Emil Helms/Ritzau Scanpix
Spejlingerne mellem partierne gør det stadig vanskeligere at gennemskue klart, hvilke partier, der er originale, og hvem der er kopier – eller blot flygtige skyggespil. Valgkampen kan allerede minde om et hurlumhej af et spejlkabinet, som vælgerne skal trækkes igennem, før en ny regering kan dannes.
Det politiske landskab her i Danmark, hvor 14 forskellige partier er på stemmesedlen, ligner efterhånden et “rum med (komisk forvrængende) spejle på alle vægge, især brugt som forlystelse“, som definitionen på et spejlkabinet lyder. Perspektiverne forvrænges hurtigt.
Valgets første paradoks er skabt af Det Radikale Venstre, som tilbage i 1905 også var det første udbryderparti fra Venstre, og som nu har tvunget Socialdemokratiets formand, statsminister Mette Frederiksen (S) til at udskrive nyvalg tirsdag 1. november. Afsættet er i sandhed besynderligt.
De Radikales leder Sofie Carsten Nielsen havde truet med at ville vælte Mette Frederiksen med et mistillidsvotum, som formelt set først ville kunne vedtages i aften, efter Folketingets åbningsdebat, men allerede i går eftermiddag lød den rundtossede melding, at De Radikale alligevel igen peger på Socialdemokratiets formand som ny statsminister.
Mistilliden nåede således ikke at blive udløst, før tilliden er genetableret, og for alle andre end De Radikale selv, kan det være svært at forstå, hvorfor valget overhovedet skulle udskrives netop nu, hvor sandsynligheden for et regeringsskift er større end på noget tidligere tidspunkt i løbet af de seneste tre år.
Hvis De Radikale havde valgt at skifte politisk side, og nu pegede på en borgerlig statsministerkandidat, ville manøvren måske kunne give mening. For så havde forvirringen i det mindste tjent et formål. Ved i stedet at udtrykke mistillid til den statsministerkandidat, som De Radikale alligevel har mest tillid til, er det kun lykkedes at svække både sig selv og det rød-grønne flertal, som har regeret siden 2019.
De Radikale har endnu engang bevist, at de navigerer efter deres eget selvbillede, et ganske syret spejlbillede, hvor partiet på overfladen kan siges at have nærmet sig det gamle moderparti, Venstre og formand Jakob Ellemann-Jensen, men hvor den realpolitiske virkelighed alligevel peger mod en svækket Mette Frederiksen.
Det Radikale Venstre har i første omgang gavnet Venstre mest. Til gengæld er Venstre selv sunket ned i altoverskyggende vanskeligheder. I det vægtede gennemsnit, som valgforskeren Erik Gahner Larsen laver på politologi.dk, står Venstre lige nu til at få blot 12,3 pct. af stemmerne, eller næsten en halvering i forhold til valgresultatet i 2019, hvor det lykkedes for den daværende formand, Lars Løkke Rasmussen at løfte partiet op på 23,4 pct.
Valgets andet paradoks er skabt af det nye udbryderparti fra Venstre, Moderaterne, som på bagvendt vis kan gennemvinge, at Det Radikale Venstres klassiske både/og-holdninger rent faktisk får større indflydelse end i mange år. Bare ikke anført af Sofie Carsten Nielsen, men derimod af Lars Løkke Rasmussen, Venstres detroniserede formand.
Hel aktuelt står Moderaterne ikke alene til at få 3,4 pct. af stemmerne, men nok så afgørende også til at få de udslagsgivende mandater. Hvis valget falder ud, som meningsmålingerne spår, vil Lars Løkke kunne blive parlamentarisk kongemager, og dermed diktere vilkårene for en ny regering. Med sin placering mellem blokkene har Lars Løkke fået kæmpet sig tilbage og kan ende som en troldspejling af sin egen tidligere rolle som statsminister for Venstre.
Valgets tredje og mest spektakulære paradoks kommer imidlertid fra det nyeste udbryderparti fra Venstre, nemlig Danmarksdemokraterne. Med sin fortid som næstformand i Venstre har Inger Støjberg skramlet en bondehær sammen, ikke mindst med overløbere fra Dansk Folkeparti, og som tegner til at kunne skabe både alvorlige rystelser og distraherende røgslør i det politiske landskab.
Med en opbakning på 10,3 pct. i det vægtede gennemsnit kan Inger Støjberg ene kvinde være ved at tippe magtbalancen i dansk politik. Hun ser ud til at ville trække tilstrækkeligt mange vælgere væk fra Socialdemokratiet – i høj grad kortuddannede, ældre og mandlige provinsvælgere – så den rød-grønne blok mister flertallet, og blå blok i stedet kan vinde muligheden for at overtage regeringsmagten.
Samlet set og som et triple-paradoks er Venstre på én og samme tid både mindre og større end i mange år. Umiddelbart har Jakob Ellemann-Jensen kun fat i halvt så mange vælgere, som Lars Løkke havde i 2019, men fordi de to nye udbryderpartier, Moderaterne og Danmarksdemokraterne, mere end kompenserer for tilbagegangen, kan de tre Venstre-partier tilsammen mønstre endnu flere vælgere i dag.
De tre Venstre-partier er tilsammen klart det største parti, både større end Socialdemokratiet nu – og Venstre i 2019. Og når det overhovedet er kommet så vidt, ja, så skyldes det jo, at Det Radikale Venstre troede, at de ville kunne true sig til indflydelse ved at vælte Mette Frederiksen. Foreløbigt er alt gået stik modsat af, hvad Sofie Carsten Nielsen håbede.
I det surrealistiske spejlkabinet af konkurrerende små og store Venstre-partier er valgkampen skudt i gang som en forvredet duel internt i det gamle landboparti, hvor Inger Støjberg og Lars Løkke vil kæmpe indbyrdes om bat trække flest vælgere hen over midten, og dermed i sidste omgang måske kunne gøre deres tidligere partifælle, Jakob Ellemann-Jensen, til statsminister. Venstre har sjældent været svagere – og stærkere. /Lars Trier Mogensen