Kære læser

En god instrumentalisering af kongehuset

Foto: Game/DR

Spørg ikke hvorfor, men da Kronprins Frederiks og hans hustru Mary lørdag aften uddelte Kronprinsparrets Priser i Ringsted Kongrescenter, var Føljeton at finde blandt publikum ude i salen (på 10. række). Det var en rigtig kulturbegivenhed med rød løber foran indgangen, pindemadder og masser af standspersoner fra kulturlivet, som med svingende held forsøgte at leve op til dresscoden “festlig påklædning“.

Man ved altid, at en kulturbegivenhed har et element af folkelighed over sig, når man får øje på Venstremanden Helge Sander, forhenværende borgmester i Herning og tidligere minister for videnskab, teknologi og udvikling. Den aldrende Venstre-mand befandt sig på en af de forreste pladser nær kronprinsparret, formentlig i sin egenskab af bestyrelsesmedlem i Danmarks Radio. Stolene i den store sal, hvor uddelingen af priserne skulle finde sted, var stabelbare, kunne man se, og rækkerne var lænket sammen med sorte plasticstrips. I folkelighedens navn rykker Kronprinsparrets Priser hvert år til en ny by, sidste år var det Vejle, og nu var turen altså kommet til Ringsted.

Godt og vel midtvejs i aftenens program, som blev vist direkte på DR1, kom Heino Hansen, årets komiker 2022, på scenen. Han viste sig at være et godt valg. For det første var han rent faktisk morsom, og for det andet kunne han som lokal (han er fra Næstved, men har boet i Ringsted) skabe en forbindelse mellem arrangementet og byen. “Spændende valg af by til kulturarrangement,“ sagde han fra scenen. “Det er nu ikke, fordi vi overhovedet ikke er royalister i Ringsted. For eksempel har vi opkaldt en bodega efter Kong Valdemar, som ligger lige 80 meter nede ad vejen. Nu ved jeg ikke, hvor velbevandrede I er i kongerækken, men Valdemar var jo konge i 1130. Det er cirka samme tidspunkt på formiddagen, at den bar er fyldt.“

Ganske velanbragt gjorde Heino Hansen sig lystig over begrebet Kongelig Hofleverandør. Han havde researchet sig frem til, at der i alt er otte danske ølproducenter, som er kongelige hofleverandører. “Otte!“ sagde Heino Hansen. “Det har man jo kun for at skjule over forbruget, så man kan ringe til nogle forskellige en gang imellem.“

På tv-billederne at dømme så Frederik og Mary ud til at more sig kosteligt. Ved siden af Mary sad direktøren for Bikubenfonden og lo taktfuldt – hele tiden på niveau med kronprinsparret, ikke mere eller mindre. Det er Bikubenfonden, som betaler gildet, og det er “rådgivende komiteer“ nedsat af fonden, som udpeger vinderne af årets fire hæderspriser – to til nogle i kunst- og kulturverdenen og to til socialt arbejde. Kronprinsparrets Priser er egentlig en 18 år gammel bryllupsgave fra fonden; men det er også en ret genial instrumentalisering af kongehuset, som åbner døre og skaber opmærksomhed. DR ville fx næppe live-transmittere prisoverrækkelsen, hvis ikke der var noget kongeligt over det, og hvis ikke det var alle tiders anledning til at gnubbe skuldre med kongehuset, som stadig er en væsentlig del af magteliten i Danmark (DR-generaldirektør Maria Rørbye Rønn var også kørt til Ringsted lørdag aften).

Kongehusets prisme

Undskyld den lidt lange, diffuse indledning. Nu kommer vi til det, vi egentlig ville sige. En af de såkaldte stjernedryspriser gik til den lille, voksende organisation Social Sundhed, hvor frivillige sundhedsfaglige studerende slår følgeskab med udsatte medborgere, når disse skal møde op til behandling i sundhedssystemet. Man kan således få en hjælper med, som kan bidrage til at holde at stille spørgsmål og holde styr på alle informationer, hvis man ikke selv har overskuddet.

Kronprinsparrets Sociale Pris gik til organisationen Game, som gennem 20 har skabt fællesskaber og sociale forandringer for børn og unge med afsæt i gadeidræt (fodbold, basketball, dans og så videre), og som i dag er til stede i 33 almene boligområder i Danmark.

Det var på en video optaget hos Game, at det lettere bedagede kongehus virkelig viste sit værd (ja, måske ligefrem sin eksistensberettigelse?). Man havde sendt kronprins Frederik ud for at møde Games unge aktører. Og det gjorde han virkelig charmerende og indlevende. Han talte med dem, han spillede fodbold og basketball med dem, og han dansede endda med en gruppe piger. “Kan du fortælle lidt om, hvordan det er at være playmaker?“ spørger han en ung kvinde ved navn Israa. “Det er et kæmpe ansvar at samle børnene og gøre dem trygge ved os,“ svarer hun.

Det var ganske banalt, men utroligt oplivende at se kronprinsen og kongehuset ude i samfundet. Han var bare derude, småkikset og menneskelig, som han er, og tale med almindelige unge med alle mulige etniske og sociale baggrunde. Pludselig var det sælsomme kongehus langt mere virkelighedsafspejlende end fx Christiansborg, hvor det i årevis har handlet om at mistænkeliggøre og tale minoriteter ned og overgå hinanden i at kriminalisere beboere i socialt udsatte boligområder. Tænk, at man skulle være nødsaget til at kigge på samfundet gennem kongehusets blå prisme for at se det, som det virkelig er. /Oliver Stilling

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12