Olafur Eliasson i Qatar

Et sted inde på hjemmesiden ILoveQatar.net ligger der et foto i en lav opløsning. På billedet ser man en midaldrende kvinde i hvid skjorte og stribede bukser, som tilsyneladende er stoppet op under nogle store kunstdimser for at tage et foto med sin mobiltelefon. Hun har solbriller på, for solen er skarp ude i Qatars ørkenlandskab. Til højre for hende ser man en kvinde mere. Hun er klædt helt i sort og bærer tørklæde. At dømme på hendes højre fods placering bevæger hun sig i rask gang fremad.

Selv om fotoet er gnidret, kan man se, at kvinden i sort smiler til en mandlig skikkelse med gråsprængt fuldskæg, Indiana Jones-hat og løse, ørkenfarvede gevandter helt ude i kanten af billedet. Solens stråler spiller i folderne på hans bukser. Rundt om dem ser man tre-fire mænd i hvide kandura-klæder med skjortekraver. Over dem er der et stort spejl.

Glem den kvindelige turist med de strivrede bukser. Herren er Olafur Eliasson, den dansk-islandske kunster, som danske medier i mange år så sig nødsaget til konsekvent at omtale som “verdensberømt“, fordi han ikke var kendt af den brede offentlighed herhjemme, mens han faktisk var en kæmpestjerne internationalt. Kvinden i sort er sheikha Al Mayassa bint Hamad bin Khalifa Al Thani, lillesøster til Qatars herskende emir, sheikh Tamim bin Hamad Al Thani, som er fjerde søn af sheikh Hamad bin Khalifa bin Hamad bin Abdullah bin Jassim bin Mohammed Al Thani, der tog magten fra sin far ved at ublodigt putsch i 1995.

Sheikhaen, der er 39 år, er kunstinteresseret – dybt kunstinteresseret. Hun er bestyrelsesformand for Qatar Museerne og indkøber angiveligt kunst til Qatar for en mia. dollars om året. Hun er veluddannet, virker kosmopolitisk og er selv rig som et ondt år. På hendes vagt har Qatar erhvervet sig værker af Cezanne, Rothko, Warhol, Lichtenstein, Bacon osv.

Det er jo meget godt alt sammen. Men Qatar er jo Qatar, ikke? Qatar, der behandler sine migrantarbejdere som lort, og som foretager tilfældige arrestationer af homoseksuelle og andre folk fra LGBTQIA+-paletten, fordi styret ikke tåler synet af dem.

Money talks

Olafur Eliasson er en ekstremt succesrig kunstner. Han har et gigantisk atelier i fire etager i Berlin, som mest af alt minder om en fabrik – nogle gange med op imod 100 medarbejdere. Men Eliasson er også drevet af nogle gode sunde moralske værdier, det giver han i hvert fald udtryk for, og i den klasse af kunstnere, som han tilhører, er han måske den, der er mest politisk korrekt. Han er imod racisme, går ind for mangfoldighed, og han er meget optaget af klimakrisen. Hvordan i alverden er han så endt i den mundering i Qatars ørken her lige op til, at verdensmesterskabet i fodbold for herrer står for døren?

Helt formelt er Eliasson i Qatar, fordi sheikhaen har inviteret ham og to andre internationalt renommerede kunstnere, Simone Fattal og Ernesto Neto, til at skabe nogle store offentlige kunstværker ude i ørkenen. Det er der kommet noget meget Olafur Eliasson-agtigt og oplevelsesorienteret ud af – store cirkler i stål og glas og spejle, som reflekterer betragteren, “der ser sig selv sanse“, som kunstneren nok ville formulere det.

Burde han have takket nej? Ud fra en etisk betragning: Ja, selvfølgelig. Men den internationale kunstverden er fedtet fuldstændig ind i dubiøse pengestrømme, og der har været en tendens til, at man lukkede øjnene for, hvem der kom med de likvide midler, hvis der var nok af dem.

Olafur Eliasson er ikke den første kendte kunstner, der har hugget en hæl og klippet en tå for at få tingene til at gå op. Rækken er jo endeløs. Den 20 år ældre billedhugger Bjørn Nørgaard har i mange år været gæsteprofessor på kunstakademiet Central Academy of Fine Arts (CAFA) i Beijing. Bidrager man til at blåstemple en autoritær stat? Eller er man med til at trække det undertrykkende samfund i en mere demokratisk retning ved sin blotte tilstedeværelse? Det er nemt at overbevise sig selv om det sidste, når man kan se, hvad det giver en af muligheder. Men er det ikke, fordi det er bekvemt?

I et interview om de danske kunstfondes betydning udtalte den svenske kunstner Ingvar Cronhammar (1947-2021) i 2o19, at man “som kunstner [er] enormt afhængig af, at nogen tilsmiler en med begejstring og økonomiske midler“. Cronhammar talte her om fondsmidler, men det samme gælder jo for den private mæcen. Der er ingen tvivl om, at sheikha Al Mayassa bint Hamad bin Khalifa Al Thani er begejstret for kunst og har penge.

Olafur Eliasson er en kvik fyr, og det kommer nok ikke bag på ham, at der kunne komme kritik. “For mig har det at arbejde i Qatar betydet, at jeg er trådt ind i en sammenhæng, hvor jeg er blevet stillet over for værdier, som adskiller sig fra mine egne – i nogle tilfælde radikalt. Jeg tror urokkeligt på alles ret til at udtrykke sig frit, i særdeleshed når det handler om køn og seksuel orientering, og jeg tror fast på at overholde menneskerettighederne, som de er defineret af FN. Når jeg deltager i et fagligt samarbejde i en sammenhæng som i Qatar, er jeg som en udenforstående og som europæer påpasselig med, hvordan jeg bedst kan understøtte disse værdier.“

Det lyder desværre lidt som en omgang bullshit. Money talks. /Oliver Stilling