Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Det er onsdag, der er både landskamp og et yndigt land, bortset fra, at landet altså ikke længere er så yndigt. I hvert fald ikke hvis man eksempelvis spørger kirkeuglen, der for godt 50 år siden var den mest udbredte ugleart i Jylland. Nu er den – som Information påpeger (betalingsmur) – kritisk truet som følge af insektdræbende sprøjtegifte og en generel pladsmangel. I dagens Danmark udgør landbruget op mod 61 pct. af landarealet, og så er der altså ikke meget rum til at være ugle. Eller til at leve i andre typer natur end rapsmarkernes monokultur, for den sags skyld.
For nej, selvom romantikkens kunstmalere som C.W. Eckersberg, Christen Købke og Wilhelm Marstrand alle har gjort deres for at besynge de opslugende markarealer som en essentiel del af Danmarks skønhed, kan opdyrkelsen stadig kamme over. Brede bøge bærer bedst, men ifølge en ny rapport fra Biodiversitetsrådet, der udkom tirsdag, er det ikke, fordi naturen står særligt stærkt. Tværtimod: En femtedel af planter, dyr og svampe i Danmark er allerede uddøde eller truet af udryddelse, mens blot 2,3 pct. af det danske areal reelt kan kaldes beskyttet natur.
Blandt de 2,3 pct. er de kommende naturnationalparker allerede blevet medregnet, så der er altså virkelig ikke meget at juble over. Når det kommer til naturbeskyttelse og biodiversitet, kan Danmark faktisk dårligt siges at være et foregangsland. Eller som Maria Reumert Gjerding, præsident for Danmarks Naturfredningsforening, noget dystert formulerer det til DR: “Vi har længe vidst, at Danmark var bundskraber, når det handler om beskyttet natur. Men med den her rapport skraber vi ikke bare bunden. Vi er nærmest faldet ud af den.“
Ifølge EU’s såkaldte European Green Deal er det målet, at hele 30 pct. af det europæiske kontinent skal bestå af beskyttet natur inden 2030. Bevares, det er ikke, fordi hvert enkelt land selv skal finde de 30 pct., men uanset hvordan man vender og drejer det, er det svært at se, hvordan Danmark kan være sin indsats bekendt. Særligt med tanke på, at vi i næste uge deltager i FN-topmødet om biodiversitet i Montreal, hvor procentsatsen også vil komme på bordet – ligesom SF, Enhedslisten, Radikale og Alternativet herhjemme har plæderet for en naturlov, som beskytter 30 pct. af det danske areal.
I Montreal skal verdens lande diskutere (betalingsmur), hvordan man tackler den biodiversitetskrise, som FN kalder “det største tab af arter på Jorden siden dinosaurernes bortgang“. Men selv hvis der lander en aftale, er det desværre ikke givet, at naturen vil juble. Tilbage i 2010 formåede man faktisk i Aichi i Japan at blive enige om 20 naturbeskyttelsesmål, der skulle være opfyldt i 2020. To år efter deadline kan FN imidlertid konstatere, at ingen af de 20 mål er blevet fuldt ud indfriet. Med tanke på de sølle 2,3 pct. beskyttet natur herhjemme, kan det vist ikke overraske. Om noget viser Aichi-fiaskoen, hvor altafgørende konkret handling er blevet.
Heldigvis er stadig flere partier i Folketinget også ved at nå til den erkendelse. Udover de ovennævnte rød-grønne initiativtagere, åbner (betalingsmur) eksempelvis både Konservative og Liberal Alliance nu for, at naturen får sin egen lov. Når selv LA’s miljøordfører Ole Birk Olesen udtaler, at “2,3 pct. er absolut ikke tilfredsstillende“, så ved man ligesom, at den er gal. Lad os af samme grund håbe, at naturloven ender øverst i bunken af de mange lovforslag, Folketinget skal tage op, når en ny regering er fundet. Og at en eventuelt midtersøgende, landbrugsglad regering ikke vil forhindre bøgen i at spejle sin top i bølgen blå. /David Dragsted