Hvem får en plads ved COP27-bordet?

Endelig kom dagen, hvor Danmark officielt bliver repræsenteret til klimatopmødet COP27. At sammenfaldet mellem folketingsvalget og COP27 først synes at være gået op for regeringen her kl. fem minutter i en uge for sent, kan vist fint kaldes lidt “uambitiøst og uprofessionelt“ – og måske tilmed “skandaløst“? Upåagtet, er der endelig kommet enighed om, at den fungerende og (måske) afgående klimaminister Dan Jørgensen (S) i dag hopper på en flyver ned til den afrikanske varme.

Desværre er der dog meget, som tyder på, at klimaministeren må kigge længe efter sine grønne kammerater i den egyptiske badeby, Sharm el-Sheik. Torsdag kunne BBC nemlig eksklusivt berette, at der ved COP27 er intet mindre end 600 deltagere til stede, som har direkte tilknytning til fossilindustrien. Det svarer til mere end alle de delegerede fra de 10 mest udledende nationer til sammen. Det lover umiddelbart ikke godt for klimatopmødet, der blev skudt i gang af FN’s generalsekretær António Guterres med ordene: “Vi har direkte kurs mod et klimahelvede, og vores fod er stadig på speederen.“

Svimlende tal

COP27 er blevet døbt “the Africa COP” dels, fordi, ja, det finder sted på kontinentet, men i langt højere grad – som journalist Nina Lakhani også påpeger i The Guardians klimanyhedsbrev “Down to Earth” – fordi størstedelen af klimakrisens konsekvenser rammer Afrika.

“Tallene, som afspejler de langvarige racemæssige og økonomiske uretfærdigheder, er svimlende: De 54 lande i Afrika svarer samlet til 15 pct. af verdens befolkning, men har bidraget med mindre end fire pct. af de globale drivhusemissioner. Men tal fortæller kun en del af historien, og derfor er det afgørende, at de mest berørte samfund har en plads ved bordet – sammen med magtmæglerne, der forhandler aftaler om klimafinansiering, fødevaresystemer og skove,“ understreger Lakhani.

Når demonstranter til COP27 bliver gennet ind i et specialbygget område langt væk fra topmødet og forhandlingsbordet, syner det ikke ligefrem af, at alles stemmer betyder lige meget. I stedet for at kunne gnubbe skuldre med klimaaktivister, der lever med konsekvenserne af krisen, er det som sagt primært fossilindustrien, som verdens ledere kommer til at sludre med.

Langsom vold

I bogen Slow violence and the Environmentalism of the Poor (2011) udlægger forfatter Rob Nixon begrebet “langsom vold“: En vold, “der opstår gradvist og ude af syne, en vold med forsinket ødelæggelse, der er spredt ud over tid og rum, en nedslidende vold, der typisk slet ikke opfattes som vold“.

Nixon refererer med “langsom vold“ direkte til Det Globale Nords mangeårige ude-af-øje-ude-af-sind-indstilling, hvor vi ikke forstår konsekvenserne af vores handlinger på sigt. Vi bliver simpelthen nødt til at ændre vores forståelse af, hvad “vold“ er, argumenterer Nixon. Vi er vant til at forstå vold som noget, vi ser ødelæggelserne af med det samme. Fx som et knytnæveslag, hvor man straks efter kan se huden begynde at røde og blåne, eller en invasion, hvor bomberne sprænger, og alting få sekunder senere er i ruiner.

Den forståelse af vold bliver vi nødt til at pakke langt væk, for oftest er det slet ikke dér, den største vold bliver begået. Snarere er den “langsomme vold“ den, der fx oversvømmer et land og påvirker 33 mio. mennesker, eller den, der forsager den værste tørke i Afrikas Horn i 50 år, resulterende i, at der hvert minut bliver hospitaliseret et barn i Somalia med fejlernæring.

11 år efter, at Nixon skrev Slow violence, oplever vi nu, at den langsomme vold begynder at blive hurtigere – og at vi rent faktisk kan “se“ den. Pludselig står vi i vand til knæene, vi ser voldsom regn skylle byer væk, og flammehav opsluge boliger i det ellers altid fugtige Storbritannien. Men selvom vi også på den nordlige halvkugle begynder at mærke kausaliteterne, svarer det stadig kun til en brøkdel af den vold, vi udøver på Det Globale Syd. Imens må de unge aktivister kæmpe en brav kamp for at blive hørt til selvsamme klimatopmøde, hvori deres fremtid er til diskussion.

Luk nu de unge stemmer ind

“Sikkerhedsmæssigt tør mange unge ikke tale højt om deres aktivisme eller kritisere forhandlingerne for højlydt, af frygt for at blive tilbageholdt eller smidt ud. Det gælder især aktivister fra Det Globale Syd med manglende sikkerhedsnetværk (modsat os [danske, red.] aktivister),“ skrev den unge klimaaktivist Selma de Montgomery, der selv er til stede ved COP27, tidligere på ugen om forholdene for hendes med-aktivister.

Stemmerne fra Det Globale Syd er ellers dem, der er allermest brug for at høre fra. En ny rapport fra Unicef kunne vise, at næsten halvdelen af alle unge fra kontinentet Afrika har genovervejet, hvorvidt de overhovedet skal have børn som følge af klimakrisen. Til sammenligning er det to ud af fem unge på verdensplan.

Fredag tilsluttede den 79-årige amerikaner Joe Biden sig indercirklen i COP27, formentlig omsværmet af lobbyister fra fossilindustrien. Og udenfor står altså de unge mennesker, hvis liv ødelægges af den selvsamme langsomme vold, vi først nu er begyndt at forstå. Håbet er, at verdens ledere hører dem – hele vejen fra den indhegning, de er blevet lukket ind i. /Astrid Plum