Stefan Rousseau/Reuters/Ritzau Scanpix
Mens vi stadig er langt fra at bremse de globale temperaturstigninger ved 1,5 grader celsius, kræver verdens fattigste lande nu kompensation fra alle os, der er allermest ansvarlige for klimakrisen: Danmark udleder alene fem gange så meget CO2 som Kenya, Somalia og Etiopien tilsammen og er skyld i klimaskader for over 27 mia. kr. – et beløb, der står til at blive tredoblet inden 2050.
På det 27. FN-klimatopmøde, der søndag blev skudt i gang i den egyptiske ferieby Sharm El-Sheikh, har klimaretfærdighed mellem det globale nord og syd for første gang fået en reel plads på dagsordenen efter noget tovtrækkeri. Men selvom de over 120 verdensledere over de næste to uger skal forsøge at blive enige om en regning for et historisk højt udslip, er der ingen grund til at glæde sig for tidligt.
I 2009 lovede man 100 mia. dollar om året i klimafinansiering til udviklingslandene fra 2020 til 2025, men det beløb er langt fra betalt. Sidste år blokerede en række lande for netop at lande en aftale, der i stedet blev til en “dialog“, og på samme måde forventes heller ingen bindende beslutninger i år. For som altid er verden fyldt med andre og mere presserende kriser – og undskyldninger for at tøve eller slet ikke at møde op. Nogle bedre end andre.
For mange mails
Den nye britiske premierminister Rishi Sunak har lavet en kovending større end Alternativets. Først ville han ikke møde op til COP27, fordi han havde en meget lang indbakke, og fordi han først skulle have styr på økonomien derhjemme – lidt ligesom Australiens premierminister Anthony Albanese, der “ikke kan være alle steder på én gang“, og mener, at det er vigtigere at “gennemføre“ aftalerne end at lave nye.
Lige indtil den tidligere premierminister Boris Johnson meddelte, at han ville troppe op i Egypten, hvor Sunak pludselig skiftede mening. Men selvom Sunak altså i weekenden trådte ud af flyet i Sharm El-Sheikh, vil de næste to ugers ord om klimahandling fortsat være formet af valgløfter om at blokere for vindmølleprojekter, ligesom han ifølge The Guardian stadig er engageret i sin forgænger Liz Truss’ forslag om at genoptage oliefracking i Nordsøen, selvom han udadtil har sagt noget andet.
Sunak vil derfor kun være en skygge af Johnson: Da Storbritannien selv var vært på sidste års topmøde i Glasgow, kom BoJo kun til åbningsceremonien for så at tage direkte til privat middag på en men only-klub i London. På samme måde er Sunaks tilstedeværelse mest af symbolsk, for spørgsmålene står stadig i kø om, hvad han egentlig selv mener om klimaet – og hvad der skyldes pres fra baglandet.
Ikke et sted for de kongelige
Mens nogle hylder ham for at være en grøn foregangsmand, og selvom han fredag inviterede 200 politikere til kaffe for klimaet på Buckingham Palace, skal man ikke glemme, at Storbritanniens Kong Charles III er den eneste godsejer i Skotland, der er undtaget fra landets kulstoflove, som hans afdøde mor Dronning Elizabeth II lobbyede for – og at han som en af verdens rigeste mænd i øvrigt er godt viklet ind i fossile interesser.
Kong Charles holder stædigt fast i ikke at dukke op i Egypten. Ifølge hans talspersoner skyldes fraværet, at det er for logistisk besværligt, uden at uddybe det med andet end, at Rishi Sunak først lige er blevet indsat som premierminister – og at det er vigtigt at holde fast i den beslutning, der er indgået med Downing Street. Her skulle Liz Truss i sin 45 dage korte regeringstid have bedt Kong Charles om ikke at møde op, fordi det ikke var den “rette anledning“ for en royal at begå sig i en politisk arena. Det er dog ikke uset.
Med begrænset mandat
Søndag havde vi stadig til gode at høre noget fra klimaminister Dan Jørgensen (S). Hvor han spillede en nøglerolle i Glasgow og i foråret var vært for et forberedende ministermøde, havde Danmark i weekenden ingen politisk repræsentant, da regeringsforhandlingerne stadig er i gang.
“Det tager lang tid at bygge den form for position, hvor man står centralt i forhandlingerne. Det er klart, at det kan vi ikke bygge videre på, hvis ikke vi deltager med en minister,“ lød det fra Jens Mattias Clausen, EU-programchef i Concito, inden det mandag blev bekræftet, at Dan Jørgensen altså er taget af sted. Dog med begrænset mandat, så han ifølge Klimaministeriet må “udvise tilbageholdenhed med politiske tilkendegivelser“.
Sort på klimabundlinjen
Heller ikke den svenske klimaaktivist Greta Thunberg har tænkt sig at møde op i år. Det skyldes ikke, at hun ikke har tid, men at hun mener, at COP-topmøderne har udviklet sig til et sted, man enten viser sig frem uden at gøre noget – eller helt bliver hjemme: “Det faktum, at en af verdens mest magtfulde personer ikke har tid til dette, er meget symbolsk og siger, at de måske har andre prioriteter […] Hvilket selvfølgelig kan være forståeligt, men så længe vi bruger disse undskyldninger, kommer vi ingen vegne,“ sagde hun forleden i London.
Læg dertil, at investeringsbanker JP Morgan og of Bank of America har truet med at melde sig ud af målet om nettonuludledninger i 2050, og at flere finansielle institutioner slet ikke har lagt planer for at nå dertil. At Biden-administrationen bruger næste år-argumentet og vil fokusere på “reelle“ resultater frem for at nå målene. Og at historisk mange civilsamfundsorganisationer er afskåret fra at deltage, mens egyptiske myndigheder har foretaget en ny bølge af anholdelser op til COP27, og den fængslede demokratiforkæmper Alaa Abdel Fattah er gået i sultestrejke.
Hos den højreorienterede flamske miljøminister Zuhal Demir tager man argumentet hele vejen: Hvis man siger nej til VM i Qatar, må man også sige nej til COP27 i Egypten: “[I Qatar, red.] handler det ikke om sport, og i Egypten handler det ikke om klimaet.“
Elefanten i rummet
Hverken Kinas præsident Xi Jinping eller Indiens premierminister Narendra Modi har tænkt sig at deltage på dette års klimatopmøde. Det kommer nok heller ikke som en overraskelse, at Ruslands Vladimir Putin, der på mange måder er blevet topmødets hovedperson, heller ikke er til stede. Men kan man sikre sig klimamålene uden verdens største økonomier?
Selvom Putin ikke vil møde op i lokalerne, er det stadig frygten, at angrebet på Ukraine kommer til at overskygge topmødet, som da en række vestlige diplomater i sommer måtte udvandre i protest, da Rusland deltog på et forberedende klimamøde i Tyskland – også selvom han bare skulle sende et par repræsentanter:
“2022 må ikke blive et mistet år for klimabeskyttelse,“ lød det fra den tyske udenrigsminister Annalena Baerbock, ligesom egyptiske Sameh Shoukry, der beværter konferencen, understreger, at krigen ikke må stå i vejen for klimamålene: “Det ligger i vores natur, at vi alle i Sharm el-Sheikh skal vise, at vi erkender omfanget af de udfordringer, vi står over for, og at vi er fast besluttet på at overvinde dem.“
/Emma Louise Stenholm