Bikubenfonden/Kunsthal Charlottenborg
En formiddag går jeg til Charlottenborgs ‘Kaffeklub nr. 7’. I anledning af folketingsvalget er det et “kulturpolitisk topmøde“, som er på programmet, og det er lykkedes Kunsthal Charlottenborg og arrangementets sponsor, Bikubenfonden, at tromme nogle ret gode navne sammen og fordele dem i to paneler med Lene Johansen som moderator. Det er tilløbsstykke. Kl. 8.20 er det store lokale oven for Charlottenborgs trappe helt fyldt med mennesker. Cirka tre fjerdedele ser ud til at være kvinder i 30’erne og 40’erne. Det er svært at forestille sig, at der sidder nogen, som ikke interesserer sig for kultur.
Oppe foran scenen og ude i siderne er der en del bevægelse. Ikke sindsbevægelse, men fysisk bevægelse. Venstres kulturordfører Jan E. Jørgensen, der hedder det samme som sin kone, Jane Jørgensen, går frem og tilbage ved indgangen til det tilstødende rum til venstre.
Om lidt, når han får ordet for første gang oppe på scenen, vil han sige, at han “er starstruck“, og at det er derfor, han lige har taget en selfie med de andre paneldeltagere i baggrunden. Men hvem er det, der gør ham starstruck? Er det Jon Stephensen fra Moderaterne, som sidder ved siden af ham? Er det kunstneren Jeanette Ehlers, som sidder i den anden ende? Nej, det må være filminstruktøren Susanne Bier.
Til den anden side i salen står Poul Erik Tøjner, direktør for Louisiana siden 2000, bestyrelsesformand for Gyldendal og en af dansk kulturlivs tre-fire mest magtfulde personer. Et par kulturaktører står omkring ham og udstråler ærefrygt. Han har en kridhvid skjorte på, og når han om lidt sidder i sin stol oppe på scenen, vil han på Lene Johansens opfordring give sit bud på, hvad der er vores mest presserende problemer. Det er klimaet, krig i Europa og voksende social ulighed, siger han, mens han smøger sine hvide ærmer op som for at signalere, at nu skal der handles. De andre i panelet vil sige nogenlunde det samme.
Poul Erik Tøjner er den eneste person i lokalet (her er vel omkring 75 mennesker) som har sin pullover liggende hen over skuldrene og ærmerne bundet sammen på maven. Det er et særligt segment i en særlig generation, der bærer sin sweater sådan: De 60- til 82-årige. Det er udbredt blandt mandlige Louisiana-gæster. Kunstneren Per Arnoldi har gjort det, siden han var 50 (cirka). Hvis man er ældre end 82, tager man aldrig sin pullover af, for så kan man få lungebetændelse. Hvis man er yngre end 60, følger man andre strategier.
På en af de forreste rækker sidder Politikens kunstanmelder Mathias Kryger. Som altid har han sin sorte kasket trukket godt ned i panden. Han kan næppe se loftet for skyggen, medmindre han lægger hovedet langt tilbage. Det må være ligesom at stå på Operaens øverste etage og kigge ind over Københavns Havn under Henning Larsens frit svævende tag; man kan ikke se himlen over Amalieparken for det udhæng. Et andet sted på en af de forreste rækker ses den tidligere bankmand Søren Kaare-Andersen, den danske fondsverdens svar på Russell Crowe. Googler man hans navn, foreslår Google selv ”Roskilde Bank”, inden man har nået at skrive ”-Andersen”. Men han er direktør for Bikubenfonden og vel, når det kommer til stykket, lige så magtfuld som den jævnaldrende Tøjner.
Teatermanden Jon Stephensen er et år eller to yngre, men ikke tilnærmelsesvis så magtfuld, slet ikke efter at han tidligere i år blev fyret fra sit job som direktør for Aveny-T af teatrets bestyrelsesformand Henning Dyremose. Stephensen sidder med i det første panel som repræsentant for Lars Løkke Rasmussens svært afkodelige politiske projekt, Moderaterne. Det er en smule akavet, at han er her. Det er kun 20 timer siden, at nyhedsmediet Frihedsbrevet kunne dokumentere, at Stephensen var villig til at omgå loven og tage imod 50.000 kr. i støtte fra en person, der foregav at ville donere pengene mod at være anonym. Da Frihedsbrevet bagefter konfronterede Stephensen med det hemmelige lydoptagelser, forklarede han sig med, at hans reaktion i telefonen bare havde været fis og ballade. At han havde spillet med for sjov.
Absurd forsøg på splittelse
Om lidt går det første panel på scenen, men inden da holder Kunsthal Charlottenborgs direktør, Michael Thouber, en velkomsttale. Det er en god tale. Han minder om, at det danske samfund de næste 10 år står over for store omvæltninger. Krig i Europa, forsyningskrise, flygtninge- og klimakrise. Og derfor er der brug for “en kulturforandring“. Thouber nævner Danmarksdemokraternes stifter, den rigsretsdømte Inger Støjberg og hendes åbenlyse forsøg på at skabe en modsætning mellem “folket“ og “eliten“ og land og by.
