Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mette Frederiksen (S) står på kanten til et serielt løftebrud, som kan få hendes forgænger Helle Thorning-Schmidt til at fremstå som troværdigheden selv.
For den kongelige undersøger, fungerende statsminister og Socialdemokratiets forperson er på vej til at ville danne en regering, som vil trække Danmark i en helt anden retning, end hun selv gik til valg på.
Mette Frederiksen lægger ikke engang skjul på, at den regering, som hun håber på at kunne danne med et eller flere borgerlige partier, vil komme til at føre en politisk kurs, som ikke blot bryder med målsætningerne i forståelsespapiret fra 2019, men som ydermere vil være i strid med hendes egne løfter i den netop overståede valgkamp:
“Det kan ikke lade sig gøre at lave en regering med måske flere partier hen over den politiske midte, uden at et samlet regeringsgrundlag kommer til at se anderledes ud end det, hvert enkelt parti er gået til valg på, eller det man måske ovenikøbet har forfægtet. Der kommer til at være masser af balancer og kompromiser,“ udtalte Mette Frederiksen, da hun onsdag eftermiddag gjorde status efter de første 49 forhandlingsmøder.
Hun betoner igen og igen, at der i de kommende år vil være behov for økonomiske reformer for derved bl.a. at skaffe flere penge til øget militær oprustning. Stort set hele det økonomiske råderum er opbrugt, efter S-regeringen i foråret indgik det nationale kompromis på forsvarsområdet, som gradvist vil øge militærbudgettet med 18 mia. kr. – om året.
Konkret er Mette Frederiksen parat til at forhandle om nye nedskæringer i alt fra SU’en over dagpengene til kontanthjælpen. Også en stribe af nye skattelettelser og privatiseringsforsøg er på bordet. Og alene derfor er det kun naturligt, at Enhedslisten netop er blevet fjernet fra kredsen af partier.
Absolut ingen kan forestille sig, at venstrefløjen vil lægge stemmer til yderligere runder af sociale forringelser for at kunne finansiere bl.a. den massive oprustning, som Socialdemokratiet allerede har aftalt med Venstre og De Konservative. Og derfor var det uundgåeligt, at vejene måtte skilles efter mere end fire ugers skinforhandlinger.
Bruddet med venstrefløjen tegner tilmed til at blive en selvopfyldende profeti, eftersom Mette Frederiksen næppe kan vende tilbage til sit matematiske flertal på nøjagtig 90 mandater i rød-grøn blok. Nu er Socialdemokratiet bundet til at nå til enighed med ét eller flere blå partier, og indtil videre fremstår en SV-regering som det mest sandsynlige bud, altså en midterregering uden ministerposter til De Radikale og Moderaterne.
I første omgang er reaktionen fra Enhedslisten helt forventelig. Ligesom Nye Borgerliges leder Pernille Vermund hamrer løs på den store krigstromme ude på højrefløjen og kritiserer Venstres forperson Jakob Ellemann-Jensen for at være ved at smadre blå blok, skal Enhedslistens politiske ordfører Mai Villadsen selvfølgelig også gå til frontalangreb på Mette Frederiksen.
Kritikken fra Enhedslisten kan imidlertid komme til at gøre ondt på Socialdemokratiet, for den rammer et særligt ømt punkt, som også snart vil kunne få mange socialdemokrater til at vride sig i smerte. Parallellen mellem Mette Frederiksen og Helle Thorning-Schmidt genåbner et traume:
“Jeg tror i virkeligheden, at hun er værre end både Thorning og Corydon,“ siger Enhedslistens Mai Villadsen, og fortsætter: “For ikke bare laver hun politik med blå blok, men nu lukker de dem helt ind i regeringsmagten. Det vil have alvorlige konsekvenser, og jeg tror slet ikke, at det er gået op for folk, hvor alvorligt det her kan blive.“
Internt hos sosserne er nederlagsfortællingen fra begyndelsen af 2010’erne, at det var en stærk, ja, magtfuldkommen Margrethe Vestager, som tvang Socialdemokratiet til at føre den “nødvendighedens politik“, som bl.a. betød, at dagpengene blev forringet, mens Mette Frederiksen selv var beskæftigelsesminister.
Dengang hed det blandt mange af dem, der har været S-ministre her i de senere år, at de to falske socialdemokrater, statsminister Helle Thorning-Schmidt og finansminister Bjarne Corydon, lod sig presse til at “videreføre VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand“. Parlamentarisk havde man ikke noget valg. Det var kort sagt politisk nødvendigt. Dengang.
Men spørgsmålet melder sig i dag: Er Mette Frederiksen på samme måde i dag tvunget til at vende partierne bag forståelsespapiret ryggen for i stedet at gå på kompromis med Venstre? Svaret er bestemt ikke indlysende. Og derfor kan debatten komme til at gøre ondt, rigtig ondt, på Mette Frederiksen.
Når det gælder rigtig krig, skelner man typisk mellem “war of necessity“ på den ene side og “war of choice“ på den anden side. Altså nødvendige krige og selvvalgte krige. Og når det gælder politik – som berømt er blevet defineret af krigsteoretikeren Carl von Clausewitz som, at “krig ikke er andet end en fortsættelse af det politiske samkvem iblandet andre midler“ – kan præcis samme opdeling bruges.
Det “reformamok“, som Mette Frederiksen lægger op til at ville genopføre fra Helle Thorning-Schmidts æra, vil kunne vise sig svært at fremstille som “nødvendigt“, og kan derfor hurtigt komme til at fremstå selvvalgt, og dermed mange gange mere højredrejet, end hvad der tidligere er set under Socialdemokratiet. Hun vælger selv reformerne.
Forskellen mellem Thorning-Schmidt og Frederiksen er således ikke længere indholdet i den økonomiske kurs, men i stigende grad kun, om man forsøger at fremstille den tilbagevendende centrum-højre-politik som enten dengang et nødvendigt onde eller som nu et selvvalgt ønske.
Budskabet fra Mette Frederiksen er i hvert fald, at hun håber at kunne binde en blå sløjfe – og fortsætte, hvor Corydon slap i 2015. Det bliver spændende at se, om Socialdemokratiet kan holde til en sådan rutsjebanetur. /Lars Trier Mogensen