Hvis det amerikanske valg er “The Biggest Show on Earth”, så dalede showet en lille smule i intensitet i nat. Det var desværre frygtet, for selv om det var det skulle være store finaleaften, hvor Hillary Clinton, skulle holde sin tale og officielt hyldes som partiets præsidentkandidat, var de fleste allerede klar over, at Hillary ikke er kendt som den store festtaler. Det fik de ret i. Det var en fin tale, som på lange stræk mindede om Obamas brag i onsdags – bare kedeligere. Her var ingen overraskelser (”jeg vil være præsident for hele USA”), ingen stærke ordspil, der kunne agere omkvæd (”Hvis vi bryder glasloftet er himlen vores grænse”) og ingen virkelig spidende angreb på Trump, som han ikke vil kunne verfe væk fra jakkesættet med bagsiden af sin hånd (Han talte i 70 mærkværdige minutter – og jeg mener mærkværdige – uden at præsentere en eneste løsning”). Talens vel mest centrale passage manede til ro og besindighed, til at tro på hinanden og stå sammen ikke splittet:
”Valget er klart: Hver generation i USA, har stået sammen om at gøre vores land mere frit, mere retfærdigt, og stærkere. Ingen af os kan gøre det alene. Jeg ved, at det kan være svært at se, hvordan vi kan stå sammen igen, når der er så meget, der trækker os fra hinanden. Men mit budskab i aften er: Fremskridt er muligt.”
Og sådan kunne da altså trods alt juble i Philadelphia i nat, for Hillary Clinton, sagde det rigtige og gjorde det rigtige. Og så er hun, ikke at forglemme, en historisk sensation i sig selv, som den første kvinde nogensinde, der er blevet indsat som præsidentkandidat, selv om det egentligt er vildt, at man først kunne sige det her i år 2016, når man tænker nærmere over det. Men præsidentvalget i 2016 er også historisk af en anden årsag: Hillary Clintons utilregnelige modstander. Aldrig har et valgt været så underligt uforudsigeligt, og det er måske i virkeligheden her et af de store valg for amerikanerne står: Det underlige og utilregnelig overfor det forudsigelige og genkendelige – eller, hvis man skal se det fra demokraternes værste side: Det sjove overfor det kedelige. Det bliver vel Hillary Clintons værste modstander. Akkurat som de slagne præsidentkandidater i primærvalgene må strække våben mod det vanvittige. Skulle man allerede have glemt, hvordan den konkurrence ser ud, så prøv at se Trumps seneste pressemøde fra sit eget golfresort i Florida. Det blev afholdt i tirsdags. Mødet var en reaktion på de anklagerne om at Trump skulle være for russertro og er på den ene side en lang sejrsmarch for politikerleden, anti-etablissementet og showet og på den anden side et langt svidende nederlag til diplomati, ordentlighed og ja, sandheden. Men holder man de to kandidater op mod hinanden med de to optrædener er det ikke svært at se, hvad den almindelige amerikaner kan lade sig imponere af ved Trump.
Således bliver det amerikanske valg et valg mellem normal og unormal – etablissement og anti-etablissement. Det og så et valg mellem et lukket USA og et åbent USA. Derved afspejler valgkampen med præcision, hvad hele den vestlige verden kæmper om i disse år.