Nyhedsanalysen
Valgkort
Reaktionerne på Socialdemokratiets udspil ‘Bedre vilkår – bedre velfærd’ er tikket ind fra de blå partier. Jakob Ellemann-Jensen (V) kalder udspillet om løn og arbejdsvilkår for valgflæsk og et angreb mod den danske model. Et synspunkt som både Konservative, Danmarksdemokraterne og Moderaterne er enige i.
Med en vegetarburger på bordet til en pressebriefing i Kødbyen, præsenterede Lars Løkke Rasmussen (M) onsdag eftermiddag Moderaternes nye klimaudspil. Partiet vil – trods tidligere udmeldinger – indføre en CO2-afgift på hele landbrugserhvervet. Derudover foreslog partiforpersonen et klimamærke på alle fødevarer og en flyafgift på i gennemsnit 80 kr. “Det her udspil placerer ham meget tydeligt i blå blok,“ mener Socialdemokratiets Ida Auken.
“Vi synes, at det er helt uacceptabelt, at syge mennesker går rundt i vores land uden mulighed for at betale for den medicin, de har behov for,“ siger Mai Villadsen (Ø). Partiet foreslår torsdag at gøre receptpligtig medicin gratis for alle. Det vil koste omkring 4,25 mia. kr. årligt og skal finansieres ved at ændre beskatning af kapital- og aktieindkomst.
Socialistisk Folkeparti har også trukket penge op af lommen fra morgenstunden. Finans- og IT-ordfører Lisbeth Bech-Nielsen (SF) fortæller til Politiken, at partiet vil kompensere kommunerne, der har brugt mange millioner på arbejdet med at skifte NemID ud med MitID.
Tre forskere på Københavns Universitet slår nu fuldstændig fast, at der eksisterer et kønsbias i dansk politik. De har gennemgået ti millioner kommentarer på det sociale medie Reddit og finder, at negative fordomme og nedladende kommentarer i højere grad er rettet mod kvindelige politikere end mandlige politikere på sociale medier.