Ringenes Herre: Magtringene
Efter otte afsnit og en samlet spilletid på lidt over ni timer, er første sæson af Amazons Ringenes Herre-serie (der har fået den lidt ubehjælpelige, dobbeltkonfekt-agtige titel Ringenes Herre: Magtringene) langt om længe afsluttet. Og hvordan er den så, historiens dyreste tv-serie? Nok egentlig det værst tænkelige: Hverken fantastisk eller elendig, men okay, grænsende til det kedelige og ligegyldige. Mangler man et endegyldigt bevis på, at penge rækker langt, men at deres magt aldrig helt kan bemestre kunsten, behøver man blot tænde for Magtringenes halvtamme realisering af Midgård. På sin vis virker det forunderligt, at resultat ikke bare er blevet smidt direkte i Dommedagsbjerget ild. Om ikke andet kunne serien godt trænge til en omsmedning, der satte universet lidt mere på spil.
Med en samlet længde svarende godt og vel til Peter Jacksons Ringenes Herre-trilogi, der mesterligt filmatiserede J. R. R. Tolkiens fantasy-bøger, virker det først og fremmest mystisk, hvor lidt fremdrift, der er at finde i Magtringene. På samme mængde tid, som de oprindelige Ringenes Herre-film fik fortalt hele det episke eventyr om hobbitten Frodo og kompagni, har Amazons serie knap nok fået etableret, hvad dens historie reelt går ud på. Bevares, en del af forklaringen skal vel findes i, at de rettigheder, Amazon har købt for svimlende 250 mio. dollars, ikke omfatter Tolkiens mere formfuldendte forlæg. Seriens manuskriptforfattere har selv måttet udfylde et hav af huller, i et forsøg på at skabe en helstøbt fortælling om, ja, magtringenes skabelse. I processen får de dog også understreget, at Magtringenes eksistensberettigelse er noget svær at få øje på.
Magtringene udspiller sig flere tusind år før handlingen i Ringenes Herre, men forsøger med velkendte karakterer som elverne Galadriel og Elrond at få engageret eksisterende Tolkien-fans i et nyt eventyr, der er sat til at spænde over flere sæsoner. Der hoppes behændigt rundt fra dværge og harfoots (en slags hobbit-forgængere) til mennesker og elvere, alt imens animerede kort fortæller, hvor vi befinder os i Midgård. Den ene gravalvorlige replik leveres efter den anden, indtil man som seer begynder at undre sig over, hvor mange fortærskede metaforer der overhovedet findes for kampen mellem det gode og det onde. Skuespillet skyder i øst og vest, alt imens de abnorme effekt-budgetter med nød og næppe får givet serien et sammenhængende udtryk. Magtringene gør kort og godt alt det, man kunne forvente af en stort opslået fantasy-serie – uden at den på noget tidspunkt imponerer.
Ja, i virkeligheden af seriens største trækplaster – at den er forbundet til Tolkiens Ringenes Herre-univers – også dens umiddelbare forbandelse. De godt 462 mio. dollars, Magtringenes første sæson angiveligt har kostet, trumfer utroligt nok hele budgettet til Jackons tre Ringenes Herre-film. Alligevel virker det som et mysterie, hvor pengene er forsvundet hen, og hvorfor det var nødvendigt at bruge dem i første omgang. Amazon-serien er mestendels blottet for såvel nerve som fortælleglæde, men fremstår i stedet som en kynisk tjekliste, der blot har til formål at bekræfte, at der altså er tale om en ny Ringenes Herre-franchise. Efter første sæson mangler Magtringene af samme grund at forklare, hvorfor man overhovedet bør hoppe med på eventyret. Som Tolkien ville sige, er det ikke alt guld, der glitrer, og ikke alle, der vandrer, som er faret vild. Tiden må dog vise, om Magtringene har styr på retningen, og om serien fortsat kan blive den guldkalv, Amazon håber på. /David Dragsted