Nyhedsanalyse

En strejke kommer sjældent alene

Ordspillet “total strejke“ på et skilt til søndagens demonstration i Paris. Julien De Rosa/AFP/Ritzau Scanpix

Vi holder øje med benzinmåleren.

“Vi“ er min familie og jeg, der er på efterårsferie i den sydfranske by Ganges. Og det er vi ikke de eneste, der gør. Fredag holder der en lang kø af biler foran tankstationen ved byens største supermarked. Dagen efter er der ingen kø. Lyset er slukket, og kun de elektroniske prisskilte blinker med fire rækker af 0-taller.

På Facebookgruppen for lokalbefolkningen spørger de lokale bilister, hvor de ellers kan finde benzin. Det har de gjort jævnligt de sidste to uger. Med lyse, slidte bygningsfacader og blågrønne skodder, et rådhus, et apotek og mange bagerier, ligner Ganges enhver udkantsville i Sydfrankrig. Situationen ved byens tankstationer udspiller sig da også i resten af landet.

“Situationen er vanskelig […] og nogle steder uudholdelig,“ vurderede premierminister Élisabeth Borne i sidste uge. I over to uger har hver tredje benzintank i Frankrig haft forsyningsproblemer. Enkelte steder har borgere taget benzindunken i egen hånd ved at overtage tankstationer og sælge deres egen benzin til overpris. For at undgå sådanne kaoslignende situationer, har andre regioner installeret sikkerhedsvagter ved deres tankstationer. Og i Nordfrankrig kører de franske bilister til Belgien for at fylde tanken op.

Manglen på benzin skyldes strejker på de franske raffinaderier. Oliemedarbejdere har med fagforeningen CGT i ryggen krævet, at oliegiganterne TotalEnergies og Esso-ExxonMobil giver deres ansatte lønstigninger, som matcher inflationen og de stigende energipriser.

De to olieselskaber har indhentet enorme overskud i kølvandet på Ruslands invasion i Ukraine, og antændt deres medarbejderes utilfredshed ved at udbetale store dividender til deres aktionærer. TotalEnergies har tilmed givet en lønstigning på 52 pct. til topchef Patrick Pouyanné. De almindelige ansatte i TotalEnergies har til sammenligning fået en lønstigning på 3,5 pct. i år. Fredag forlod fagforeningerne en forhandling med TotalEnergies, der havde tilbudt en lønstigning på syv pct. og en bonus. Det var nemlig ikke i nærheden af det lønhop på ti pct., som CGT kræver – eller på de to millioner euro, som Pouyanné kan putte i sin i forvejen lune lomme.

Oppositionen lader ikke krisen gå til spilde

“En uenighed om løn berettiger ikke til at paralysere landet,“ erklærede Élisabeth Borne sidste tirsdag, da den franske regering besluttede sig for at tvinge de vigtigste oliemedarbejdere tilbage på arbejdet på to af Esso-ExxonMobils raffinaderier i Normandiet. Oliemedarbejdernes og olieselskabernes uenighed om løn er dog ikke det eneste, der paralyserer Frankrig i disse dage.

Søndag vandrede mellem 30.000 (myndighedernes estimat) og 140.000 (arrangørernes bud) fra Place de la Nation til Place de la Bastille i Paris i en demonstration mod stigende leveomkostninger og manglende klimahandling. Tirsdag strejkede flere medarbejdere i den franske offentlige sektor, herunder lærere og ansatte i den offentlige transport og på atomkraftværkerne.

Det var venstrefløjsalliancen Nupes, der havde planlagt søndagens demonstrationenen i Paris. “Det er ikke Monsieur Mélenchons demonstration. Det er en demonstration for de mennesker, der er sultne, kolde og vil betales bedre,“ sagde lederen af det venstreorienterartiet La France insoumise, Jean-Luc Mélenchon, i den forbindelse.

De stigende leveomkostninger var også et emne under forårets præsidentvalg, men udgør nu – ifølge en undersøgelse foretaget i september – et vigtigere emne for franskmændene end både klimaforandringer, sikkerhed og immigration. “Hvorfor bor jeg i et rigt land, mens jeg selv kæmper?“ er ifølge Bruno Cautrès, forsker på Sciences Po, spørgsmålet, som de mange strejkende franskmænd stiller. Og strejkerne taler et tydeligt sprog: “Macron har ikke formået at besvare dette simple spørgsmål.“

Mélenchon kunne da heller ikke undgå at påpege “det store sammenfald“ mellem den markante demonstration, de omfattende strejker og en finanslov, der er i dødvande i det franske parlament. “Vi får en uge, som vi ikke ser magen til ret ofte,“ sagde han i en tale til de franske demonstranter. Den usædvanlige uge lader til at blive den første store sociale krise for Emmanuel Macron i hans anden periode som præsident. Og finansloven, som oppositionen allerede har meddelt, at den ikke vil stemme igennem, kan udgøre den første store politiske krise.

Budgettet brænder

Da Macron genvandt magten i april, lovede han at lægge sin top-down tilgang bag sig, til fordel for at lede landet med udgangspunkt i samarbejde og national dialog. Uden flertallet i Nationalforsamlingen – som Macron mistede til parlamentsvalget i juni – kan præsidenten dog ikke finde et flertal for finansloven. Derfor annoncerede Élisabeth Borne søndag aften endnu et planlagt indgreb fra den franske regerings side. Ifølge premierministeren vil regeringen “formentlig“ benytte den særlige paragraf 49.3 i den franske forfatning, der gør det muligt at vedtage love uden en afstemning.

Hvis mekanismen tages i brug, giver den dog også medlemmerne af oppositionen mulighed for at fremsætte et mistillidsvotum mod regeringen – hvilket prominente politikere i La France insoumise har bekræftet, at de er klar til. Der er heller ingen tvivl om, at regeringsindgrebet på olieraffinaderierne og den mulige brug af paragraf 49.3 gør den franske præsident endnu mere upopulær. Og når Macron med sin kommende pensionsreform vil hæve pensionsalderen, kaster han yderligere benzin på bålet i Frankrigs gader. /Emilie Ewald

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12