Mandel Ngan/AFP/Ritzau Scanpix
Man kunne godt have ønsket sig en bare lidt bedre melding at gå til weekend på end Joe Bidens advarsel om, at vi ikke har stået over for “sådan et ragnarok siden Kennedy og den cubanske missilkrise“. Spørger man den amerikanske præsident, er det simpelthen en utaknemmelig – hvis ikke ligefrem umulig – opgave at regne ud, hvordan Vladimir Putin kommer ud af hele krigsmoradset med æren i behold. Af samme grund er atomfrygten tilbage for fuld udblæsning med dertilhørende dystre kommentarer om, at Putin “ikke laver sjov, når han taler om atomvåben eller biologiske eller kemiske våben, fordi hans militær så at sige er ved at underpræstere betydeligt“. Ligesom evnen til at bruge taktiske atomvåben ifølge Biden næppe findes “uden det ender med Armageddon“.
Ak ja. Da tingene så sortest ud tillbage i 1960’erne, fik man da i det mindste en film som Stanley Kubricks Dr. Strangelove, der kunne tage pis på undergangen, sætte sig overskrævs på bomben og minde alle om, at det ikke er tilladt at slås i krigsrummet. Måske ville det ikke være så sømmeligt for lederen af verdens mest magtfulde nation, men man kunne ligesom godt savne, at Biden omfavnede det absurde en my. Eller at vi fik bare et eller andet udsagn, der kunne lette stemningen. Så er der trods alt mere gusto over Ukraines præsident Volodymyr Zelenskij, der mener, at Putin selvfølgelig godt forstår “at efter brugen af atomvåben, vil han ikke længere være i stand til at bevare sit liv, så at sige“.
Nej, Mutually Assured Destruction (MAD) er stadig et lige så galt – og betryggende – koncept, som det altid har været. Og selvom der måske ikke er så meget at grine af, når det kommer til tidens atomtrusler, kan vi heldigvis nyde, at uddelingen af Nobels fredspris i år faldt sammen med Vladimir Putins 70-års fødselsdag – og at den generelt fungerer som en smuk stikpille til autokraten.
Hvor den ene modtager af sidste års fredspris var den frygtløse chefredaktør Dmitrij Muratov fra den uafhængige russiske avis Novaya Gazeta, er årets modtagere i hvert fald også et sandt festfyrværkeri af russisk (og belarusisk) systemkritik. Spørger man Den Norske Nobelkomité, er det fælles for modtagerne – den fængslede belarusiske menneskerettighedsforkæmper Ales Bjaljatskі, den russiske menneskerettighedsgruppe Memorial og den ukrainske organisation Center for Civil Liberties – at de alle “har gjort en iøjnefaldende indsats for at dokumentere krigsforbrydelser, overtrædelser af menneskerettighederne og magtmisbrug“, og at de desuden “repræsenterer civilsamfundet i deres hjemlande“.
Særligt sidstnævnte punkt giver god grund til begejstring. Uanset hvor hårdt Vladimir Putin eller hans marionetdukke Aleksandr Lukasjenko forsøger at holde låg på deres respektive befolkninger, vil modstanden nemlig altid kunne boble op fra almindelige borgere. Der er derfor heller ikke så meget at sige til, at Putin pt. har sit hyr med russere, der flygter ud af landet for at undgå massemobiliseringen – for kontrollen kan aldrig blive total. Af samme grund kan det måske godt betale sig at droppe atombekymringerne, og elske bombens usikkerheder. Ja, eller i det mindste at gense Dr. Strangelove or: How I Learned to Stop Worrying and Love the Bomb. /David Dragsted