Nyhedsanalysen
fw - mandag
Er man bare den mindste smule anglofil, skal vi ellers vi lige love for, at ugen har været hæsblæsende. Liz Truss’ spektakulære deroute har været her, dér og allevegne, og selvsagt også fundet vej til Føljetons spalter. Mandag gennemgik jeg – David Dragsted, nice to meet you – hvordan Truss havde jokket godt og grundigt i salaten med sine hasarderede skattelettelser, der har truet med at kuldsejle den britiske økonomi. Selvom Truss havde forsøgt at bruge den nu tidligere finansminister Kwasi Kwarteng som lynafleder, tydede alt på, at hendes tid som premierminister ville blive yderst kortlivet – hvilket senere på ugen skulle vise sig at holde stik.
En politiker, der ikke har tænkt sig at forlade magten lige foreløbigt, er til gengæld Kinas præsident Xi Jinping. I anledning af det kommunistiske styres 21. partikongres tog Oliver Stilling os i en ‘Kære læser’ igennem Xi’s syn på Kinas tilstand. Ikke overraskende mener præsidenten, at kineserne intet har at klage over, selvom virkeligheden vist må siges at være en anden. Hvorfor vil Kina eksempelvis ikke offentliggøre, hvad landets bnp-tal var for tredje kvartal? Måske giver det god mening, at Xi Jinpings magt angiveligt bliver udfordret som aldrig før bag kulisserne.