Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Da det på denne tid for seks år siden kom frem, at alle tiders største danske fodboldspiller, den ellers sympatiske Michael Laudrup, havde underskrevet en toårig cheftrænerkontrakt med Qatar-klubben Al-Rayyan, kunne vi her på Føljeton ikke lade være med at give udtryk for en vis skuffelse.
Som vi skrev dengang, så ville ingen have løftet et øjenbryn, hvis det havde været blot nogle år tidligere, men sgu ikke i 2016: ”Har han ikke læst Amnesty Internationals rapport om Qatar for 2015/2016? Alt er galt i det land – ytringsfriheden, retssystemet, indvandrerarbejderes rettigheder. Michael Laudrup forklarer sig med, at han ‘har savnet græsset under fødderne’. Hvis man leder efter græs, er Qatar ikke det første sted, man skal søge.”
Tingenes tilstand i Qatar er måske ikke blevet forværret siden dengang. Til gengæld er de grelle forhold blevet mere åbenlyse for flere – og det er godt, nu hvor fodboldverdensmesterskabet (for mænd), der som bekendt finder sted i Qatar, nærmer sig. Onsdag kom det frem, at Michael Laudrup havde takket nej til at medvirke i Ekstra Bladets Qatar-kritiske podcast Blodbold. I sin skriftlige begrundelse til avisen svarer han, at hans holdning til at arbejde som træner i Qatar er den samme i dag, som den var dengang, han gjorde det.
Netop som man skulle til at trække ‘Jamen, er du idiot?’-kortet, uddyber Laudrup, at hans beslutning handler om dobbeltmoral: ”Så længe dansk erhvervsliv gør forretninger i et land, og den danske regering anerkender og samarbejder med selv samme land, mener jeg ikke, at andre grupper i det danske samfund skal kritiseres eller endda udskammes for at gøre det samme. Alt andet vil i mine øjne være rent hykleri.”
Og det kan der jo være noget om. Michelino, som Laudrup blev kaldt, da han spillede for Juventus 1985-89, har fundet en lille argumentatorisk kattelem, som gør, at han mener, han kan tillade sig at stå nøjagtig samme sted, som han gjorde, da han tog trænerjobbet for seks år siden, selv om han måske (forhåbentlig) overordnet set er af den opfattelse, at Qatar har et lortestyre, der ikke regner menneskeliv for noget.
Det er lige før, man har lyst til at lade Mister slippe. Alle andre er hyklere, derfor har jeg også valgt at være det. Men bare fordi regeringen og erhvervslivet i ens land handler på en bestemt måde, fratager det ikke en ansvaret for at tænke selv. Når vi har højere forventninger til dig, Michael, og stiller større krav, er det, fordi du er en nationalhelt, og det ved du godt. Men det har det kommunikationsbureau, som du formentlig har konsulteret for at finde den rette balance i dit skriftlige svar til Ekstra Bladet, åbenbart glemt. De forventninger kan folk så pakke væk. Æv.
Kedelige pensionister
Når vi nu er i den her boldgade, er der andre former for samarbejde, som er værre. Storbritanniens forsvarsministerium oplyser, at det er lykkedes Folkerepublikken Kina at rekruttere 30 pensionerede piloter fra det britiske militær til at træne piloter fra Folkets Befrielseshær. Som The New York Times formulerer det (betalingsmur), er det en praksis, der kan true Englands nationale sikkerhed. Hvorfor gør de det så, de engelske piloter? Af samme årsag som Michael Laudrup tog arbejde i Qatar: ussel mammon. Kontrakterne er angiveligt på to mio. kr. om året. Og så krydser piloterne nok fingre for, at kineserne ikke bruger de færdigheder, de lærer dem, til noget. Storbritannien arbejder på at gøre de pensionerede piloters arbejde ulovligt.
Hvad der nærmest er værre er, at pensionerede amerikanske officerer i bunkevis – mere end 500 – herunder adskillige generaler og admiraler, siden 2015 har arbejdet for betænkelige udenlandske regeringer. Det er Washington Post, der har gravet historien frem, og et af de grelleste eksempler er, at Saudi-Arabien har eller har haft 15 tidligere generaler og admiraler på lønningslisten. Det er en kedelig tendens. Alle de her amerikanske officerer og britiske piloter og Michael Laudrup… de giver det at være pensionist en lidt kedelig klang. /Oliver Stilling