Interview

Lad os følge i æslets fodspor

Ritzau Scanpix

Kroppen er helt hvid og er halvt mulddyr, halvt æsel. På hver sin side er der vinger. I nogle repræsentationer er den næsten så skinnende hvid, at dyret mest af alt ligner en pegasus i dets afbildning. Men halen er smaragdgrøn og af påfuglefjer, og hovedet er en kvindes. Ofte portrætteres hun, gudinden, med langt mørkt hår og en smuk hovedbeklædning af guld. Hun er en buraq, et mytisk væsen, der i islamisk tro førte profeten Mohammed på hans natrejse til himlen.

 

Är jag kvinna eller monster, myt eller materia

 

Med sin æselkrop og sit kvindelige ansigt bliver buraqen et af de mange væsener, som hovedkarakteren i Athena Farrokhzads seneste værk Åsnans år, der udkom i sensommeren i år på svenske Albert Bonniers Forlag, søger mod for at forstå sig selv og verden. Farrokhzads digte er fulde af dyr, af myter, af fabler og eventyrlige historier, der hvirvler sig ind og ud af fortællingen om en kvinde, en mor, der i sit “æslens år“ skal forsøge at bearbejde en sorg, opdrage sit barn, arbejde og være i live. Men det er ikke den smukke og magiske buraq, der fører hende igennem. Hun søger mod det lydige æsel, som både indtager rollen som det, nogle moderne mennesker ville kalde hendes spirit animal, men som pakdyr også kan bære hende igennem sorgen og smerten af det levede liv.

“Jeg blev fuldstændig besat af æslet som figur, og så skrev jeg virkelig hurtigt og meget intensivt,“ fortæller Athena Farrokhzad lidt søvnigt og med let hæs stemme over en Zoom-forbindelse, da Føljeton fanger hende til en snak. Og man forstår hendes besættelse. For hvis man først begynder at tænke over det, dukker der pludselig æsler op overalt.

De lægger vej igennem utallige i religiøse fortællinger, i de moraliserende fabler – både Æsops og Fontaines – og igen og igen dukker de op i sproget. Det var fx Shakespeare, der populariserede brugen af “ass“, som et æsel hedder på engelsk, til at beskrive et fjols eller et fæ, og i Åsnans år undersøger Athena Farrokhzad æslets kulturhistorie og optrevler, hvordan det flittige, stædige dyr evindeligt er blevet tildelt status som samfundets nederste.

“Det bygger på en tanke om æsler som ‘dyreverdenens proletar’, som jeg skriver i værket. At jeg fandt den her analogi mellem æslet og arbejderen så slående og interessant. Og der mener jeg ikke bare, at æslet arbejder præcis ligesom arbejderklassen, men at det også findes rundtom selve arbejdet, og i udnyttelsen af æslet findes der en såkaldt ideologiproduktion, som handler om, at æslerne er dumme eller langsomme, at det ligesom er idiotisk.“

“Æsel betyder ‘idiot’ overalt i hele verden. Det er der i relationen mellem ideologi og materialitet, altså mellem base og overbygning, som for mig blev en meget interessant analogi på proletariatet. Den som igennem sproget erklæres dum for at kunne udnyttes.“

 

Bærende arbejde  

Det var slet ikke meningen, at Åsnans år skulle ende med at være så fuld af fabler, fortæller Farrokhzad. Erkendelsen af at hun havde skrevet en slags moderne fabelsamling kom først senere. Der var noget i fablens allegoriske natur, som var dragende. Fablen er jo en virkelig skør og underlig genre, der i sin grundessens er ret barnlig, for “at fortælle forskellige mærkelige fortællinger om dyr, der gør mærkelige ting og samtidig forsøge at formidle moralske lektier, det er jo noget, man gør for børn,“ fortæller hun.

