Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Hvis der er én ting, vi virkelig elsker ved valgkampen, er det at at følge med i, hvordan politikerne håndterer deres freudian slips – eller når de bare ikke ved, hvad de skal svare. Tag fx den seneste uges udmeldinger fra Venstres statsministerkandidat Jakob Ellemann-Jensen eller partileder for Liberal Alliance Alex Vanopslagh, der først fik sagt, at de støttede ældres mulighed for at fravælge homoseksuelle eller jødiske hjemmehjælpere, men begge skiftede mening på under 24 timer.
”Jeg tror, at jeg var for fokuseret på at tale om det, jeg synes er vigtigt,“ lød det efterfølgende fra Ellemann-Jensen, der godt kunne høre, at den ikke var helt god. På samme måde som Nye Borgerliges Pernille Vermund måtte komme til undsætning og slå fast, at de selvfølgelig heller ikke gik ind for at frasortere plejere på baggrund af religion eller seksualitet, selvom Mette Thiesen (NB) havde sagt det modsatte i P1.
En, der virkelig forstår sig på udenomsforklaringer, er Moderaternes Lars Løkke Rasmussen. Det er vist unødvendigt at sige, at vi heller ikke troede på ham, da han forleden nægtede at ville være statsminister, selvom han havde “kompetencerne“ og i øvrigt slår alle andre i popularitet: “Så ville folk tænke, at så gik det bare ud på, at han bare ville være statsminister igen. Og det er ikke det, som det gik ud på.“
Heller ikke her behøvede der at gå mere end et døgn, før piben fik en anden lyd. På et vælgermøde i Helsingør mandag aften svarede han endelig på det spørgsmål, som de fremmødte ventede på at høre: Lars Løkke vil nu gerne være statsminister, hvis han bliver tilbudt det. “Men det gør jeg ikke,“ lød det kryptisk fra Lars Løkke, der dog også fik tilføjet, at det “ville være mærkeligt at sige nej“. Man fristes til at sige, at det kunne være et nyt slogan for Lars Løkke, der gennem tiden har kæmpet med møgsager om hotelovernatninger, underbukser og flyveture på skatteborgernes regning, selvom de fleste af os pludselig synes at have glemt hans fejltrin. Men har Lars Løkke egentlig lagt fortiden bag sig?
Her kommer Helsingør ind i billedet igen. Ifølge minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Rasmus Prehn (S) vil byen blive “hårdt ramt“ efter mandagens EU-aftale om at forlænge de seneste års begrænsede fiskekvoter i Østersøen. Hvor turbåde har været vant til at “fange både fire og fem fisk“, må de nu kun “fange én torsk, én laks og så videre per person,“ lød det fra ministeren. Og det fik os på mærkelig vis til at tænke på dengang, Lars Løkke først nægtede at kende til landets største kvotekonge John-Anker Hametner Larsen, som han ellers havde fået både partistøtte og sommerhuse til låns af – samtidig med at Løkke stod uden for en aftale, der skulle hjælpe små fiskere frem for store.
I dag vil Moderaterne ikke udtale sig om partiets fiskeripolitik, før de er “store nok til at have en fiskeriordfører“, som de siger til Føljeton. Et kig på Rederiet Hametners Facebook-side tegner dog et billede af, at båndene til industrien stadig er mere end venskabelige. I næste uge skal Hametner i hvert fald interviewes af Moderaternes spidskandidat i Vestjylland, Jeppe Søe, som John-Anker Hametner Larsen med egne ord har et “fortroligt“ forhold til. Det skal handle om “københavneri“ og “mediemagt“ – og om kvotekonger. Som de spørger retorisk i opslaget: Kan en fisker og en statsminister være personlige venner? Det ville jo være mærkeligt at sige nej. /Emma Louise Stenholm