Dyr spiller ikke Pokémon Go

Jeg er taget til Aarhus for at mødes med min lillebror, Mathias. Vi ser ikke hinanden så tit, så nu er det meget vigtigt, at vi forvandler eftermiddagen til kvalitetstid. Jeg har fået en idé, som jeg ved, at Mathias er klar på.

I starten af juli blev mobilspillet Pokémon Go lanceret. Jeg begyndte at spille det for et par uger siden, og det gjorde Mathias også. Det var vi ikke de eneste, der gjorde. Faktisk slog Pokémon Go rekord ved at være den app, der har fået flest downloads på sin første uge i Apples App Store nogensinde. Det estimeres, at spillet nu er downloadet over 75 millioner gange. Den slags statistik er svær at verificere, men hvis vi tager den for pålydende, svarer det cirka til, at hele Tysklands befolkning spiller Pokémon Go. En endnu vigtigere statistik viser, at omtrent 25% af de 75 millioner brugere spiller hver dag. Daglige aktive brugere er den hellige gral i en verden, hvor alle laver apps, og ingen har tid til at bruge dem.

Så jeg begyndte altså ligesom alle andre at spille Pokémon Go. Og ligesom alle andre har jeg nok ikke helt forstået, hvorfor jeg bruger min tid på det. Hvordan har et meningsløst og monotont spil, der handler om at fange og samle 151 små monstre med sin smartphone, hittet så solidt, at det lagde mere end 100 milliarder kroner oven i Nintendos samlede børsværdi, selv om Nintendo ikke engang ejer alle rettighederne til spillet?

Det skal vi finde ud af i dag. Mathias og jeg skal spille Pokémon Go, og så skal vi prøve at forstå, hvorfor vi egentlig spiller Pokémon Go. Jeg har det, som om vi skal ud på en slags selvopdagelse – på hele millennial-generationens vegne. Selv tak.

Pokémon Go er en perfect storm

Jeg bruger over halvdelen af mit vågne liv foran en skærm, men min lillebror er i en anden liga. Han læser en kandidat i medievidenskab, ser livestreams af fremmede mennesker, der spiller computerspil på streamingtjenesten Twitch, og så har han engang i ramme alvor sagt til mig, at han havde dårlig samvittighed, fordi han spillede ét Playstation-spil så meget, at han følte, han forsømte de andre spil.

Jeg havde ikke tænkt mig at tage ind til ham uden noget originalt at sige. Så inden jeg steg på toget, ringede jeg til Lone Koefoed Hansen, lektor i digital design ved Aarhus Universitet, for at blive klædt på. Jeg havde lagt mærke til noget, hun havde tweetet, og jeg havde følt hendes smerte:

Føljeton: Hej Lone. Nu skal du høre. Når man går rundt i København, ser man folk, der spiller Pokémon over det hele. Man kan altid genkende dem, fordi de går og kigger ned i telefonerne. Ved Dronning Louises Bro sidder folk næsten døgnet rundt i bunkevis, fordi der bliver sat lures på de to pokéstops (Et pokéstop er et seværdigt sted, hvor spillere checker ind, samler genstande og får erfaring. Et lure er et modul, som lokker pokémon til et pokéstop, altså en slags madding, red.). Hvad sker der?

Lone Koefoed Hansen:

”Jamen, det er der jo ikke rigtig nogen, der ved. Men som jeg ser det, er der tale om en slags perfect storm. Altså hvor flere faktorer spiller sammen og skaber perfekt timing.”

Hvilke faktorer er det?

”Der er de helt banale. Det er sommer, vejret er godt, det er rart at være ude. Så er der et spilunivers, som alle kender, og som passer godt til den her situation. Og så er der et godt kort, som fungerer. Spillet er bygget oven på et gammelt spils [Ingress, red.] kort. Man har taget noget, der virkede rigtig godt hos en lille skare, og så flyttet det over på et andet univers, som alle kender.”

