Kære læser

Begyndelsen på enden på Putin

Foto: Alexander Nemenov/AFP/Scanpix

Alt synes at gå i skuddermudder for den russiske invasionsstyrke i Ukraine, og situationen har ikke ændret sig, efter at Rusland i sidste uge officielt annekterede regionerne Luhansk, Donetsk, Zaporizjzja og Kherson – svarende til 15 pct. af Ukraines areal. Russerne mister mere end 500 mand om dagen, forlyder det fra den ukrainske regering. Det skyldes ikke mindst, at den ukrainske hær råder over masser af langtrækkende (80 km), gps-styrede Himars-missiler, som USA har leveret til landet, og at de russiske styrker generelt er i en ringe forfatning. “Russerne har mange tropper, men de er uden forsyninger, og de er simpelthen kørt trætte,“ siger senioranalytiker i Tænketanken Europa Jacob Kaarsbo til TV 2.

Hvis man engang gik og troede, at en russisk sejr i Ukraine var uafvendelig, er disse nyheder lige til at glæde sig over – hvis ikke krigen og det ufattelige spild af menneskeliv i det hele taget var så tragisk. På den anden side kan udviklingen ikke komme bag på nogen. Militæreksperter har i månedsvis talt om, at det var denne retning krigen ville tage.

Ruslands præsident Vladimir Putin drøm om at skabe et Storrusland – en forening af Rusland og de tidligere sovjetiske republikker – er brast, og han har malet sig længere og længere op i en krog. Set i det lys er det naturligt, at analytikere og medier fokuserer på risikoen for, at Putin kunne finde på at bruge nogle af de 2.000 taktiske atomvåben, som Rusland råder over, hvilket Putin også flere gange har antydet er en mulighed. USA’s regering har dog, ifølge Washington Post (blød betalingsmur), i månedsvis advaret Putin og hans stab om, at det ville få uoverskuelige konsekvenser for dem. Som Flemming Splidsboel, forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, er inde på i en analyse i Politiken, så har Putins forfejlede forsøg på at mobilisere 300.000 mand fra reserven “skubbet ham et par skridt tættere på den politiske afgrund“.

Putin har malet sig op i et hjørne

Forfatteren Kaspar Colling Nielsen, som bl.a. er kendt for at have skrevet en stribe satirisk-dystopiske romaner, der nogle gange synes at foregribe virkeligheden, anfører på Facebook, at præsident Kennedy og hans folk under Cuba-krisen i 1962 arbejdede på en løsning, hvor Ruslands leder Nikita Khrusjtjov kunne komme ud af konflikten med æren i behold, og at situationen i Ukraine lige nu er “dybt foruroligende“, idet “Putins eneste alternativ til eskalering, som meget vel kan ende i en atomkrig, [er] døden“.

Under alle omstændigheder er Putins tid forbi. I et interview (blød betalingsmur) i Politiken i weekenden udtalte den berømte engelske militærhistoriker Antony Beevor, at Putins ansigt ikke står til at redde. En våbenhvile giver heller ikke længere mening, for Putin ville blot bruge den til at genopruste og skaffe nye soldater til sin udtømte hær, sagde Beevor.

Fredag bragte Washington Post et debatindlæg af den russiske oppositionsleder og aktivist Aleksej Navalnyj, som afsoner en politisk motiveret fængselsdom på ni år i et af Ruslands topsikrede fængsler. I teksten forsøger Navalnyj at tegne et billede af, hvordan Rusland vil se ud – post-Putin.

I stil med Antony Beevor advarer han om, at det ud fra en geopolitisk sikkerhedsvurdering ikke vil være tilstrækkeligt, at der bliver sat en stopper for krigen i Ukraine. “Hvor er garantien for, at verden ikke kommer til at stå over for et endnu mere aggressivt regime, som er pint og plaget af raseri og imperialistiske ideer, som ikke har noget hold i virkeligheden? Over for en sanktionsramt, men stadig stor økonomi i et stadie af permanent militær mobilisering? Og med atomvåben, som vil sikre straffrihed trods alle de internationale provokationer og eventyr?“

Putin ville, skriver Navalnyj, utvivlsomt fastholde, at det ikke var Ukraine, han havde tabt til, men Vesten og Nato, hvis eneste ærinde var smadre Rusland. Navalnyjs løsning er, at Rusland skal laves om til en parlamentarisk republik med en opposition, der ikke undertrykkes. Det er selvfølgelig nemmere sagt end gjort, og Navalnyj skriver, at det selvfølgelig ikke er Europa og USA, men det russiske folk, der skal søge ad den vej. “Ikke desto mindre bør Vesten, som har indført sanktioner både mod den russiske stat og folk i eliten, bør gøre en strategisk vision 0m Rusland som et parlamentarisk demokrati så tydelig som mulig.“ Vi må krydse fingre og se, hvordan verden ser ud om 20 år. /Oliver Stilling

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12