Joseph Eid/AFP/Ritzau Scanpix
Efter knap to ugers forhandlinger, blev landene på klimatopmødet COP27 i Egypten søndag enige om en aftaletekst. På den ene side er der god grund til jubel, da det er blevet besluttet at oprette en ny klimafond, der skal yde økonomisk hjælp til særligt udsatte lande – et historisk gennembrud, og en vigtig anerkendelse af klimaforandringernes fortsatte konsekvenser. På den anden side virker håbet om at begrænse den globale opvarmning til de famøse 1,5 grader fra Parisaftalen til at være blevet om muligt endnu mindre, end da klimatopmødet begyndte.
Tiden er kun blev mere knap siden COP26 i Glasgow. Alligevel er det lave ambitionsniveau fra sidste år blevet så godt som kopieret, når det kommer til udfasningen af fossile brændstoffer. Tilbage står en smertende fornemmelse af, man helt har droppet at udskrive en præventiv kur, og i stedet er gået direkte til behandlingen af de eksisterende symptomer. Det er utvivlsomt et vigtigt skridt, at lande, der vil mærke konsekvenserne af klimaforandringerne særligt hårdt, nu (potentielt) vil få hjælp til at dække “tab og skader“, som det hedder i COP27-terminologien. Men det vil ikke hjælpe nogen, at så lidt gøres for at afbøde den fortsatte opvarmning.
Ser man på reaktionerne efter COP27’s afrunding, er det da heller ikke fordi man kan tale om nogen udpræget begejstring. Af gode grunde glæder eksempelvis Fiji, Vanuatu og andre stillehavsøer sig ganske vist over klimafonden, men omvendt har bl.a. FN’s generalsekretær António Guterres ikke tænkt sig at droppe dommedagsretorikken, bare fordi en ny aftale er faldet på plads: “Vores planet er stadig i akutmodtagelsen. Vi er nødt til drastisk at reducere vores emissioner nu – og det er et problem som COP ikke adresserede. Verden har stadig brug for et gigantisk spring når det gælder klimaambitioner.“
Samme budskab lyder fra Europa-Kommissionens vicepræsident Frans Timmermans, der udtaler, at klimaaftalen “ikke adresserer den gabende kløft mellem klimavidenskaben og klimapolitikken“. Herhjemme påpeger klimaaktivist Selma de Montgomery, at det “er så skuffende, at der ikke er leveret på det spor, der handler om reelle CO2-reduktioner“, mens professor i klimaforandringer Sebastian Mernild ikke kan se, hvordan udmeldingerne på COP27 vil kunne indfri målsætningerne fra Parisaftalen.
Trods forsøg fra mere end 80 lande på at skærpe aftaletekstens formuleringer, lykkedes det i sidste ende fossiltunge økonomier som Saudi-Arabien, Kina og Iran at stikke en kæp i hjulet på kravet om, at alle fossile brændstoffer skal udfases. I stedet bliver det nu atter blot kulkraften, der står tilbage som sorteper. Samtidig fik det egyptiske formandskab i 11. time tilføjet en kontroversiel bemærkning om, at “lavtudledende energi“ også bør være en del af klimaløsningen, hvilket af flere læses som en mulig blåstempling af naturgas. Ifølge Politico lader det tragisk nok til, at mange af de dødtrætte delegerede helt overså ændringen.
Egentlig var det ikke fordi forventningerne til COP27 forinden havde været i top. Trods sommerens opsigtsvækkende hedebølger verden over og massive oversvømmelser i bl.a. Pakistan, var det, som om både energikrisen og de anspændte relationer landene imellem – særligt mellem USA og Kina – truede med at fjerne fokus fra topmødet. Det har heller ikke ligefrem hjulpet, at lobbyister fra olieindustrien har været massivt repræsenterede ved topmødet, mens Egypten har forsøgt at gemme diverse klimademonstranter (og det dertilhørende folkelige pres) godt væk fra forhandlingslokalet.
Af samme grund kan det da også kun give bange anelser, at næste års klimatopmøde skal løbe af stablen i olieglade Dubai, hvor det vigtigste gennembrud fra Egypten, altså klimafonden, formodentlig skal udformes yderligere. Vil landene, når det kommer til stykket, kunne blive enige om, hvordan pengene rent faktisk skal udbetales? Hvor stor betydning får det i den forbindelse, at Republikanerne nu kontrollerer Kongressen i USA, og dermed potentielt vil kunne forhindre de amerikanske bidrag i at materialisere sig? Og er der overhovedet noget, der taler for, at de afgørende aftaler om at afvikle fossile brændstoffer vil blive truffet i De Forenede Arabiske Emirater, af alle steder? Uanset, hvordan man vender og drejer det, var COP27 en markant skuffelse. Desværre skal der nok også mirakler til, hvis skuffelsen ikke bare skal gentage sig næste år. /David Dragsted