Den første generation af Pokémon-spil udkom til Nintendos Game Boy i 1996 og erobrerede verdens børnehjerter så grundigt, at købestærke familier hurtigt blev klyngebombarderet med videospil, byttekort, merchandise, mangaserier og spillefilm. Lanceringen af Pokémon Go i år, 2016, markerer universets 20-års-jubilæum. På de tyve år har Pokémon-universet omsat for mere end 300 milliarder danske kroner. De fleste mennesker fra velstående økonomier har på den ene eller anden måde stiftet bekendtskab med universet, og mange i min generation – jeg er 26 – tæller det med som et barndomsminde.

Kendskabsgraden og nostalgien er en motor for spillets succes. Det er dét, Lone Koefoed Hansen henviser til, når hun siger, at det er ”et spilunivers som alle kender.” Jeg prøver at udfordre hende lidt.

Der er også en ret stejl indlæringskurve. Man skal lære meget om universet for at blive god og få noget ud af spillet.

Lone: ”Altså, jeg ved ikke en skid om Pokémon. Jeg har måttet lære det hele fra 8-årige. Men det er et komplekst univers, som mange folk allerede forstår. På den måde kan folk lære hinanden det, og samtidig er der kompleksitet nok til at man bliver ved med at spille.”

Jeg fornemmer, at Lone har en meget pragmatisk forklaring på spillets succes. Det trækker selvfølgelig lidt epik fra den selvopdagelse, jeg tror jeg skal på, men det er nok sundt – og Lone kan sit kram:

”Jeg har spillet en del i Ørestad Bypark. Der er rigtig meget aktivitet. Der er to pokéstops, og så sætter de lures på begge to og sidder der. Og så går de lige i Netto og spiser og drikker lidt, og derinde er der så også lige et pokéstop. Der er en høj koncentration af aktivitet den her slags steder, hvor spillet passer ind i en sommerrutine,” siger hun.

Det er vanedannende at spille, når den slags betingelser er opfyldt. Man oplever med Lones ord, at der ”sker noget, når man åbner sin smartphone.” Men det er også netop spillets faldgrube. Hvad nu, når man bor et sted, hvor der ikke sker noget, når man åbner telefonen? Hvad nu, når vejret skifter?

Lone tror ikke på, at vi stadig spiller Pokémon Go i oktober.

Jeg er ved at have, hvad jeg skal bruge, Lone. Jeg skal ind og spille i Aarhus med min lillebror senere i dag.

Lone: ”Så skulle du tage forbi Sankt Pauls Kirke. Der bliver vist kæmpet lidt om en gym (En arena, hvor Pokémon-trænere kan duellere, red.). Jeg har ikke selv været der, men den har mange af de samme tegn som i Ørestad Bypark.”

Som sagt har Lone en pragmatisk forklaring på mit spørgsmål. Pokémon hitter, fordi aktiviteten passer perfekt til sommeren, fordi alle har et forhold til universet, og fordi teknologien bygger på solid erfaring. Men hun tror altså ikke på, at vi stadig spiller det lige så meget om et halvt år. Det er med andre ord en dille.

Et par timer efter at vi har talt sammen, sender Lone mig en besked på Twitter. Jeg ser beskeden, mens jeg sidder i toget på vej til Aarhus:

Spillet bliver vores virkelighed

Min lillebror møder mig på banegården i Aarhus. Vi overstår høflighederne på et par minutter, og så går vi til stålet. Med Lones tip in mente bevæger vi os mod Musikhuset, smartphones i hænderne. Jeg bider mærke i noget, Mathias siger:

”Det [Pokémon Go, red] er et skridt videre i digitaliseringen eller spilmatiseringen af vores verden eller af vores virkelighed. Og så er det jo også et trin mod virkelighedsgørelsen af spil – ligesom virtual reality.”

Det, han siger, lyder måske lidt langt i spyttet, men det er også klogt. Lone talte om noget lignende på telefonen. Ifølge hende er vi allerede vant til, at vores smartphones er med overalt, og at de udgør et knudepunkt mellem vores fysiske og digitale liv. Med en smartphone i lommen er vi begge steder på samme tid. Når vi tracker vores løbeture, skaber vi et digitalt register over vores bevægelser i den fysiske virkelighed. Når registeret så ligger på Endomondo, begynder den digitale verden at få indflydelse på den fysiske. Endomondo motiverer os til at løbe en ekstra tur, sender os på en rute, vi ikke havde taget ellers, gør os mere sociale, fordi vi konkurrerer med de andre brugere. Det er den “virkelighedsgørelse af spil”, som Mathias også ser i Pokémon Go – altså dét, at spillenes logik i stigende grad kommer til at forme den virkelighed, vi lever i. Spillet bliver vores virkelighed.

