sætte sig på et stadion og bakke op om vores fantastiske landshold vil indebære en risiko. Derfor er overvejelsen for mig, om den risiko på en eller anden måde kan opvejes af, at min eventuelle tilstedeværelse så kan bidrage med et kritisk fokus på nogle af problematikkerne. Et opråb af en slags eller at være en del af en alliance med andre.“
Der skal bare andet end møder med migrantarbejdere til for at undgå, at Halsboe-Jørgensens opråb bliver præcis samme pr-stunt, som hun kritiserer Qatar for – eller den tur i møntvaskeriet, som Hummel også har givet det danske landsholds t-shirts. Samtidig har regeringen sagt det samme i lidt for lang tid, til at man virkelig kan tro på, at de har travlt. Går vi for eksempel syv måneder tilbage, lød det med nærmest præcis samme ord i Jyllands-Posten: “Det helt store spørgsmål er, hvordan vi mest kraftfuldt gør det. Det vil jeg gerne diskutere her i Danmark, men også internationalt.“
Det har Halsboe-Jørgensen gjort, men det har hidtil ikke været nok. Vi foreslår, at hun i stedet ser verdensmesterskaberne fra sofaen og smækker benene op. Nogle gange er det også det eneste, man har brug for. Rådet kan også overføres til alt andet her i livet. Hvis din mavefornemmelse siger dig, at noget er forkert, er det det også ofte. Særligt, hvis tanken har naget dig gennem syv måneder. /Emma Louise Stenholm