“Men vi skal ikke længere tilbage end sidste valgkamp for tre år siden, hvor det var fremtrædende socialdemokrater, der kom med samme synspunkter og talte om ‘mindre ballet, mere banko, mindre kunst, mere håndbold’,“ siger Thouber. “Jeg synes det er sørgeligt, at fremtrædende politikere forsøger at skabe splid i befolkningen på den måde. Splid mellem land og by – og mellem folk, der interesserer sig for kunst og kultur og folk, der interesserer sig for noget andet. De fleste i kunstmiljøet kommer – som jeg selv – fra provinsen, så at forsøge at bruge kunsten til at skabe splid mellem hovedstaden og provinsen er absurd.“
Offentligt og kommunalt ansatte kunsthals- og museumsdirektører, der bruge deres stemme i samfundsdebatten, som Thouber bruger sin, hænger ikke på træerne.
En bombe
Deltagerne i de to paneler er optaget af, at kunsten skal være fri, at den ikke skal spændes for en vogn. Der tales om “kunst for kunstens egen skyld“, og Jan E. Jørgensen får sagt, at “politisk kunst er jo pr. definition røvkedelig“.
I Bikubenfondens opsummering af paneldebatterne, som dagen efter ligger klar i et ultrakort LinkedIn- og Instagram-venligt videoformat, er halvanden times debat skåret ned til en række oneliners. Filminstruktøren Susanne Bier, hende med Den eneste ene og Bird Box, kunne godt tænke sig at “smide en bombe“ ind i den gængse opfattelse af, hvornår noget er folkeligt, og hvornår noget er kunst. For Poul Erik Tøjner er kultur “lige så fundamentalt“ som skoler og uddannelse. “Kunsten skal leve sit eget liv,“ siger Jon Stephensen,“det er ikke politikernes opgave at definere kunsten“. Jeanette Ehlers er “fuldstændig enig i, at der skal meget mere kunst ind i folkeskolen“.
Flere paneldeltagere berører den store mistrivsel, som undersøgelse på undersøgelse viser findes blandt unge mennesker. “Jeg vil gerne hæfte mig ved drømmene,“ siger Signe Wehl Brink, leder af Art & Activism på Roskilde Festival, og peger på, at mange unge er tynget af de forhåndenværende samfundskriser og ikke kan visualisere en fremtid for sig selv: “Hvis man er et samfund, hvor drømmene ikke har fået plads, og hvor vi ikke har kunnet dyrke utopierne og det sanselige sammen, så er der tørt, og så er der tørke,“ siger hun.
Alternativets leder, Franciska Rosenkilde, siger meget Alternativet-agtigt, at det må være på tide at stoppe med at vækste; at Danmark bør fokusere på at blive et lykkeligere samfund i stedet for et rigere samfund. Hvad det angår, lader Rosenkilde til at være på bølgelængde med mange her – både blandt publikum og flere af de andre i panelet. Her sidder også saxofonisten og forfatteren Benjamin Koppel og teaterinstruktøren Elisa Kragerup.
En fra de finere saloner
Det samme kan man ikke sige om hendes sidekammerat, Ida Auken, der har været hovedstadsordfører for Socialdemokratiet, hendes tredje parti på under ni år. Det er nemlig ikke nødvendigvis kulturlivets oplevelse, at Mette Frederiksens socialdemokratiske etpartiregering er deres ven. Det var netop Socialdemokratiets bagstræberiske håndboldhalskurs på kulturområdet, som Michael Thouber hentydede til i sin tale.
Ida Auken bruger en del kræfter på at tale sit partis politik op, men i dette forum taler hun for døve øren. Hun siger, at hun forsøger at svare så konkret som muligt, “fordi der er ikke noget nemmere for mig end at sidde her og drømme, og så går jeg herfra, og hvad var det egentlig, vi kunne gøre anderledes? Så jeg tror, man skal blive konkret. Det er jo det, vi har forsøgt at gøre – og vil fortsætte – på grøn omstilling, på ligestilling, på at få kulturen ud til børn og unge, få den ud i hele landet, huskunstnerordningen har vi jo løftet, det kunne også være rigtig spændende at få flere kommuner til at …“ (her afbryder Lene Johansen Ida Auken med et spørgsmål).
Mens Auken taler, sidder der grangiveligt folk ude i salen og spekulerer på, hvem hendes vælgere mon er. Hun fik 21.723 personlige stemmer ved folketingsvalget i 2019, men dengang stillede hun jo op for Radikale Venstre.
Auken får på et tidspunkt i sin talestrøm nævnt, at hun er teolog, og på et andet tidspunkt, at hun i en og samme uge har været til både fodboldkamp med FCK og koncert med Peter Sommer, underforstået at hun slet ikke tilhører den elite i “de finere saloner i København“, som Inger Støjberg gjorde hende til i en kronik i Berlingske sidste september. Set nede fra salen lyder dele af Ida Aukens monolog som en indre kamp, og de andre paneldeltagere anklager hende da heller ikke for personligt at være kulturfjendsk. I denne sammenhæng er det ikke hende, men hendes parti, den er gal med.
Under paneldebatterne har det en gang eller to været oppe at vende, at morgenens publikum ser meget homogent ud. Det er tilfældigvis Ida Auken, der får det sidste ord. Hun vælger at bruge det til at komme med en opfordring til alle i salen: “Husk at gå ud og mød nogen, der ikke ligner jer selv,“ siger hun, mens hun læner sig frem i stolen og slår ud med armene, som om hun kaster en besværgelse over forsamlingen – “for det tror jeg vil gavne vores samfund rigtig, rigtig meget.“ /Oliver Stilling