Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Ud over det åbenlyse – de menneskelige omkostninger – er noget af det mest ubehagelige ved Socialdemokratiets udlændingepolitik det nysprog, som de ansvarlige socialdemokrater benytter sig af, når de forsvarer og forklarer den.
I dagens udgave af Berlingske finder man en kronik af Mellemfolkeligt Samvirkes forperson Haifaa Awad. Overskriften på kronikken (betalingsmur) er lige ud ad landevejen, der er er ikke stukket noget ind under stolen: ‘Her er ofrene for Socialdemokratiets moralske fallit’, står der. I første sætning skriver Awad, at “da Socialdemokratiet i 2019 gik til valg, var det med løftet om en ‘realistisk og retfærdig’ udlændingepolitik“. Awad konstaterer herefter, at “løftet ikke er indfriet“, og at partiet har været mere end villig til “at smide meget dyrebart arvegods over bord for at erobre Statsministeriet“.
Hvis statsminister Mette Frederiksen (S), justitsminister Mattias Tesfaye (S) eller udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) skulle falde over kronikken i deres Facebook-feed (det ville på en eller anden måde være naturligt, hvis algoritmen sendte artiklen forbi dem), så vil Haifaa Awads indledning næppe animere dem til at løfte et øjenbryn eller læse videre for at finde ud af, hvad skulle være gået galt. For “realistisk og retfærdig“, det er jo det, de hele tiden har kaldt Socialdemokratiets udlændingepolitik. Ja, de har nærmest gentaget det som et mantra, og det er sådan, newspeak virker. “Når den generelle atmosfære er dårlig, må sproget lide,“ skrev George Orwell i sit berømte essay om politik og sprog. “Hvis tanker korrumperer sproget, kan sproget også korrumpere tanker.“
Som tidligere udlændinge- og integrationsminister har særligt Mattias Tesfaye – med en systematik, der grænser til det skruppelløse – været bannerfører for, at Socialdemokratiets udlændingepolitik er særligt “retfærdig“. Igen og igen har han drypvis i interviews og debatindlæg fremført det synspunkt, at regeringens hårde udlændingepolitik grundlæggende er til for flygtningenes egen skyld (bl.a. for at beskytte dem mod at blive udnyttet af “kyniske menneskesmuglere“).
Som fx da han i et debatindlæg i Dagbladet Information i februar skrev, at regeringen arbejdede på at “skabe et mere retfærdigt asylsystem“; simpelthen “gentænke“ det, “så færre mennesker hopper i en gummibåd på en farefuld rejse over Middelhavet“.
Samtidig med at Tesfaye her anerkender, at flugten over Middelhavet er “farefuld“, vælger han at benytte verbet “hopper“, som får det til at lyde som en beslutning, man træffer i en håndevending på samme måde, som man vælger at tage bussen hjem, fordi det regner. Uden at bruge det fortærskede begreb ‘bekvemmelighedsflygtning’ får Tesfaye antydet, at folk, der udsætter sig selv og deres familie for denne rejse, er netop det. Ingen ville gøre det, hvis man havde et valg. Mattias Tesfaye skulle selv prøve at hoppe i en gummibåd og stævne ud på Middelhavet.
Selvskadende adfærd
Tilbage til Haifaa Awads kronik. Socialdemokratiet har virkelig gjort stor skade med sin udlændingepolitik, og som hun skriver, er det ikke bare synd for de mennesker, der betaler prisen – “det er også til skade for Danmark, som står over for en massiv mangel på arbejdskraft og unge mennesker, som vil udgøre fremtidens varme hænder“.
Men først og fremmest er der altså de menneskelige konsekvenser. Awad nævner Faeza, som læste til sygeplejerske, og først fik omgjort sin sag udvisningssag efter flere måneders kamp, og Aya, der til sidst fik lov at komme tilbage og blive student. Men så er der også sådan en som den 22-årige syriske HF-studerende Sahar Elrifai, som nu på sjette år er tvangsanbragt blandt kriminelle på Kærshovedgård udrejsecenter (endnu et eksempel nysprog; det er jo bare en “udrejse“), fordi myndighederne mener, det er ansvarligt at sende hende tilbage til Syrien. Derudover er der det ældre ægtepar Nahouli, som har fået inddraget deres opholdstilladelse og placeret på udrejsecenter trods sygdom og demens. Deres søn må sove i sin bil uden for centret for at være i nærheden af dem. Det er jo sygt.
Haifaa Awad har ret. Vi bliver nødt til at tage ord for pålydende. Der er ikke tale om retfærdighed. “Socialdemokratiets udlændingepolitik har spillet fallit og minder efterhånden mest af alt om selvskadende adfærd,“ skriver Awad, og man kan kun istemme, når hun siger: “Lad det forestående valg blive et punktum for den herskende udlændingepolitik og startskuddet for en ny, der både på papiret og i den virkelig verden er både realistisk og retfærdig.“ /Oliver Stilling