På telefonen spurgte jeg Lone, om Pokémon Go ikke er et stort gennembrud for augmented reality, altså den nye skole af teknologier, hvor den virkelige verden kombineres med og beriges af digitale data:

Lone: ”Alle har en smartphone og gik jo egentlig bare og ventede på noget at lave med den. Men augmented reality er ikke noget nyt. Når vi bruger fitness trackers er det augmented reality, og selv om det er mere nicheagtigt, er geocaching også allerede kæmpestort.”

Ifølge Lone er forholdet mellem Pokémon Go og augmented reality nogenlunde som forholdet mellem en isbryder og de skibe, den baner vej for:

Lone: ”Nu har vi lært det, og så hopper vi måske videre til den næste. Vi har set, at dét kan man faktisk godt. Men jeg tror som sagt ikke, at det er Pokémon, vi bliver ved med at spille.”

“Bare rolig, der er også en Squirtle oppe i krydset”

Min lillebror og jeg er nået op til Musikhuset, og det er faktisk ret overvældende. Omkring det rektangulære bassin mellem Musikhuset og parken står og sidder små 50 mennesker med deres smartphones og spiller Pokémon Go. I et hjørne har startup-firmaet Lunar Way stationeret et par facere, som uddeler kolde drikkevarer og adgang til gratis strøm fra et par powerbanks. I Pokémon Go-tidsalderen er strøm verdens mest dyrebare ressource.

”I medievidenskaben beskæftigede man sig tidligere meget med en lidt udvandet slags receptionsanalyse, som man kalder for effektforskning. Man interesserede sig f.eks. meget for, om computerspil gjorde mennesker voldelige. Det er man gået lidt væk fra, og nu er det mest medierne, der går op i det,” forklarer Mathias mig.

Ja, det er vel en ret billig journalistisk vinkel at bruge?

”Ja. F.eks. det her med at Anders Breivik spillede meget Call of Duty.”

Omvendt har der med Pokémon Go været historier om folk, der er kommet af med depression, fordi de fik en grund til at stå op, spadsere en tur og møde andre.

”Nemlig. Pokémon Go kan være en positiv historie. Gamere er ret stigmatiserede. Man insinuerer, at de sidder indenfor og gamer, fordi de ikke kan finde ud af at være ude i virkeligheden. Men med Pokémon Go er gamerne pludselig over det hele. Så gamerne gamer altså ikke, fordi de kun kan finde ud af være indenfor. De er indenfor, fordi det er der, de fleste spil kan spilles.”

Det er en virkelig god pointe.

”Ja. Og så er det jo et sindssygt socialt spil. Da jeg kom hjem fra ferie i Vietnam, tog jeg hjem til mor i Måløv. Jeg lånte hendes bil og kørte til Ballerup. Kun for at spille Pokémon. Der mødte jeg et par fyre, som jeg endte med at gå rundt med i nogle timer. Så spurgte de, om jeg ikke vil med dem hjem og spille Super Smash Bros. Det ville jeg jo gerne.”

What?! Tog du med dem hjem?

”Ja. Jeg gav dem et lift i mors bil. De ville også have haft mig med i parken og drikke øl, men det kunne jeg ikke, for jeg kørte.”

Mens vi står ved hjørnet af Musikhuset og taler, sker der noget omkring os. Der er dukket en halv-sjælden Pokémon, som hedder Porygon, op. Mathias og jeg fanger den begge to, og jeg jubler. Vi udveksler lykønskninger med de andre spillere. Mindre end fem minutter senere råber en af de andre til os: ”Der er en Dratini!” Han viser os sin skærm og peger på et sted nede ved åen bag spillestedet Voxhall. ”Den forsvinder om fem minutter,” siger han og stikker i løb. Mathias og jeg kigger på hinanden, og vi bliver via broderlig telepati enige. Vi begynder at sprinte forbi Aros ned mod åen.

