Olivier Douliery/AFP/Ritzau Scanpix
Elon Musk, verdens pt. rigeste mand, har længe været en relativt kaotisk skikkelse på internettet. Efter Musk har købt det sociale medie Twitter, er det dog, som om han har skruet galskaben op på 11. Bevares, Twitter har aldrig været nogen uproblematisk oase (tænk blot på årene med Donald Trump som kæde-tweetende præsident), men med Elon Musk ved roret er det snart ikke til at sige, hvilken social medievirkelighed, man vågner op til.
Siden Musk overtog Twitter, har han ifølge SoMe-analysehjemmesiden Social Blade tweetet 76 pct. mere på platformen. Et imponerende spring med tanke på, at Musk aldrig har været bleg for at flyve til tasterne. I gennemsnit tweeter Musk nu hvert 15. minut i løbet af dagen, hvilket næsten ikke er til at forstå, når nu verdens rigeste mand har ry for at være så hårdtarbejdende. I en mærkværdig omgang stream-of-consciousness serverer Musk alt fra forretningsbeslutninger til memes, skænderier og lommefilosofi i en lind strøm. Og på sin egen, mærkværdige facon, har Musk tilsyneladende fundet en vinderformular – i hvert fald hvis målet er stjæle al scenelyset, uden tanke på alle de reaktioner og problemer, rigmanden samtidig kultiverer.
I begyndelsen af næste år står Elon Musk til at blive den største influencer på Twitter. Hvilket kort sagt vil give det aldrig-før-sete paradoks, at det sociale medies største og vigtigste personlighed også er dets ejer. Tilbage i 2021 vidste godt 75 pct. af alle voksne amerikanere, hvem Musk er. Nu er cirka 94 pct. pinligt bevidste om hans eksistens. Da milliardæren oprindeligt annoncerede købet af Twitter, jokede folk med, at Musk sådan set bare ville have fuld kontrol over sit yndlingslegetøj. At dømme ud fra hans ageren de seneste par uger, er det dog umiddelbart tættere på sandheden, end man først skulle tro. Mange af Musks beslutninger giver så meget bedre mening, hvis motivet ikke er at tjene penge, men at bade sig i opmærksomheden – koste hvad det vil.
På noget nær rekordtid har Elon Musk fået op mod halvdelen af Twitters 100 største annoncører til at løbe skrigende bort, idet virksomheder som Chanel, Kellogg og BlackRock ikke længere er så meget for at få deres image associeret med platformen. Med tanke på at tusindvis af ansatte allerede er fløjet fra Twitter-reden, mens mediets nye verifikations-abonnementsordning viste sig at være præcis lige så dårlig en idé, som mange havde frygtet – og EU-lovgivere samtidig ånder virksomheden i nakken – er der ikke så meget at sige til den kommercielle exodus. Det har dog ikke skræmt Musk fra at fortsætte sine impulsdrevne korstog.
Først var det Donald Trump, der blev budt velkommen tilbage til Twitter, omend han til Elon Musks store ærgrelse ikke tog imod invitationen. Snart kommer turen så til et mere omfattende “amnesti“ for tidligere bandlyse konti, der kan betyde en tilbagevenden af gamle Twitter-skurke som David Duke, tidligere leder af Ku Klux Klan, samt Trump-hviskeren Steve Bannon. Med sin – efter eget udsagn – kompromisløse tilgang til ytringsfriheden (en tilgang, der dog primært ser ud til at tilgodese internettets mest højreradikale stemmer), har Musk fundet den perfekte lynafleder for sine idiosynkratiske beslutninger, der samtidig kan generere nye, fordelagtige konflikter.
Senest er det Apple, der nu står for skud, efter Silicon Valley-giganten angiveligt har fjernet størstedelen af sine annoncer fra Twitter. Med sin imponerende sans for internetdrama har Musk brugt netop dét forhold til retorisk at spørge, om Apple mon “hader ytringsfrihed i Amerika“. For som alle ved er ytringsfrihed jo først og fremmest noget, man støtter ved at kaste penge efter verdens rigeste mand. Sidenhen er konflikten eskaleret, da Musk bl.a. beskylder Apple for at true med at fjerne Twitter fra deres App Store. Hvordan Apple har tænkt sig at svare igen, er endnu et åbent spørgsmål. Set fra Elon Musks perspektiv, er det dog næsten også lige meget, hvad æblemanden Tim Cook finder på. Så længe Twitter lever, er forargelsen en gave i sig selv. Hvor lang levetiden bliver, er dog efterhånden ikke til at sige. /David Dragsted