Nyhedsanalyse

Klima dominerer vælgernes dagsorden

Selfie taget af klimaminister Dan Jørgensen (S) efter klimaloven kom på plads tilbage i 2019.

Valg afgøres hverken af personer eller pludselig mediestunts. Reelt er den mest udslagsgivende faktor, hvilken dagsorden, der bekymrer vælgerne mest under valgkampen, og dermed også hvilke partier, der har mest troværdighed i de konkrete debatter.

Helt aktuelt tegner årets valgkamp til at begunstige de rød-grønne partier, ganske enkelt fordi to af deres mærkesager dominerer. Frem for at følge de små og statistisk usikre forskydninger i de daglige meningsmålinger, giver det bedst mening at forholde sig til kortlægningerne af vælgernes dagsorden. Her til morgen offentliggjorde Voxmeter en måling, der viser, at klima og miljø er de vigtigste emner for 38,5 pct. af vælgerne, og dermed den største bekymring.

Opgørelsen er opsigtsvækkende på flere måder. Først og fremmest er det godt nyt for de hovedsageligt røde partier, der hidtil har presset på for at få vedtaget klimaloven og dermed målsætningen om, at Danmark skal reducere CO2-udledningen med 70 pct. inden 2030. Det første og største spørgsmål til alle partier er nemlig: Hvad vil I gøre for at bremse klimaforandringerne?

De partier, som ikke evner at præsentere et kontant svar, vil fremstå irrelevante for mange vælgere, og omvendt vil de mest klima-progressive partier naturligt vinde mere taletid og bred opmærksomhed. Fænomenet kaldes for ‘issue ownership’, eller emneejerskab på dansk, og betyder, at enkelte partier vinder frem, hvis ‘deres’ dagsorden dominerer debatten. Og nu er den grønne bekymring for alvor slået igennem.

Tidligere toppede udlændingepolitik i de tilsvarende målinger, og dengang tilbage i 00’erne vandt et parti som Dansk Folkeparti massivt frem ved næsten at have en form for monopol på strammerlinjen – i hvert fald i de første år. Når integrationsproblemer og islam stjal opmærksomheden, forplantede det sig straks i øget vælgeropbakning til Pia Kjærsgaard. Men tiderne er skiftet.

I dag presser udlændingepolitik sig ikke engang ind blandt de ti vigtigste vælgerdagsordener, og det er et mindst lige så stort problem for højrefløjen, som det omvendt er en fordel for venstrefløjen, at klimaet nu er rykket helt op i toppen. Her i 2022 er der eksempelvis flere vælgere, der er optaget af socialpolitik end af udlændingepolitik.

Vurderet på dagens Voxmeter-måling, der vel at mærke er lavet efter valgudskrivelsen, vil styrkeforholdene mellem blokkene gradvist bevæge sig i retning af de rød-grønne partier, ganske enkelt fordi vælgerne også betragter Alternativet, SF, Enhedslisten og De Radikale som de partier, som er bedst til at håndtere klimapolitik.

Men alt kommer selvfølgelig ikke til at kredse om den grønne dagsorden, ikke mindst fordi stort set alle partier efterhånden har forsøgt at ‘greenwashe’ sig selv, altså smykke sig med grønne fjer. For andre emner, der måske ligefrem har større potentiale til at skabe polemik og kontrovers, presser sig på.

På andenpladsen over vælgerbekymringer står sundhed, herunder praktiserende læger og psykiatrien: 31,6 pct. af vælgerne udpeger sundhed som det vigtigste emne. Og umiddelbart skulle man tro, at det også ville være godt for de rød-grønne, som traditionelt set har haft emneejerskab på sundhedsdebatten. Helt så simpelt er det imidlertid ikke længere.

Tidligere sundheds-, finans- og statsminister Lars Løkke Rasmussen har med sit nye parti Moderaterne fået placeret sig i en central position, der også kan flytte mange vælgere hen over midten – eller ind til midten, som han selv vil formulere det. For ingen politiker har større personligt emneejerskab til sundhedspolitikken end netop Lars Løkke.

Meget omkring den tidligere Venstre-formand har været kaotisk, men én konstant har han formået at navigere efter, nemlig en gennemgående opprioritering af det danske sundhedsvæsen. Da han i 2018 fik Kræftens Bekæmpelses Hæderspris måtte flere af hans politiske konkurrenter også erkende, at Lars Løkke rent faktisk har gjort en omvæltende forskel til det bedre, ikke mindst ved at få kræft defineret som en akut sygdom og dernæst få udrullet de mange kræftpakker.

Indtil videre er Lars Løkke Rasmussen stort set også den eneste, der tør føre en valgkamp, der primært fokuserer på sundhedspolitik. Mens mange partier tilbyder grønne løsninger, er det lige nu Moderaterne, som gør det største nummer ud af en gennemgribende omlægning og opgradering af bl.a. kræftbehandlingen. Og dét kan blive afgørende.

Selv om Lars Løkke Rasmussens konkrete planer kan forekomme snirklede, ja, næsten byzantinske for den uindviede, kan det langt fra udelukkes, at han vil evne at høste en stor og betydelig vælgergruppe ved at insistere på at tale om sundhedspolitik. Når man tager i betragtning, at den tredjestørste vælgerbekymring er det noget beslægtede emne ‘ældre’, begynder folketingsvalget at ligne et drama, der ender med, at Lars Løkke står som kongemager med de afgørende mandater. /Lars Trier Mogensen 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12