Marko Djurica/Reuters/Ritzau Scanpix
Kapitalismen har en forunderlig evne til at uskadeliggøre al kritik ved at kramme den ihjel. Pludselig bliver anarkistiske t-shirts solgt i store kædeforretninger, olieselskaber påstår at være grønne bannerfører, cigaretproducenter snakker om en røgfri fremtid, alt imens Pepsi fremstiller sig selv som demonstranternes bedste ven (eller hvad dælen det nu var, der foregik i den reklame med realitystjernen Kendall Jenner). Fænomenet er efterhånden blevet beskrevet til hudløshed af tænkere som Luc Boltanski og Eve Chiapello, Mark Fisher og Slavoj Žižek. Alt kan gøres til genstand for skruppelløs profitjagt, hvis blot man er kreativ nok. Stik os en delebil, og vi vil forvandle den til Uber. Giv os en planteburger, og vi vil sælge den på McDonald’s.
Sommetider er det dog, som om kæden alligevel hopper lidt af. En fiks idé i PR-afdelingen bliver ikke stoppet i tide, og snart har man fået gravet et hul, der ikke kan tildækkes af meningsløs dydssignalering. Det måtte fastfoodkæden KFC eksempelvis sande i denne uge, efter man på årsdagen for Krystalnatten – den gruopvækkende pogrom, der indvarslede startskuddet til Holocaust – valgte at sende følgende pushbesked ud til sine tyske kunder: “Det er mindedagen for Kristallnacht! Forkæl dig sig selv med mere tender cheese på din crispy chicken. Nu hos KFCheese!“
Forståeligt nok skulle der ikke gå mange timer, førend KFC indså, at man havde jokket godt og grundigt i spinaten. En undskyldning blev sendt ud, ligesom fastfoodkæden fik tørret den ufatteligt malplacerede promovering af på en systemfejl. “Vi forstår og respekterer denne dags tyngde og historie og er fortsat dedikerede til lighed, inklusion og tilhørsforhold for alle,“ forsøgte KFC sig med at udtale. Ikke at det mindsker frygten for, at kæden også fremover vil spise folk af misforståede, “inkluderende“ tiltag på mærkedage, der slet ikke bør have noget at gøre med friturestegt kylling.
Nej, brandopbygning er virkelig en spøjs størrelse. Grænserne mellem virkelighed og sort satire er efterhånden blevet så udviskede, at man i øvrigt godt forstår, hvis de seneste dages kaos på Twitter har fået kommunikationsmedarbejdere i diverse kæmpekoncerner til at kaste håndklædet i ringen. Helt som ventet har lanceringen af det sociale medies nye verifikationsløsning – hvor almindelige brugere kan købe sig til det eftertragtede blå flueben for otte dollars – i hvert fald vist sig at gøre forvirringen total. Ud af det blå er kommet et hav af falske profiler, der udgiver sig for at alt fra Nintendo til Tesla og samtidig gør sig morsomme på virksomhedernes bekostning.
Hvad, der engang har været nemt at gennemskue som fusk, er nu blevet et underholdende stemningsbillede på senkapitalismens indbyggede absurditeter. For hvis KFC i ramme alvor kan se Krystalnatten som en forretningsmulighed, hvem kan så overhovedet sige, at Nintendo ikke også kunne finde på at tweete et billede af maskotten Mario, der rækker fuck? Af gode grunde har flere og flere annoncører ikke længere lyst til at røre ved Twitter med en ildtang – og som tingene står lige nu, er verdens rigeste mand Elon Musk vist ved at give en veritabel masterclass i, hvordan man hurtigst muligt kører en milliardvirksomhed i sænk.
Apropos tomme gestusser viser det sig også, at det internationale fodboldforbund Fifa sjovt nok ikke ønsker at, at det danske herrelandshold ifører sig træningstrøjer med den ellers meget ufarlige tekst “Human Rights for All“, altså menneskerettigheder for alle. Ifølge Fifa er budskabet politisk, og politik er der ikke plads til ved VM i Qatar.
Tænk engang, måske kan landsholdet altså alligevel ikke protestere mod slutrunden ved at deltage? Som DBU’s direktør Jakob Jensen bemærker, virker det godt nok lidt mærkeligt, at et så universelt budskab kan falde Fifa for brystet, da menneskerettigheder burde være noget, “alle mennesker kan bakke op om“. Fifa plejer da eksempelvis også at være imod racisme og sige, at fodbold skal være for alle. Men nå ja, nu skal man vel heller ikke træde Qatar for meget over tæerne.
Til DR forklarer Jakob Jensen, at man i DBU imidlertid ikke lader sig slå ud, men stadig vil fortsætte den “kritiske“ indsats mod regimet. Måske er det bare os, men havde det ikke været mere effektivt, hvis man droppede de ufarlige t-shirts, og slet ikke omfavnede slutrunden i første omgang? Ja, som minimum kunne man da overveje at skrive nogle grimme ting om Qatar og Fifa på Twitter. Fortryder man så bagefter, at man rent faktisk har taget et vaskeægte standpunkt, kan man jo altid bare sige, at det var en falsk profil, der lavede ballade. /David Dragsted