Nikolai Linares/Ritzau Scanpix
Den gode nyhed er, at en kulegravning af det spegede forløb omkring hjemsendelsen af ledelsen i Forsvarets Efterretningstjeneste alligevel ikke ville have bragt meget nyt frem i offentligheden. En eventuel undersøgelse af både det politiske ansvar og det bagvedliggende kompleks af skæg og blå briller ville nemlig med statsgaranti været blevet ført bag dobbelt-lukkede døre og maksimalt hemmelighedskræmmeri.
Derfor kan det diskuteres, hvor stor en skade for retssikkerheden, åbenheden og Folketingets kontrol med regeringen, det reelt vil gøre, hvis det ender med, at flertallet for en ny FE-undersøgelse smuldrer.
Sidste gang en del af forløbet blev undersøgt af tre landsdommere – i den såkaldte ‘Undersøgelseskommissionen om FE’ – slap der ikke noget konkret nyt ud. Ingen blev klogere på, hvordan den danske spiontjeneste i praksis havde samarbejdet med de amerikanske efterretningstjenester om udlevering af rådata om danske statsborgere.
Kravet om en FE-undersøgelse, som opstod efter den tidligere og hjemsendte chef for Forsvarets Efterretningstjenesten Lars Findsen udgav bogen Spionchefen midt under valgkampen, har fra første færd været mest af symbolsk karakter. En måde for de borgerlige partier at lægge yderligere pres på statsminister Mette Frederiksen, herunder hendes kontroversielle departementschef Barbara Bertelsen – som Lars Findsen anklagede for at have udløst hjemsendelsen på grund af gammel og personlig hævngerrighed.
Substantielt er der masser at komme efter. Men nu tegner FE-undersøgelse til for alvor at være blevet en brik i realitetsforhandlingerne mellem Socialdemokratiet og Venstre om dannelsen af en regering. Efter et møde i Folketingets Udvalg til Forretningsorden onsdag lød meldingen, at en mindre og mindre sandsynlig beslutning om en kommissionsundersøgelse må afvente udfaldet af regeringsforhandlingerne:
“Der er altså intet overraskende i, at vi afventer en regeringsdannelse,“ siger Venstres Hans Christian Schmidt, som ikke engang vil svare på, om Venstre stadig støtter en undersøgelse. Det største borgerlige parti vil afvente, hvad der sker i forhandlingerne mellem Mette Frederiksen (S) og Jakob Ellemann-Jensen (V): “Alt det får du at vide til den tid,“ lyder det fra den erfarne Venstre-mand.
Er det slet ikke overraskende? Jo, ærligt talt. For under valgkampen kørte Venstre en klar kampagne om, at statsminister Mette Frederiksen skulle undersøges. Husk blot på det berømte pressemøde uden for Kastellet, hvor Jakob Ellemann-Jensen og De Konservatives formand Søren Pape Poulsen stod med hænderne over øjnene og spejdede mod den lave efterårssol, og udstillede sig selv som Dupond og Dupont, de to klodsede detektiver fra Tintin-tegneserien.
Hvis Jakob Ellemann-Jensen rent faktisk ender med at frede Mette Frederiksen i en sag, som han selv for ganske få uger siden gjorde til en hovedsag på linje med beslutningen om at slå alle mink ihjel uden lovhjemmel, vil han have ladet sig ydmyge på vej ind i en regering i et omfang, som kun SF’s daværende formand Villy Søvndal har prøvet. Reaktionerne er også spydige på Christiansborg:
“Uden på nogen måde at være konspiratorisk anlagt, så er det da mærkeligt, at de partier, der nu sidder og forhandler med Mette Frederiksen, pludselig ser meget, meget anderledes på den her sag, end man gjorde førhen,“ siger Danmarksdemokraternes formand Inger Støjberg: “Det her er jo uafhængigt af en regering, og der var jo et klart flertal før valget. Derfor kan det kun undre mig, at det flertal pludselig er væk.“
Men sådan er magtpolitik. Der er ingen grund til at undre sig.
For de partier, som ender med at gå i regering, vil førsteprioriteten være at få skabt ro omkring spiontjenesten igen. Ingen ekstra undersøgelser, ingen yderligere postyr. Alt skal helst fejes ind under gulvtæppet. Og her kommer så den dårlige nyhed: Uanset, hvad der sker i føljetonen om spiontjenesten og den egenrådige eks-chef Lars Findsen, vil alt blive mørkelagt.
Udover den åbenlyse opportunisme, og hykleriet om man vil, udstiller forløbet også, at der er grundlæggende forskel på at være oppositionsparti og regeringsparti. Dem, som sidder uden for magten, vil typisk kræve gennemsigtighed og ansvarsplacering, mens dem, der sidder inde i magtens rum, har noget lettere ved at acceptere tavshed og diskretion.
Sådan gik det i øvrigt også for Villy Søvndal, da han blev udenrigsminister i 2011. Efter i årevis at have krævet en undersøgelse af, hvordan CIA påviseligt havde brugt lufthavne i Grønland til at transportere ulovlige krigsfanger fra bl.a. Afghanistan, klappede han pludselig i som en østers, da han rent faktisk fik indflydelse.
Jakob Ellemann-Jensen er hastigt på vej til at gribe magten for enhver pris. /Lars Trier Mogensen