Det hvide papirs magt

Demonstrationerne på Den Himmelske Freds Plads i Beijing i 1989 er et konstant referencepunkt i mediernes dækning af den utilfredshed, som flere og flere kinesere giver udtryk for i disse dage. I weekenden kogte frustrationerne over regeringens Covid-19-politik atter over, og der meldtes om protester i en række kinesiske byer. Demonstrationerne var relativt små – op til 1.000 mennesker – men der var sammenstød med politiet i Shanghai, og i Wuhan væltede folk nogle af de barrierer, som myndighederne har sat op, og som symboliserer de endeløse nedlukninger og massetests af befolkningen.

Urolighederne i 1989 startede d. 15. april, samme dag som kommunistpartiets tidligere generalsekretær Hu Yaobang døde i en alder af 73. Af alle de grå mænd i toppen af partiet var Yaobang nok det nærmest, man kom på en ‘folkets mand’; han var kendt for sin reformiver, men blev af sine kolleger i partitoppen opfattet som for meget af en slapper i forhold til studenteroptøjerne nogle år forinden – og degraderet.

Folk var i forvejen nervøse over de mærkbare forandringer, der var kommet med Kinas økonomiske reformer op gennem 80’erne, og utilfredse med den udbredte korruption i Kommunistpartiet. Landets arbejdere var utilfredse med inflationen og en faldende velfærd – og flere og flere kom på gaden. Partitoppen var uenige om modsvaret, men da der på et tidspunkt var mere en million mennesker samlet på Den Himmelske Freds Plads, tyede man til: undtagelsestilstand. Militæret blev sat ind i, og om morgenen d. 4. juni 1989 kulminerede det med en voldelig konfrontation. Flere tusinde menes at være blev dræbt.

Træthed i 2022

Er det et lignende scenarie, som venter her i 2022? Den økonomiske afmatning og trætheden over det autokratiske styre er den samme, men politisk er situationen anderledes. I 1989 var der en vis splittelse i Kommunistpartiet, og Folkerepublikken Kina kunne bevæge sig i forskellige retninger. I dag er der konsensus blandt historikere om, at tragedien d. 4. juni satte landet på den kurs, det har i dag. “Fortællingen om, at Kina ville vokse sig stærk og normal og udvikle sig til et stabilt land gennem politiske reformer, blev smadret,“ udtalte den kinesiske historiker Zhang Lifan til Associated Press i forbindelse med 30 årsjubilæet for massakren på fredspladsen.

Kinas leder Xi Jinping har brugt sine to første perioder på at knægte modstand i partiet og styrke sin position. Han er hardliner, og der er en forventning om, at han vil bruge alle midler på at slå ned på folkelige optøjer, hvis han finder det nødvendigt. Mange kinesere har fået nok af Covid-19-restriktioner og nedlukninger af hele kommuner, som ofte har været forårsaget af enkelte smittetilfælde. Økonomien går i stå, erhvervsdrivende må lukke deres butikker. I sidste uge var der en brand i en bygning i Xinjiang-provinsens hovedby Urumqi, som har været lukket ned i godt 100 dage. 10 mennesker døde i branden, som menes at kunne være blevet begrænset eller standset af brandvæsenet, hvis det ikke var på grund af den hårde lockdown.

I Kinas storbyer står demonstranterne og holder blanke papirer op. Der står ikke noget på papirerne, som kan støde nogen, men symbolikken er åbenlys. “Det hvide papir repræsenterer alt, vi ønsker at sige, men ikke kan,“ udtaler en ung demonstrant i Beijing til nyhedsbureauet Reuters. Hvad skal myndighederne gøre? Tage de blanke papirer fra folk? Det virker latterligt.

Det er uvist, hvor mange demonstranter der er blevet tilbageholdt af politiet. På sociale medier er der en video, hvor en af den britiske nyhedsstation BBC’s udsendte bliver ført væk af politi i Shanghai. Ifølge BBC blev han slået og sparket i deres varetægt, mens de til gengæld siger, at de tilbageholdt ham for hans egen skyld, så han ikke blev smittet med Covid-19.

Det nye er, at folk er begyndt råbe “Fuck Xi Jinping“ og “Ned med Xi Jinping“. Demonstrationerne, der begyndte som en protest mod styrets strenge pandemipolitik er skvulpet over i et råb om demokrati og frihed. Man skal ikke undervurdere et hvidt papir.  /Oliver Stilling