Pool New/Reuters/Ritzau Scanpix
Noget af det mest triste ved klimakrisen er, hvordan dens næsten uoverskuelige konsekvenser har en tendens til at forvrænge proportionssansen. I takt med at flere og flere beregninger – og konkrete vejrfænomener – maler fremtiden stadig mere mørk, truer apatien samtidig med at bremse den nødvendige, omgående respons. Detaljerytteriet vil ingen ende tage, når først vigtige løsningsforslag som nye CO2-afgifter og vindemølleparker kommer på bordet. Der skal ikke lige bygges dér, sådan som lige dén afgift er strikket sammen risikerer altså at ramme forkert; måske skal vi lige tage en dyb indåndning først. Problemet reelle omfang risikerer – paradoksalt nok – at føre til både handlingslammelse og misforståede prioriteringer.
Netop sidstnævnte dilemma formåede en klimaaktivist meget effektivt at få italesat torsdag, da han sammen med en medsammensvoren lavede et optrin på museet Mauritshuis i Haag. En hånd blev limet fast til væggen, et hoved til glasset, der beskytter Johannes Vermeers Pige med perleørering (1665), og så havde vi ellers ramaskriget blandt de øvrige museumsbesøgende – hvilket netop var, hvad aktivisten håbede på. “Hvordan føles det, når I ser noget smukt og uvurderligt tilsyneladende blive ødelagt foran jeres blotte øjne? Føler I jer forargede? Godt. Hvor er så den følelse, når I ser kloden blive ødelagt foran jeres blotte øjne?“ lød den retoriske klima-stikpille.
Få dage forinden havde et lignende optrin udspillet sig på Museum Barberini i Potsdam, hvor Claude Monets maleri Meules (1890) – der ligeledes var beskyttet af glas – fik smurt kartoffelmos udover sig. Også her valgte den ansvarlige aktivist at spille på forargelsen: “Vi er midt i en klimakatastrofe, og alt, hvad I er bange for, er tomatsuppe eller kartoffelmos på et maleri. Jeg er bange, fordi videnskaben fortæller os, at vi ikke vil være i stand til at skaffe mad til vores familier i 2050 […] Maleriet her vil ikke være noget værd, hvis vi alle slås om mad.“ Mødt af den manglende vilje til at redde kloden, må man jo tage det helt tunge billedsprog i brug.
Af gode grunde har de mange nylige klimaaktivistiske “angreb“ på verdensberømte malerier – der alle har haft det tilfælles, at de har været beskyttet af glas – skabt en hel del virak. Kritiske røster pointerer, at malerierne er nogle mærkværdig skydeskiver, når nu det er klimaet, man ønsker at fokus på. Andre svarer igen, at kunstverdenen med al dens “artwashing“ om noget er fedtet ind i olieselskabers forsøg på at fjerne fokus fra egne klimasynder. Selve kunstværkerne er muligvis uskyldige (hvorfor klimaaktivisterne også gør en stor pointe i ikke at beskadige dem), men det er den omkransende milliardindustri ingenlunde. Det er rammerne, aktivisterne har et problem med, både i bogstavelig og overført betydning.
Dermed ikke sagt, at den forargelse, man umiddelbart føler, når Pige med perleøreringe pludselig står for skud, ikke også giver mening. Af alle de ting, man kan gøre for at sætte fokus på klimakrisen, kan det godt virke som en uheldig konfliktoptrapning, sådan at gøre museerne til en grøn kampzone. Men som Andreas Malm, lektor i Human Ecology ved Lunds Universitet, skriver i den lige dele provokerende og tankevækkende Sådan springer man en rørledning i luften (som vi tidligere har anmeldt i Føljeton), gælder det netop om at tænke kreativt, når alle de gængse protestformer mødes med ligegyldighed:
“Vi laver vores veganske mad og holder vores forsamlinger. Vi marcherer, vi blokerer, vi laver teater, vi overrækker lister med krav til ministre, vi fastlåser os, og vi marcherer også næste dag. Vi er stadig fuldstændig og upåklageligt fredelige […] Og alting fortsætter, som det plejer. Ved hvilket punkt eskalerer vi? Hvornår konkluderer vi, at det er tid til at prøve noget anderledes?“
På ét meget afgørende parameter må museums-aktivismen siges at have båret frugt: Den har rent faktisk ført til massiv omtale, og til diverse diskussioner af, hvordan man bedst sætter fokus på klimakrisen. Og når man ikke ønsker at købe lyssky omtale i ’Go’ morgen Danmark’ eller har midlerne til at lave en Elon Musk, og simpelthen erhverve Twitter, må det vel være det bedste man kan håbe på. Som den nye britiske premierminister Rishi Sunaks afbud til COP27-klimatopmødet eksempelvis illustrerer, er den politiske nedprioritering af klimaet stadig slående. Og som EU’s forbud mod salg af diesel- og benzinbiler fra 2035 omvendt viser, kan insisterende protester fortsat skabe reel forandring. Der skal kort sagt ikke grædes over spildt kartoffelmos, men over de spildte muligheder for at komme kloden til undsætning. /David Dragsted