Og ligesom hos den gamle Æsop formidler Farrokhzads moderne fabler også en samfundskritik. Som i fortællingerne om det udholdende æsel, der altid dømmes til at blive udnyttet, fordi “det kan holde til det“, bliver “moralen“ i Farrokhzads fabler en gennemgående arbejdskritik. Om lønudnyttelse af arbejdskraft i klassesamfundet, den positionering det medfører på arbejdsmarkedet, men også mentalt, og om det reproduktive arbejde.

“Det er en bog om at bære, at gøre arbejdet og bære civilisation gennem sit arbejde. Men også i kulturhistorien har det at bære ofte været projiceret på æslet, på arbejderen, på kvinden. I en eksilkontekst er den, der bærer, den, der bærer historien, traditionen og arven, som skal gives videre til børnene. Men mere end noget andet handler den om at bære sorgen, en af de tungeste laster, som man først skal bære i mødet med døden.“

 

Åh djurvärldens proletär 

hur många gånger din vikt har du burit 

Allt mervärde du ger upphov till 

och allt löje du får i gengäld 

När piskan inte viner dinglar moroten

som en ouppnåelig belöning

och hästens jämlike blir du aldrig 

Vilket öde för et kreatur

Jag kan ta dina korgar nu  

 

Langsom traver vi med æslet igennem historien, vægtet med tunge kurve og laster. Hun er den evige migrant, som Farrokhzad påpeger, i sorgen af altid at være på vej og aldrig nå frem. Den sorg, der karakteriserer eksil og diasporaen. Hun er længst nede på rangstien og hører sig selv omtalt som uvidende, og i sin udholdenhed bliver hun medskyldig i sin egen undertrykkelse. Med gulerødder og guldpiske belønnes hun for sit arbejde og går til skomageren for at få nye hestesko, så hun kan blive ved.

Men sammen med de andre dyr i bogen, ved æslet godt, hvor hun står. At hun fx aldrig bliver lige så meget værd som en hest eller en zebra, uanset om hun får malet striber på. Og sammen prøver dyrene at indgå i en koalition med formålet at frigøre sig for menneskene, og selvom det slår fejl mellem de mange dyrearter, så er den skøre koalition Farrokhzads måde at indskrive en økokritik i sit værk.

Og det er netop, hvad der gør Åsnans år til en så strålende læseoplevelse. At der i de mange allegoriske fabler og med æselfiguren bliver udtalt en magtkritik, en arbejdskritik, en økokritik og en samfundskritik igennem skæve fortællinger og barnlige historier om dyr. Eller til den racisme som æslet oplever, og hvor jeget får at vide af sin bedstemor, at hun må lukke sine store æselører.

 

Om du hör hästar prata om åsnor, manade hon / drar du öronen åt dig direkt

 

“Det handler eksplicit om vores værdi – hvordan er forskellige liv værdsat, og hvordan kroppe og emner er forskellige i et samfund. Ligesom med æslet, der er mindre værd end hesten, men æslet synes samtidig, at grisen er snavset. Der er en klar sammenhæng om racisme og race, og det hierarki, der kategoriserer, hvem værdisættes højt oppe, og hvem der er langt nede. Det er de ting, som jeget som mor i bogen prøver at sige til barnet, som også bedstemoren har sagt til hende, der skal fungere som en slags måske imod historie eller motiv i en verden, der værdsætter brune piger eller æsler,“ siger Farrokhzad.

At være i selskab med æslerne i Farrokhzads værk er at forstå, hvilken revolutionær kraft disse standhaftige dyr indeholder. For enten kan vi blive ved idéen om det dygtige æsel, der bider tingene i sig og ikke siger fra, men bare arbejder sig selv ihjel. Eller vi kan bide fra os og sige “fuck arbejde“ og være som “æsler, der sniger rundt om natten med tændstikker og forsøger at sabotere alting og at brænde alting itu for at afskaffe det materielle grundlag for arbejdet“. Du vælger selv. /Astrid Plum

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12