Nyhedsanalysen
fw - fredag
Fredag gik turen til VM i Qatar. Egentlig er det ikke fordi vi behøver en anledning til at kritisere den kommende, menneskerettighedsforagtende slutrunde, men dagen forinden havde Qatars emir, sheik Tamim bin Hamad Al Thani, altså valgt at sætte trumf på vanviddet ved at takke Vladimir Putin for Ruslands hjælp med forberedelserne. Som jeg skrev i en ‘Kære læser’, burde vi for længst have lavet en sportsligt boykot af turneringen. Nu er der dog bare tilbage at håbe, at landstræner Kasper Hjulmand og kompagni “laver en Lars Findsen og ved første kampfløjt udgiver en komplet uventet debatbog, der skyder med skarpt mod alt og alle – og i helt utvetydige vendinger fordømmer regimet i Qatar og Fifa’s pengegriske korruption“.
Og så sluttede vi ellers af med at give ordet til nogle af de stemmer, der risikerer at blive glemt i valgkampen. Inspireret af statsminister Mette Frederiksens (S) løfte, da valget blev udskrevet den 5. oktober, havde Emilie Ewald taget kontakt til bl.a. Ronas Korkmaz, forperson i Mino Ung København, og Henrik Mas, tidligere hjemløs og fungerende forperson i SAND, for at høre, hvad valget også bør handle om. Vi krydser fingre for, at de kommende uger bliver mere mangfoldige. /David Dragsted