Lulas tilhængere på valgnatten. Carl De Souza/AFP/Ritzau Scanpix
Amazonasregnskoven – der proportionelt udgør en lige så stor del af Brasilien, som landbrugsjorden gør det herhjemme – har netop vundet præsidentvalget i Brasilien. Og valget i verdens fjerdestørste demokrati var ligeledes præget af et comeback for en tidligere statsleder. Men det er nok også der, at sammenligningerne stopper. Det ville i hvert fald være som at sammenligne en film, der lige har budgettet til at købe croissanter og flyers printet på tyndt papir med en blockbusterfilm, hvor politisk uenighed i mange tilfælde ender i et blodbad.
“Det er kun Gud, der kan fjerne mig fra posten,“ har Jair Bolsonaro messet til sine tilhængere. Men det blev 50,9 pct. af befolkningen – snarere end Guds ord – der vippede den tidligere præsident af pinden, da de i søndagens anden og afgørende runde af præsidentvalget stemte på opponenten Luiz Inácio da Silva, der var præsident i to perioder fra 2003 til 2011.
Da det tætte valg endelig var afgjort, malede den ene halvdel af Brasilien himlen rød med festfyrværkeri. Den anden og lidt mindre halvdel græd og bad til den førnævnte Gud. “Jeg vil regere for 215 mio. brasilianere og ikke kun dem, der stemte på mig. Der er ikke to Brasilien. Vi er et land, et folk, en stor nation,“ sagde Lula i sit forsøg på en forsonende tale på valgnatten. Og hele den store nation – og resten af verden – afventede Bolsonaros reaktion. Den afgående præsident har nemlig allerede på forhånd vist sig at være en rigtig dårlig taber.
“Bolsonaro har på mange måder udfordret demokratiet, mens han har været præsident. Så meget, at demokratiet er blevet et valgtema i sig selv,“ siger Marie Kolling, antropolog og seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, til Føljeton.
“Der har været en reel frygt gennem lang tid, for hvad Bolsonaro kunne finde på. Fordi han de sidste to år er kommet med gentagne udtalelser om, at man ikke kan stole på valgurnerne, at han ikke ville acceptere et valgnederlag, og endda at militæret vil stå klar til at hjælpe ham med at blive på magten.“ Bolsonaro samlede dog ikke tropperne på valgnatten. Da de sidste stemmer var talt sammen, var han angiveligt allerede gået i seng, og morgenen efter var der stadig stille fra Bolsonaros lejr. Tirsdag begyndte tavsheden at larme.
“Det er fuldstændig uvant for Brasilien, at præsidenten, der taber valget, ikke straks går ud og erkender sit nederlag. Men man forventede heller ikke, at han bare ville overgive sig. Han har faktisk formået at overraske. Fordi han plejer at være så bramfri og højtråbende, er det første gang, at man oplever, at Bolsonaro går i flyverskjul og ikke siger noget som helst,“ siger Marie Kolling.
Nogle af Bolsonaros allierede og fremtrædende politiske figurer erkendte omgående valgnederlaget: “Men der skal nok være mange tilhængere af Bolsonaro, for hvem det kun betyder noget, hvis det kommer fra Bolsonaro selv. I den politiske arena bliver det dog taget som et tegn på, at Lula bare skal trække i arbejdstøjet og forberede sig på magtoverdragelsen den 1. januar.“
Lula får dog ikke arbejdsro. I dagene efter valget har Bolsonaros tilhængere og lastbilchauffører blokeret veje ved over 300 forskellige strategiske punkter rundt omkring i landet i protest mod valgresultatet. “Det kan sagtens gå i sig selv igen, men det kan også eskalere. Det er for tidligt at sige. Bolsonaro har hældt benzin ud over hele bålet, og der skal bare én tændstik til. Men nu må vi se, om han tænder den,“ vurderer Marie Kolling.
Ude grønt, hjemme rødt
“Den største vinder er Brasiliens demokrati, fordi valget var retfærdigt og transparent. En anden stor vinder er verdens klima,“ udtalte den tyske udenrigsminister Annalena Baerbock som en del af det kor af internationale statsledere, der straks lykønskede Lula med sejren. “Brasilien er klar til at genoptage sin ledende rolle i kampen mod klimakrisen. I vores regering var vi i stand til at reducere skovrydning i Amazonas med 80 pct. Nu skal vi kæmpe for nettonul-skovrydning,“ skrev Lula på Twitter.
“Lulas klimapolitik adskiller sig først og fremmest fra Bolsonaros ved, at Lula har en klimapolitik. Han tager klimaforandringer alvorligt og vil gerne have Brasilien tilbage til forhandlingsbordet,“ siger Marie Kolling.
