Foto: Michael Drost-Hansen/Ritzau Scanpix
Søndag kom nyheden om, at en af verdens måske vigtigste klimatænkere – og generelt mest lysende intellektuelle fyrtårne – er død. 75 år gammel blev Bruno Latour, der om nogen har formået at transformere måden, vi tænker på vores egen placering i verden.
Med sin såkaldte aktør-netværk-teori (forkortet ATN) har Latour bl.a. påpeget, at mennesket ikke står i altings centrum. Vi indgår snarere i et spraglet, forbundet univers af diverse aktører, der alle har deres rolle at spille. Det var ikke bare den franske biolog Louis Pasteur, der opdagede mikroberne, nej, de samarbejdede også med ham, og begge dele indgik i et komplekst netværk bestående af alt fra køer og mælk til læger og termometre. Eller for nu at sige det lidt mere forsimplet: Mennesket er bare én brik i naturen – hvorfor det heller ikke giver mening kun at fokusere på vores eget velbefindende.
“Vi burde have reageret, så snart vi så de første tegn på en klimakrise. Folk handler omgående, hvis det drejer sig om deres hjem, marker eller by. Det er en normal måde at reagere på. Men vi har nedarvet en 200 år gammel vane om at forsøge at usynliggøre de jordlige tilstande,“ udtalte Latour tilbage i 2018 i et interview med Information. Netop det jordiske, Terrestre, optog i de senere år Latour, hvor han også samarbejdede med den danske sociolog Nikolaj Schultz. Problemet var ifølge Latour, at klimakrisen får jorden til at smuldre under os, men at vi i vores tænkning er kørt fast.
Om noget har vi behov for et fælles, beboeligt territorium, hvor der er plads til alle – og ikke kun til mennesker. Politisk synes vi desværre bare ude af stand til at tænke på territorierne som andet end enten globale eller nationale størrelser. Det første er imidlertid for stort og bygger på modernitetens fejlslagne opfattelse af det uendelige og grænseløse (to ting, klimakrisen med al tydelighed viser, at kloden ikke er). Det andet er alt for småt, med sit forsimplede fokus på nationalidentiteter og lukkede grænser. Hvad vi kort sagt mangler, er et tredje alternativ: Det jordiske, der befinder sig på et realistisk plan mellem de to yderpoler.
Søndag aften stod den på nok en debat mellem de tre statsministerkandidater Mette Frederiksen (S), Søren Pape Poulsen (K) og Jakob Ellemann-Jensen, hvor der hverken blev sparet på klapsalver, Game of Thrones-musik eller dramatisk quiz-show-stemning. Da snakken sidst i debatten faldt på klimaet, var det dog nok engang, som om pladen var gået i hak.
Meget rigtigt fik statsminister Mette Frederiksen pointeret, at Venstres nylige klimaudspil – der bl.a. byder på et lidt mystisk forslag om at sælge statens andel i Ørsteds internationale vindmølleforretning i et forsøg på at hjælpe den grønne omstilling – synes nærmest blottet for henvisninger til landbruget. Og nok engang fik Ellemann-Jensen svaret noget med, at dansk landbrug laver nogle af de bedste og grønneste fødevarer i verden. Sagt mellem linjerne: Danske landmænd er nogle så store klimadukse globalt set, at vi godt lige kan klappe hesten.
Uheldigvis for Ellemann – og andre politiske landbrugs-apologeter – kunne noget dog tyde på, at historien ikke er så simpel igen. I et meget veltimet faktatjek kan man i hvert fald læse i Information, at dansk landbrug faktisk ikke er helt så exceptionelt klimaeffektivt, som det generelt bliver gjort til. I hvert fald ikke hvis man spørger en række eksperter som bl.a. Ulrik Beck, cheføkonom i tænketanken Kraka, og Michael Minter, programchef i den grønne tænketank Concito.
Kort fortalt: De jordlige tilstande, Venstre begejstret besynger, kunne godt trænge til nogle flere grønne aktører – ligesom debatten passende bør flytte sig langt væk fra det udtærskede, nationalromatiske territorium. Ja, hvor ville det dog egentlig være forfriskende, hvis kommende tv-debatter kunne have lidt mindre udformning som Hvem vil være millionær? og et bare lidt større skud Bruno Latour. /David Dragsted