Illustration: Midjourney og Føljeton
Mens Facebook-stifter Mark Zuckerberg hælder milliarder og atter milliarder af dollars ned i metaversets sorte hul, og mens kryptonørder stædigt holder fast på, at det uigennemskuelige “Web 3.0“ bliver internettets fremtid, fortsætter kunstig intelligens med at forandre vores digitale liv i realtid. Algoritmerne bliver stadig mere avancerede, og i dag kan alt fra billeder (hej Midjourney) til tekst og musik blive skabt automatisk af magi og maskinlæringsteknologi. Set i det lys var det vist bare et spørgsmål om tid, førend en kvik type fandt på at lave en kunstig, uendelig samtale mellem de to excentrikere par excellence, filosoffen Slavoj Žižek og filmskaberen Werner Herzog.
Projektet – der slet og ret hedder The Infinite Conversation – er lige så simpelt, som det er skræmmende. For at bevise, hvor nemt det i dag er blevet at spytte relativt overbevisende, AI-genereret indhold ud i æteren, har den italienske kunstner og programmør Giacomo Miceli lært en række internetværktøjer at tænke og tale som Herzog og Žižek. Resultatet er en filosofisk vrøvlesamtale, der næsten lige så godt kunne have fundet sted mellem de to ronkedorer i virkeligheden.
Ifølge Miceli hjælper samtalen – der dagligt får tilføjet et nyt afsnit, og i teorien vil kunne fortsætte længe efter menneskeheden er uddød – os med at “forestille os, hvad vores yndlingsmennesker ville gøre, hvis vi havde ubegrænset adgang til deres sind“. Samtidig tjener den dog også som en behændig advarsel om, hvordan vi i fremtiden må være mere på vagt over for teknologiens troldnumre: “Alt, hvad du hører, er fuldkommen genereret af en maskine. Holdningerne og overbevisningerne som bliver udtrykt repræsenterer ikke nogen. De er hallucinationer fra en siliciumplade.“ Behøver vi sige, at vi alligevel ikke har kunnet dy os for at nærstudere hallucinationerne?
Da Føljeton første gang kommer ind i samtalen mellem robot-Žižek og robot-Herzog, er snakken tilsyneladende faldet på drømme. Med udgangspunkt i Nietzsches idé om den evige genkomst, hvor alting gentager sig på præcis samme måde, beretter “Žižek“ – med sin karakteristiske, snøvlende stemmeføring – om en fantasi, hvor han er det eneste menneske tilbage på jorden, men hvor alt alligevel fortsætter som før. “Det er en smuk fantasi. Jeg ville ønske, at det skete. Ja, lad os få sådan en smuk skæbne, at være de sidste mennesker på denne planet. Vi ville selvfølgelig blive nødt til at genbefolke Jorden, med nye aber, nye elefanter, nye papegøjer, nye alting. Det ville være en storslået opgave,“ svarer “Herzog“ med tysk vemod.
“Jeg tror, at det er den ultimative amerikanske fantasi: at være den eneste tilbagelevende person,“ svarer “Žižek“. Er det mon en klassisk stikpille til den amerikanske individualisme? Det virker i hvert fald meget Žižek-agtigt, også det ironiske i, at det alligevel er filosoffens egen drøm. Herfra tager samtalen en drejning. “Žižek“ foreslår, at det måske ville være endnu bedre, hvis man kom tilbage fra en rundrejse i det ydre rum: “Du er alene, men du er universet, du har al data, det hele er i din hjerne.“ Lige efter fortæller han en joke om en stalinist, der efter regimets sammenbrud bliver bedt om at vende tilbage til Moskva og organisere en ny modstandsbevægelse. Sammenhængen fortager sig lidt i tågerne, og robot-Herzog lader også til at være ligeglad. I stedet fortæller ”Herzog” om et mareridt:
“For en uge siden var jeg i Australien for første gang, i Queensland, og der så jeg for første gang vilde kænguruer. Som tysker forstod jeg selvfølgelig med det samme, at de er landets maskotter. De har dem endda på deres mønter. Og jeg betragtede alle disse kænguruer, og pludselig havde jeg et frygteligt mareridt. I mareridtet vågner jeg, og jeg kan se hele landskabet, alle markerne og skovene og bjergene, alt var grønt og blåt, bortset fra, at der ikke var nogle levende væsener – der var kun døde kroppe. Jeg havde en følelse af, at jeg var den eneste, der stadig var i live. Og så vågnede jeg.“
Was passiert, Werner Herzog? Sagde du ikke lige, at selvsamme scenarie var din drøm? Der er noget i kronologien, der ikke helt spiller. Omvendt ville det også være mærkeligt, hvis Herzog, der om nogen har gjort en karriere ud af at undersøge menneskers fantasterier og idiosynkrasier, pludselig ville stille sig tilfreds med at være Palle alene i verden. Hjemmesiden genindlæses, vi tager en ny tur i karrusellen. “Jeg tror, at både vi og vores samfund på en måde mangler modet til at give slip,“ siger “Žižek“. “Vi må lære at spille nogle dumme spil,“ fortsætter han. “Jeg gør det hele tiden,“ svarer “Herzog“. “Jeg leger. Jeg har en fodbold under min seng lige nu, og jeg spiller, når jeg er alene, med min fodbold. Det er smukt.“
For nu at parafrasere virkelighedens Slavoj Žižek, er forestillingen om “den store Anden“ med til at strukturere vores, ja, virkelighed. Idet vi hele tiden bekymrer os om, hvad ”man” mon vil tænke om dette og hint, tilpasser vi også vores handlinger; vi retter simpelthen ind efter illusionen, for vi ved trods alt godt, at ”man” ikke findes. Hos robotterne Žižek og Herzog tages der helt tydeligt hensyn til, hvad de ægte dobbeltgængere ville tænke. Til nøds opretholdes illusionen også om, at det er en reel samtale, der udspiller sig. Lige under legens fernis gemmer sig dog også et mærkeligt drømmelandskab. Det er, som om der er blevet åbnet op for den kollektive underbevidsthed, og det hele nu flyder ud i en lind digital strøm. Så kan The Infinite Conversation overhovedet bruges til noget? Tjo, den kan i hvert fald fortælle os, hvor mærkelig vores egen verden er ved at blive. /David Dragsted