Da Bolsonaro blev præsident ville han dog ikke have, at Brasilien skulle være vært for FN’s klimatopmøde: “Bolsonaro et stort oprydningsarbejde for Lula, men Lula signalerer, at han ville sætte ind for at reducere skovrydningen. Det lykkedes i samarbejde med hans miljøminister i 00’erne, og derfor er der en forventning om, at han reelt vil gøre noget. Og det er også spændende at se, om han vil bringe sin tidligere meget visionære miljøminister tilbage.“
Men selvom forskere døbte præsidentvalget i Brasilien som et skæbnevalg for planeten, og flere internationale medier har hyldet Lulas valgsejr som en sejr for klimaet, vurderer Marie Kolling ikke, at regnskoven har været en del af den nationale dagsordenen. For selvom det internationale publikum klapper i hænderne, er det i højere grad Lulas sociale politik, der har trukket stemmer på hjemmebanen.
“Hvis Lula vil være en populær præsident handler det primært om at forbedre forholdene på hjemmebanen på kort sigt. Nogle af grundene til, at der lempes på lovgivning i forhold til skovrydning, minedrift og landbrug er, at det er en af Brasiliens store indtægtskilder. I en svær økonomisk situation handler det også om at finde andre måder at få penge i kassen. Situationen for Amazonas kommer til at blive bedre, men om Brasilien bliver bannerfører for den grønne omstilling? Det kommer nok an på, hvem Lula vælger som miljøminister.“
Venner og fjender
De internationale lykønskninger indikerer også, at statsledere verden over længe har ventet på, at Bolsonaros dage var talte, så man kunne genoptage relationen med Brasilien. “Bolsonaro har ført en Trump-agtig Brazil First nationalistisk og anti-globaliseringspolitik. Selv forholdet til USA røg, da Trump ikke blev genvalgt, og ellers har han kun allieret sig med statslederne i Ungarn, Polen og Rusland.“
Lula er derimod på demokratiets og klimaets side, og vil gerne samarbejde. Selvom EU står klar med en afventende handelsaftale med den regionale handelsblok Mercosur, er det dog ikke sikkert, at Lulas regering altid kommer til at rette ind efter USA og EU’s linje. Det er i hvert fald ikke kun deres forhandlingsbord, som Lula vil sidde ved.“[Zelenskij, red.] ønskede krig. Hvis han ikke ønskede krig, ville han have forhandlet lidt mere. Sådan er det,“ sagde Lula i et interview med Time Magazine i maj måned og uddybede, at “hadet til Putin bliver fremprovokeret“.
“Brasilien og især Arbejderpartiet har gennem tiden haft et ambivalent forhold til USA. Ude på venstrefløjen i Sydamerika er der en stærk anti-imperialisme, og det er stadig USA, der for Brasilien repræsenterer imperialismen,“ forklarer Marie Kolling.
Derudover er Brasilien også afhængig af andre markeder end det amerikanske og europæiske: “Kina er blevet Brasiliens vigtigste eksportmarked og største investor. Lula har på den ene side brug for Rusland og Kina og vil også gerne have en mere multipolar verdensorden, hvor USA ikke styrer det hele. På den anden side gik Lula til valg på, at en stemme på ham er en stemme på demokratiet. Og så bliver forholdet til Kina og Rusland også mere ambivalent.“
Selvom Lula har mange venner, lurer fjenden stadig i kulissen. Trods Bolsonaros nederlag, havde den afgående præsident nemlig et forrygende valg og står derfor meget stærkt i både Kongressen og Senatet. Det vil gøre det mere udfordrende for Lula at få sin røde og grønne politik igennem.
“Den her drejning mod den yderste højrefløj, legitimering af hadtale og autoritære styreformer har ikke været velset, før Bolsonaro kom til magten og blev en stærk repræsentant for dem. Der var nok nogle, der ellers havde håbet, at den bølge, der i Brasilien kaldes Bolsonarismo, ville være en parentes i Brasiliens historie.“
Da Bolsonaro endelig brød stilheden tirsdag aften, lovede han at følge forfatningen, men ville ikke direkte erkende sit nederlag: “Vores drømme er mere levende end nogensinde før,“ sagde han til de fremmødte journalister. Dagen efter meddelte han Brasiliens Højesteret, at han er villig til at overdrage magten. Den åbne slutning tyder dog ikke på, at Bolsonaro har tænkt sig at holde sig inden for sin parentes. /Emilie Ewald