Morten Juhl/Ritzau Scanpix
Julen er hjerternes fest, siger vi, imens vi fletter vores julehjerter sammen. Første søndag i advent er overstået, den 1. december er lige for døren. Så er det frem med juleskummet, brunkagerne, drillenisseordningerne og dette års emne til en altid verserende debat om ‘krænkelsesparathed’: Pyrus.
TV 2’s beslutning om ikke at genudsende julekalenderen Pyrus: Alletiders julemand landede fredag d. 25. november, og dermed kunne vi ringe julen ind med trængsel og alarm på de sociale medier, hvor der blev råbt højt om, at “wokeismen“ og krænkelsesparatheden havde stjålet julen. Som kulturjournalisten Aminata Amanda Corr bemærkede, så er det måske ikke helt overraskende, at reaktionen på erstatningen af én sæson Pyrus med en anden har været så voldsom:
“Ironisk nok har julekalendere opdraget os alle til at tro, at julen altid er i fare. Dermed kan man som optakt til jul altid se, hvad der optager danskerne. Engang var det muslimer, og et juletræ i Hørsholm blev symbolet på julens fjender. I år er det wokeness.“
I TV 2’s interne genbesøg af julekalenderen har man vurderet, at flere scener har nogle ret ærgerlige undertoner. Debatten drejer sig primært om en scene, hvor tre hvide børn er klædt ud som flødeboller og malet brune i hovederne. “Flødebollerne“ – en dessert, som nogle bedsteforældre rundt om i det ganske land nok vil kalde for noget lidt andet – har dog også fået malet store, karakteristiske røde læber, hvorfor deres ansigter, trods dragten, mest af alt ligner noget fra Far til fire og ulveungerne fra 1958. Altså den hvor Lille Per og Lille Grethe er malet sorte og klædt ud som afrikanere, imens de glade synger racistiske skældsord. Ja, dén.
De har i hvert fald fanget ligheden inde ved TV 2, hvor Mette Nelund, konstitueret fiktionschef, udtalte, at “[m]ed det fornyede blik har vi kunnet se, at julekalenderen indeholder forældede skildringer af mennesker og kultur“. Så selvom initiativtageren bag underskriftsindsamlingen for at få Pyrus tilbage på flow-tv har begrundet sin vrede med, at “en flødebolle som er en spiselige lækker sag som indeholder sødme og kærlighed og mørk chokolade derfor de mørke ansigter i julekalenderen (sic)“ og “de mørke ansigter hentyder til det er chokolade de er smurt med og ikke ’blackfaceing’“, kan man spørge sig selv: Hvornår har flødeboller nogensinde haft store røde læber?
Harceleringen og den voldsomme reaktion omkring, at man udskifter en julekalender på baggrund af stødende indhold mod en minoritetsgruppe, er det, som den amerikanske forfatter og kritiker Robin DiAngelo kalder for “hvid skrøbelighed“. Fordi hvide mennesker historisk har befundet sig i toppen af magtpyramiden, er de sjældent blevet konfronteret på deres race – og har derfor heller ikke fået opbygget en form for “raciel stamina“.
DiAngelo, der selv er hvid, påpeger, at “vi“ derfor tolker ethvert spørgsmål omkring vores (hvide menneskers) racemæssige verdenssyn som en direkte anfægtelse af vores (deres) identitet som gode, moralske mennesker. Så den mindste mængde racemæssig stress (det kan være, at nogen fortæller dig, at den julekalender, du elsker, faktisk er lidt racistisk) udløser en række defensive reaktioner udtrykt i følelser som fx vrede og frygt og argumenterende adfærd i forsøget på at få det, der er udfordrende, til at gå væk.
Det kunne fx være ved at lave en underskriftsindsamling for at få julekalenderen tilbage i bedste sendetid – eller at poste dramatiske “Bevar Pyrus“-opslag, som om karakteren er blevet likvideret og julekalenderen fjernet fra jordens overflade.
Forbandede ungdom
Nogle, der til gengæld godt kunne bruge den opmærksomhed, som deres forældre vælger at bruge på at råbe højt om nisser på nettet, er deres børn. Imens mor og far er vrede over, at de nu er nødt til at se en anden udgave af Pyrus, som – rolig nu – stadig indeholder problematiske karikaturer af andre kulturer, så er ungdommen nemlig sluppet løs – og de er åbenbart fuldstændig ustyrlige.
Ifølge Berlingske Tidende har de københavnske og nordsjællandske unge nemlig “ændret adfærd“. Som følge af flere års coronanedlukninger bekender de store skolebørn nu kulør (undskyld udtrykket) , som Berlingske altså “uden sammenligning“ kommer til at sammenligne med 1920’ernes Lost Generation. De “drikker, ryger, hænger ud med andre unge, som forældrene ikke kender, tidligere end normalt,“ påpeger en souschef på et fritidscenter på Østerbro.
Berlingske kan også afsløre, at de unge “i 7. og 8. klasse ofte holder fester i private hjem, når forældrene er udenlands eller på landet“ og peger derefter på et enkelt nederlandsk studie, der viser en stigning i antal unge, der drikker efter nedlukningerne. Iblandt guldkorn som: “Det er for sent for denne her gruppe unge“, og “[d]e har en anden adfærd, hvor de virker mere ligeglade med voksne, og det vigtigste for dem er at kunne være sammen, nærmest uanset prisen“ kan vi minde os selv om, at der altid har været et problem med “ungdommen nu til dags“.
Så inden vi begynder at sidestille uregerlige teenagere med en lyst efter en ungdom fyld af smøger, bajer og joints med The Great Gatsby, kan deres forældre måske have godt af at se lidt indad. Ungdommen er vred over at have været indespærret i deres mest formative år – ikke over tabet af en forældet julekalender som altså stadig kan ses på streaming. /Astrid Plum