Kære læser

Et studie i åbenhed

Gabriel Bouys/AFP/Ritzau Scanpix

Da Morten Messerschmidt i januar blev valgt som formand for Dansk Folkeparti efter partiets ekstraordinære årsmøde i Herning, skrev vi her på pladsen, at det for det første er stærkt tvivlsomt, om den Meld og Feld-svindeltiltalte politiker har nogen lederevner, og for det andet, at “afmonteringen af Dansk Folkeparti bliver som at se en crashtest-dummy køre en bil mod en mur i superslowmotion“.

Nu er det ikke fordi, vi på Føljeton normalt betegner os som hverken sortsynske eller overnaturligt forudseende, men at “dukken hedder Morten Messerschmidt“, fik Oliver Stilling i hvert fald ret i. Hvor nogle ville tilskrive ansvaret for masseflugten fra Dansk Folkeparti Inger Støjbergs comeback fra fængslet, er det ikke ligefrem, fordi Messerschmidts ledelsesstil har vist sig at have en særligt tillokkende effekt på partimedlemmerne, hvor flere er trætte af sladder, rygter og interne magtkampe.

Han har som sådan heller ikke mindre lovbrud over sig end Støjberg. Ligesom partiet flere gange er dømt for at overskride racismeparagrafferne, er Messerschmidt ikke uden domme, som da han som formand for Dansk Folkepartis Ungdom blev dømt for en plakat med teksten: “Massevoldtægter, grov vold, utryghed, tvangsægteskaber, kvindeundertrykkelse, bandekriminalitet. Det er, hvad et multietnisk samfund tilbyder os.“

Men Messerschmidt “fortyder intet“, som han efterfølgende har sagt i radioen. “Det skulle da lige være de advarsler, som manglede på plakaten.“ Efter at have udraderet konkurrenterne Merete Dea Larsen og Martin Henriksen, hvoraf den sidste er hoppet til Danmarksdemokraterne, har afmonteringen altså ganske stille og roligt fundet sted, mens Messerschmidt er fortsat ufortrødent videre med langsommelig forudsigelighed.

Det synes Retten i Frederiksberg at være enige i. Her lyder det i hvert fald, at det ser ud til at blive en fuldstændig gentagelse af sagen i 2021, når Folketinget tirsdag endnu engang skal tage stilling til hans parlamentariske immunitet, og en ny retssag mod partiformanden kan begynde. Messerschmidt er jo sådan set allerede tiltalt for svindel med støttemidler til en EU-konference, der slet og ret aldrig har fundet sted, og for at fremstille en falsk kontrakt og få en DF-ansat til at underskrive sig selv som hotelchef. Nogle ville kalde det klokkeklar korruption, men efter folketingsvalget skal det altså vurderes en ekstra gang, selvom udfaldet formentlig bliver det samme.

Tager man et kig ned over listen af politikere, der de sidste tre årtier har fået ophævet deres immunitet, synes Messerschmidt at stikke ud. Udover en håndfuld racistiske udtalelser og en afstikker til Pistol-Camre, der påstod at bære våben for en eksilgræker i lufthavnen, er langt de fleste taget for at køre for stærkt – nogle med personskader til følge, som man ville sige i retten. Det er ikke til at sige, om det skyldes selvselektion til erhvervet, eller om det hårde arbejdsmiljø får politikerne til at rase ud på de isglatte motorveje, men at hverken de eller Messerschmidt er særligt repræsentative for befolkningen, kan der snart ikke være nogen tvivl om længere.

 

Pengene taler

Er der alligevel ét sted, man burde have lyttet til Messerschmidt, var det, da han opfordrede til et diplomatisk boykot af VM i Qatar, hvis landshold netop har tabt åbningskampen som den første værtsnation nogensinde, og hvor holdets fans udvandrede fra stadion. Skandalesagerne og korruptionsanklagerne har han dog tilfælles med Fifa-præsident Gianni Infantino, der forud for verdensmesterskaberne holdt en tale, der kaldes “den underligste nogensinde“ og “virkelig bizar“.

Har du ikke allerede set den, forløb den nogenlunde sådan her: Infantino – der ser ud til at blive genvalgt til posten uden modkandidater inden Fifa’s kongres i Rwanda i 2023 – udtaler, at “i dag føler jeg mig qatarsk. I dag føler jeg mig arabisk. I dag føler jeg mig afrikansk. I dag føler jeg mig homoseksuel. I dag føler jeg mig handicappet. I dag føler jeg mig som en migrantarbejder.“

Infantinos pointe er, at han selv ved, hvordan det er at blive diskrimineret, fordi han i sin barndom blev mobbet for sit røde hår og sine fregner – men som en analogi over det, han kalder “Vestens hykleri“, mener han ikke, at det nytter at gemme sig på sit værelse. I stedet skal man finde sine venner og engagere sig med hinanden, og det samme skal vi gøre med VM i Qatar. Engagere os i fodbolden i stedet for at pege fingre af den.

Talen afslørede ikke kun Fifa-præsidentens verdensfjernhed, som den sydafrikanske fodboldjournalist Melissa Reddy ikke kunne undgå at bemærke. Den viser ganske enkelt, hvor beskidt VM – og Fifa – i virkeligheden er. Reddy har også haft fat i den danske landstræner Kasper Hjulmand til en snak om, hvordan holdet vil balancere sin kritik af styret. Hjulmand lægger vægt på, at selvom man hverken har sorte t-shirts eller symboler, foregår aktivismen bag banen, ligesom han vil se på, hvordan man “undgår at komme i en lignende situation næste gang“.

Det har han dog haft flere muligheder for, da det var planen, at Danmark skulle spille med det regnbuefarvede One Love-anførerbind, som Fifa i 11. time har forbudt. Men truslen om et omgående gult kort til anfører Simon Kjær har tilsyneladende fået det danske landshold til at genoverveje aktivismen, som Hjulmand siger på et pressemøde mandag morgen. Mere skulle der alligevel ikke til.

Alt imens er Infantino blevet immun fire år endnu. Da han blev valgt til posten som Fifa-præsident, gjorde han ellers en dyd ud af, at det skulle være nye tider i verdensfodbolden ved at tage afstand fra sin forgænger, den lige så korruptionsanklagede Sepp Blatter: Brystede sig af at vælge easyJet over privatfly, fravælge dyre hoteller og droppe skjorte og slips, fordi “det er 2016, og vi skal være åbne for forandring“. /Emma Louise Stenholm

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12