Kære læser

Gør ikke som Larry David

Mario Anzuoni/Reuters/Ritzau Scanpix

Under en af reklamepauserne ved årets Super Bowl tilbage i februar, kunne man pludselig se komikeren Larry David, manden bag den herligt tåkrummende serie Curb Your Enthusiasm, medvirke i en reklame for kryptovalutabørsen FTX. Efter en længere montage, hvor en tilsyneladende tidsrejsende Larry David har afskrevet så forskellige opfindelser og historiske gennembrud som hjulet, gaflen, toilettet, kaffen, demokratiet, elpæren, opvaskemaskinen, månelandingen og walkman’en, er turen nu kommet til FTX. Da David bliver fortalt, at FTX er en “sikker og nem måde at komme ind i krypto på“, kvitterer han med et karakteristisk “njaaa“ og et “det tror jeg ikke“. Kort efter toner en advarsel frem på skærmen: “Lad være med at være som Larry. Gå ikke glip af krypto.“

Sammen med en række andre reklamer for diverse kryptobørser- og foretagender, blev FTX’ Super Bowl-satsning forståeligt nok set som et surrealistisk stemningsbillede på, at Bitcoin-manien havde nået sit klimaks. Kryptovalutaerne fik deres dyrt købte folkelige gennembrud, men samtidig var det svært ikke også at have den såkaldte dot com-boble i baghovedet. For som en gammel advarsel lyder: Når selv din skospudser begynder at give dig aktietips, er det på høje tid at sælge. I dag står det da også klart, at folk skulle have lyttet til Larry David – i hvert fald når det kommer til FTX.

Efter en række spektakulære afsløringer af, at den prominente kryptobørs’ forretninger har sejlet rundt, indgav FTX i sidste uge en konkursbegæring. Den tidligere så karismatiske frontfigur Sam Bankman-Fried har forladt skuden, mens både det amerikanske justitsministerium og finanstilsynsmyndigheden United States Securities and Exchange Commission (SEC) nu ånder FTX i nakken. Senest har virksomhedens nye adm. direktør John Jay Ray III, der tidligere har ryddet op efter energigiganten Enrons spektakulære kollaps, også kunnet fortælle, hvor grelt det står til. Ikke nok med, at flere hundrede tusinder kunder potentielt har mistet deres investeringer, så har FTX også været så disorganiseret, at Jay Ray aldrig har set magen – og han har ellers set en del.

Udover at HR-afdelingen hos FTX har været ude af stand til at fortælle, hvor mange ansatte virksomheden overhovedet har haft, har man også været mere end sløset med regnskaber og pengestrømme. I flere tilfælde er virksomhedens midler blevet brugt på at købe huse og andet personligt habengut til ansatte og rådgivere, ofte uden den krævede dokumentation. Sidstnævnte er egentlig ikke så mærkeligt, eftersom Bankman-Fried automatisk har slettet sine beskeder og opfordret andre til at gøre det samme. Samtidig har Bankman-Fried – der i offentligheden har brandet sig selv som velmenende filantrop – bl.a. været notorisk kendt for at spille det koncentrationskrævende computerspil League of Legends under vigtige telefonmøder, ligesom han generelt har opført sig som en gennemført skødesløs leder.

Kort fortalt er milliardvirksomheden blevet kørt som en både respektløs og useriøs legeplads. Og nu må Larry David så ellers sande, at han er blevet sagsøgt for at promovere FTX i en reklame, hvor han slet og ret siger, at han ikke tror på FTX. Det kunne næsten ikke blive mere Larry David-agtigt. Det skulle da lige være, hvis komikeren også havde valgt at kaste sin kærlighed (eller sit had?) på andre forfejlede foretagender som – for nu bare at tage tre aktuelle eksempler – Twitter, VM i Qatar og COP27.

Endnu en ørkenvandring til samlingen

Hos Twitter gør verdens rigeste mand Elon Musk tilsyneladende stadig alt, hvad han kan, for at køre det sociale medie i sænk. En særpræget dommedagsstemning præger platformen efter en ny masseexodus af medarbejdere, der har takket nej til Musks krav om, at deres arbejdsindsats skal være mere “hardcore“. Twitter er nu efterhånden så kritisk underbemandet i flere vigtige afdelinger, at insiderkilder frygter for, at VM – som historisk har ført til markant øget trafik – vil få infrastrukturen til at bryde sammen, og mediet til at gå i sort. Med tanke på, hvor kontroversiel en slutrunde er tale om, virker det da også nogenlunde plausibelt.

Ikke at vi selv skal bruge alt for mange ord på VM (igen), for heldigvis er meget kritisk allerede blevet sagt og skrevet – inklusive på Twitter – om Qatars skurkagtige ageren, og om det internationale fodboldforbund Fifa’s korrupte og sleske omfavnelse af regimet. At verdensmesterskaberne skal spilles om vinteren i en ørken, på stadioner bygget med slavekraft og med tab af adskillige menneskeliv til følge, er og bliver en skandale, der får selv historien om FTX til at blegne. Som om den skruppelløse sportswashing ikke var slem nok i sig selv, har Qatar endog også forsøgt at greenwashe turneringen (der er blevet købt og betalt med oliepenge) med diverse påstande om, at den er CO2-neutral – hvilket på ingen måde er tilfældet.

Med så meget hykleri i omløb, kan vi næsten allerede forestille os, hvordan vi om nogle år kan komme til at se et klimatopmøde i Qatar. Særligt efter COP27 i Egypten – som officielt var sat til at slutte fredag – endnu engang har fået udstillet, at verdens altafgørende grønne omstilling fortsat bliver kørt som en fodslæbende, politisk rodebutik, der ville gøre selv Bankman-Fried stolt. Mens verden langsomt brænder op, og temperaturen herhjemme allerede har passeret målene fra Parisaftalen, opfører beslutningstagerne sig i hvert fald, som om de konstant bliver distraheret af et computerspil; et spil, hvor alle alligevel står til at tabe. Så hvorfor da ikke bare slæbe showet til Qatar for at fuldende farcen. Måske endda med Larry David som maskot. /David Dragsted 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12