Ludovic Marin/AFP/Ritzau Scanpix
Energikrisen kradser stadig over hele Europa, men heldigvis sk(j)orter det ikke på kreative modeforslag, der kan komme de svingende temperaturer til livs. Under sommerens hedebølger så vi den spanske premierminister Pedro Sanchez foreslå halvt i spøg, at kontorarbejderne kunne droppe slipset og knappe skjorten op, så man bedre kunne spare på den strømslugende aircondition. Og meget tilsvarende har debatten på det seneste raset i Frankrig om præsident Emmanuel Macrons taktiske brug af turtlenecks. Der findes snart ikke den fnugrulle, der kan undgå at blive gjort til et politisk våben.
Som The New York Times meget underholdende beskriver, begyndte den ekstremt franske debat med en ellers undseelig udmelding fra den franske finansminister Bruno Le Maire. I et interview med France Inter Radio fortalte ministeren, at han fremover vil droppe skjorte og slips til fordel for den varmere turtleneck. Det var ikke så meget et forslag til efterfølgelse, som en kommentar om den begrænsede kontoropvarmning. Knap nok havde Le Maire dog sagt turtleneck, førend Macron hoppede begejstret med på vognen. Til et møde med den tyske kansler Olaf Scholz iførte Macron sig en blå bazer med sort turtleneck, mens beklædningsgenstanden også fandt vej til præsidentens Instagram-profil – og så havde vi ellers balladen.
I den franske offentlighed blev turtleneckens fænomenologi straks diskuteret til hudløshed. Snarere end at blive hyldet for sin kække folkelighed, blev Macron bl.a. sammenlignet med Michel Foucault og den stenrige Arnault-familie, der også har en svaghed for turtleneck-looket. Macrons kalkulerede tøjvalg – der tidligere har budt på godt opknappede skjorter og hættetrøjer à la Ukraines præsident Volodymyr Zelenskij – blev genstand for nye, ophedede analyser. Og som den garvede populist hun er, forpassede Marine Le Pen fra Rassemblement National da heller ikke chancen for at latterliggøre både Le Maire og Macron. “Har de ikke nok varme? Så lad dem bære cashmere,“ jokede Le Pen, alt imens hun fik kaldt finansministeren for “Marie-Antoinette Le Maire“ (og her lå “Le Maire-Antoinette“ ellers lige til højreskøjten).
Højt at flyve
Hvad kan vi så lære af de franske modeluner? Udover at man ikke skal spøge med skjorte-uniformen? Jo, måske først og fremmest, at en omfattende krise dårligt kan reduceres til et spørgsmål om små justeringer, symbolske handlinger og ligegyldige trøjevalg. Uanset hvordan man vender og drejer det, kan en befolknings bekymringer ikke bortfejes med en simpel rullekrave. Når katastrofen banker på døren, er det mindste man vel kan gøre, at lytte til borgernes indspark – og så ellers lade tøjkriser være tøjkriser.
Nu er det ikke, fordi vi herhjemme har det store problem med turtlenecks. Til gengæld kunne meget tyde på, at såvel Socialdemokratiet som Venstre og Konservative fortsat undervurderer, hvor alvorligt størstedelen af befolkningen egentlig forholder sig til klimakrisen. I en ny undersøgelse lavet af Epinion for DR fremgår det i hvert fald, at hele 58 pct. er villige til at betale mellem 45 og 96 kr. i flyafgift for en rejse i Europa – og op mod 438 kr. ved længere rejser. Den grønne førertrøje, som regeringen påstår at have iført sig med forslaget om at indføre en flyafgift på sølle 13 kr., er simpelthen for kort. Samtidig fremstår de to borgerlige partiers afvisning af en flyafgift fuldkommen upassende.
I modsætning til vores nabolande som Sverige, Norge og Tyskland, halser vi i Danmark stadig håbløst bagud, når det kommer til at indføre passagerafgifter, der ville kunne begrænse flytrafikkens CO2-udledninger. Som Mikael Skou Andersen, professor i miljøøkonomi på Aarhus Universitet, meget rammende siger til DR, er Danmark med sine manglende afgifter faktisk nærmest et slags skattely for flytrafik. Set i det lys virker det så godt som uforståeligt, at de tre partier med statsministerdrømme ikke tør vise samme ambitionsniveau, som findes hos et flertal af danskerne. Ja, skal de undgå at blive helt klædt af, må man egentlig håbe, at de lytter til befolkningens positive afgifts-tilkendegivelser – og helt dropper de ufarlige modevalg. /David Dragsted