Vi bliver fanget ved et rødt lys, og da vi når frem, opdager vi, at Dratini – den Pokémon, som lige havde fået os til at sprinte 3-400 meter – er stukket af.

En fyr med langt hår på en cykel kigger på sin telefon og siger til os: ”Bare rolig, der er en Squirtle oppe i krydset.”

Mennesket og dyrene

Vi er ved at være mætte, og som sædvanlig på det her tidspunkt, først på aftenen, begynder spillets servere at brokke sig, når amerikanerne  logger på. Vi beslutter os for at sætte en lure på et pokéstop, som ligger lige ved en bar.

Jo bedre de store fadøl virker på mig, desto mere utilfreds bliver jeg med de lidt pragmatiske forklaringer, jeg har fået fra Lone Koefoed Hansen og min lillebror indtil videre. Så jeg fortæller om noget, jeg har læst.

Da Pokémon-universets skaber, Satoshi Tajiri,  var en ung mand skulle han vælge, om han skulle bruge resten af sit liv på at udvikle computerspil eller at være entomolog, dvs. insektforsker. I Japan er insektindsamling så ekstremt udbredt, at det endda er typisk skolepensum. Ifølge Pokémon- og Asien-eksperten Jared Miracle har de fleste mænd, som har oplevet en barndom i 70’ernes, 80’ernes eller 90’ernes Japan, et mere eller mindre nostalgisk forhold til at samle insekter. Da Tajiri valgte at fokusere på computerspil og senere opfandt Pokémon-universet, forsøgte han i høj grad at genskabe noget, han kendte fra sin barndom.

Den japanske insektmani har et andet, mørkere ben, som Tajiri også lod sig inspirere af – nemlig insektkamp. Den japanske næsehornsbille, Kabutomoshi – opkaldt efter sit hoveds lighed med den traditionelle samurai-hjelm – er et yndet kæledyr. Så yndet, at man har kunnet købe dem i automater i Tokyo. Men de bliver både brugt til krig og fred. På barer i Tokyo kan man opleve kampe mellem næsehornsbiller. To mandlige biller bliver sat over for hinanden af deres menneskelige ejere, og det omkringsiddende publikum kan spille på udfaldet. Sejrherren er den bille, som uskadeliggør modstanderen ved at vippe den om på ryggen med sit horn. Et børnevenligt og blodløst tidsfordriv.

Man ved, at kineserne har avlet fårekyllinger til kampe og spillet penge på dem i mere end tusinde år, før det blev forbudt under Kulturrevolutionen, fordi Tang-dynastiets kejsere nød underholdningsværdien. Selv om det er ulovligt mange steder, er hundekampe almindelige over hele verden. Men det mest interessante eksempel på dyrekampe er måske hanekampene. Kyllingekødet har etableret sin kulturelle dominans over hele verden og har historisk set været central som leverandør af den næring, der har sikret den menneskelige civilisations overlevelse. På den måde er kyllingekødet paradoksalt nok noget af det mest menneskelige, der findes. Derfor er det overraskende at lære, at vi med stor sandsynlighed ikke ville have haft hverken kylling eller æg (uanset rækkefølgen), hvis ikke vores græske forfædre havde fået smag for at fange vilde haner og lade dem kæmpe mod hinanden for sjov. Hønen som husdyr er simpelthen et heldigt biprodukt af hanen som kriger i menneskenes stedfortræderslagsmål.

Mens jeg fortæller min lillebror de her ting, prøver jeg at glemme, at Lone Koefoed Hansen havde en perfekt logisk forklaring på Pokémon Go’s appel. Jeg prøver at give mig hen til min egen forklaring. Den forklaring, der handler om, at spillet ikke bare er en dille, men også taler til noget alment menneskeligt, som har at gøre med at samle, ophobe, underordne sig andre væsener og demonstrere sin magt i det menneskelige samfund qua den magt, vi formår at opbygge over naturen. Mennesket adskiller sig fra dyrene, fordi vi altid har blæret os ved at tvinge andre dyr til at kæmpe for os.

Mennesket adskiller sig fra dyrene. Mennesket spiller Pokémon Go.